Anders Bodelsen i Privatbanken på Nærumvænge Torv i 1968. Handlingen i Bodelsens krimi Tænk på et tal tager sit udgangspunkt i en bank i Nærum, så hvad var mere nærliggende end at lade forfatteren til succesromanen signere sit værk „on location“?

.

At skrive på sine personlige erfaringer var der i og for sig ikke noget nyt i. Dels kan man generelt sige, at man ikke kan gøre andet, dels havde både Rifbjerg og Panduro jo også gjort det i deres romaner. Men der er alligevel et anderledes moment i nyrealisternes prosa, idet den gør særlig meget ud af den autentiske miljøbeskrivelse. Miljøet, som forfattere som Anders Bodelsen og Christian Kampmann skrev om, kendte de indefra. De fremstod ikke som spioner, der kom ind udefra, men var delagtige i det liv, de skildrede. Begge var de opvokset i velhavende forstæder nord for København, og begge gjorde de folk fra middelklassen og overklassen til deres fiktive aktører. Bodelsen kom fra et akademikerhjem, tog studentereksamen fra Ordrup Gymnasium og flyttede som 24-årig hjemmefra til forstadsbyen Nærum, inden han senere flyttede til Klampenborg. I Nærum oplevede han på egen krop livet i velfærdsstatens nye, komfortable, men også fremmedgørende karrébyggeri omkring bytorvet og tæt på den susende motorvej.

De to første og markante novellesamlinger, Drivhuset (1965) og Rama Sama (1967), rummer det væsentligste i Bodelsens skrivemåde og holdning. Foruden en række noveller, der nænsomt beskriver barndommen og den universelle uddrivelse af paradiset, i og med at bevidstheden og kønnet trænger sig på, rummer samlingerne de første ansatser til beskrivelse af det anstrengende liv i det komplicerede velfærds- og konkurrencesamfund. Allerede fra begyndelsen er livet en prøvelse i den forstand, at barnet skal lære at gennemskue virkeligheden og finde dens skjulte sider. I „Rama Sama“ gælder det for barnet om at se trolden i et fikserbillede, som de voksne viser det. Billedets dobbelthed anslår en grundlæggende usikkerhed om virkelighedens beskaffenhed, der til forveksling ligner den, som modernisterne gjorde så meget ud af.

Novellen „Snyd“ (1967) handler i konkret forstand om at være til eksamen og ikke kunne leve op til de krav og de love, som omgivelserne sætter. Eksaminanden føler sig fortabt, da han ikke kan løse en matematisk ligning, og det er angsten for fortabelsen, der får ham til at snyde. Men ved at bryde loven taber han sig selv i en anden forstand, idet han sætter sig uden for fællesskabet, og han tvinges derfor til at skabe en regel, der giver ham lov til at bryde de andres love. Han er hermed ude på en moralsk glidebane, der ingen ende er på.

Eksaminanden kan ikke tage situationen med den ophøjede ro, som den skruppelløse dreng Jakob i novellen „Alt er tilladt“ (1965) besidder. I denne novelle afprøver Bodelsen i kort og konkret form den nietzscheanske frisættelse efter Guds og alle andre autoriteters død. Jakob generer alle, han kommer i nærheden af, for set fra hans ophøjede synspunkt er de bare ubetydelige små prikker. Den eneste regel i hans univers er ikke at blive opdaget, fordi det kan få ubehagelige konsekvenser. Nogen skyld føler han ikke. Hans kammerat, der fortæller historien, besidder imidlertid en moralsk hæmning, selvom han ikke kan argumentere for den. Problemstillingen sættes på spidsen, da Jakob kommer i livsfare. Hvorfor skulle fortælleren ikke lade denne ondskabsfulde og usympatiske dreng falde for sit eget argument og drøne til jorden fra 22. etage? Det er der i og for sig ingen argumenter for, men fortælleren rækker ham alligevel en frelsende hånd.

Den nihilistiske værdirelativisme kan tænkes, men der findes umiddelbare handlinger, der går den imod. Teologen K.E. Løgstrup kalder dem for „spontane livsytringer“. De sætter sig igennem bag om ryggen på én, og nogle gange mod enhver sund fornuft. Pointen i Bodelsens tilfælde er ligeledes, at der handles uden nogen social, psykologisk eller religiøs begrundelse. Når Jakob er „ond“, og fortælleren er „god“, er det af konstitution, og ikke fordi der gives dybsindige årsager. De helt fundamentale og spontane handlinger er hverken socialt, psykologisk eller guddommeligt determinerede, men betragtes som ontologiske adfærdsmønstre, der får deres konkrete udtryk af det aktuelle miljø, som de udspiller sig i. De er fænomener, som man kan tage til efterretning. Miljøet selv giver på sin side anledning til egne problemer for individ og fællesskab.

I novellerne „Signalet“ (1965) og „Fjernsynet flimrer“ (1967) drejer det sig om det fremmedgjorte liv i det moderne boligbyggeri. Her er lejerne isoleret fra hinanden og deler kun i det skjulte samme skæbne. Man kigger i smug ud ad spionøjet i trappedøren uden at turde åbne og hilse på hinanden. Man venter utålmodigt på det mindste bankesignal, der kan rumme bare antydningen af kommunikation og fællesskab. Og i isolationen stiger mistænksomheden, og de destruktive fantasier får frit spil. Når fjernsynet flimrer, får det barnløse ægtepar Borch det til, at det nok er den enlige og derfor sikkert uterlige unge kvinde ovenover, der er skyld i det. Mistænksomheden får Borch til at udspionere sin overbo ud over enhver tilladelig grænse, uden at han dog finder ud af, hvad der er galt. Fjernsynets flimren er nemlig også kun et symptom på, at noget er helt galt med kommunikationen blandt de mennesker, der kunne have udgjort et samfund, men nu uforløste og misfornøjede er sig selv nok. Den menneskelige handlingsverden er overtaget af tingenes – her fjernsynsapparatets – uigennemskuelige og dæmoniske (u-)virkelighed I „Julestue“ (1965) tager Bodelsen temperaturen en decemberdag et sted, der kunne være den nyanlagte forstad Albertslund med dens uendelighed af rækkehuse og etagebyggeri. Julestuen er ikke nogen landlig leg, men de unge forstadsfamiliers forsøg med tidens erotiske frigørelse efter rigelig indtagelse af gløgg og guldøl. Her sættes de ægteskabelige sidespring i system, men ender også med at fremstå som barnagtige, da sidespringet udfolder sig i børnenes ubekvemme køjeseng.

Novellen sætter med skiftende synsvinkler et tableau i scene, som afslører de forskellige aktørers tanker og drømme. Her får man indblik i familiens anstrengte økonomi, og hvad der tales om – Rifbjerg bl.a.! Allerede i denne novelle fordobler Bodelsen fortællerinstansen, idet han lader én i selskabet være instruktør, som gennemtænker og iscenesætter situationen i filmiske klip. Han smalfilmer simpelthen selskabet. Hermed opnår Bodelsen både at skabe en vis distance til det fortalte og at demonstrere realismens karakter af konstruktion. Det er virkeligt nok, det, der beskrives, men altså også gengivet i et bevidst arrangement.

Bodelsen beskriver ikke bare, hvordan middelklassen har det på hjemmebane, men også hvordan det går på arbejdet. I novellen „Succes“ (1967) skildrer han med akkuratesse, hvordan magtspillet fungerer i ledelsen af en større virksomhed. Her gælder det om at positionere sig rigtigt og at kunne manipulere med omverdenen med det rigtige ord på det rigtige tidspunkt. Det gælder om at kende og mestre spillets regler. Og netop dét gør hovedpersonen Thykjær, selvom han også føler en snigende usikkerhed og angst ved situationen. Det giver sig udslag i, at han pludselig kommer i tvivl, om han nu også kender den ellers så kendte og fortrolige hverdag til bunds. Er han virkelig tingenes og tilværelsens herre, når han har succes på arbejdet og styrer sin bil sikkert igennem motorvejens myldretidstrafik?

Ikke helt. Tingene løber af med ham, som når han forføres af en sportsvogn hos bilforhandleren. Og på motorvejen fornemmer han i bakspejlet en blind vinkel, i hvilken der er plads til en stor lastbil. Det er døden, der her kommer bag på ham som et eksistentielt vilkår uden for hans kontrol. Således krydser den sociale virkeligheds ubønhørlige krav og de eksistentielle betingelser hinanden og gør verden mere dyb og farlig, end Thykjær normalt vil være ved. Men karakteristisk for ham, som for mange andre af Bodelsens figurer, så gør den momentane indsigt ingen forskel i hans liv. Han sætter højst farten lidt ned på motorvejen, men fortsætter ellers sin vej mod social succes. Sådan er der altså ikke nogen stor tro på erkendelsens forvandlende potentiale hos Bodelsen, og intet håb om, at kunsten skulle kunne forandre verden.

Bodelsen fortæller historien med vægt på præcise stedsangivelser, der giver illusion af fortrolighed, som med desto større effekt kan sættes på spil. Og han skildrer tingene i deres mindste detaljer, som når han om Thykjærs entré til konferencerummet skriver: „Thykjær stillede mappen op ad sin stol, så kun notesblokken og en blå Bic-kuglepen lå tilbage foran ham; enden af kuglepennen pressede han ind i bordets palisanderplade så spidsen kom ud, derpå udløste han fjedermekanismen med tommelfingerneglen og spidsen forsvandt igen.“

Bodelsen benytter diskret sådanne symboler, ligesom nogle af novellerne også demonstrerer et blik for traumatiske handlingsmønstre som i „Skygger“. Her ligger han altså på linje med Rifbjerg og Panduro, men ellers tager han udtrykkelig afstand fra rutinemæssige freudianske fortolkningsnøgler. I stedet lægger han vægten på en behavioristisk registrering af middelklassens adfærd og på karaktertegningen. Netop karakterbeskrivelsen folder han helt ud i spændingsromaner som Tænk på et tal (1968) og Hændeligt uheld (1968), der blev hans publikumsmæssige gennembrud. Også i dem finder man den minutiøse miljøbeskrivelse og karakteristikken af velfærdsstatens mentale bagsider som angst, isolation og fremmedgørelse. Men Bodelsen benytter sig her behændigt af spændingsromanens plot og drive til at udfolde de skitser, han havde lavet i Rama Sama.

I centrum for Tænk på et tal står den anonyme bankfunktionær Borck, der bliver vidne til et bankrøveri, og som benytter sig af situationen til selv at stjæle penge fra banken. Han drømmer nemlig i det stille om at bryde ud af sin sikre, men rutinemæssige tilværelse. Borck vil have spænding og forandring, men hans drøm om en middelhavsstrand og en kvinde er lige så triviel som torvet i Nærum. Og så forstår han ikke forbrydernes spil, som han bliver inddraget i. Romanen former sig som en psykologisk studie i, hvad der sker med den jævne, moralsk let anløbne mand, når hans hverdag bryder sammen, og han selv må tage affære. Først går det meget godt. Han forstår at improvisere, men senere slipper ideerne op, og han bliver snydt af forbryderne. Til sidst står han alene tilbage som taber på en strand i Nordafrika og kan ikke andet end at vente på, at kriminalpolitiet tager ham. Han har brændt sig på den spændende tilværelse, som han ikke magter at leve op til.

Hovedpersonen i Hændeligt uheld, den nyudnævnte underdirektør Mørk, magter til gengæld med umoralsk afstumpethed det dobbeltspil, han har sat i gang for at dække over, at han har kørt en cyklist ned. Det var et sammentræf af ulykkelige omstændigheder: Han var let beruset, det var mørkt, det sneede, og den lånte bils bremser virkede ikke, men Mørk vil ikke stå ved det, og i en blanding af panik og rationel handlekraft skaffer han sig af med liget. En anden mand kender imidlertid til Mørks skyld og giver sig til at afpresse ham. Her som i novellen „Snyd“ må Mørk opfinde sine egne regler for at ikke at gå til grunde, og det ender med, at han for at bevare hjem og arbejde får dræbt sin plageånd og dobbeltgænger ved et – hændeligt uheld. Bodelsen arbejder videre med skyldmotivet i Bevisets stilling (1973), hvor han trækker på en autentisk historie om en uskyldigt dømt taxachauffør. Romanen forholder sig kritisk til retssystemet og viser, hvordan den lille mand kommer til kort i det spil, som statsadvokaten aggressivt mestrer. Er livet et rollespil, så er det imidlertid ikke en uskyldig leg, men bundet op på moralske normer. De kan overskrides og sjofles, men ikke uden omkostninger i form af menneskelig depravation som i tilfældene Borck og Mørk.

I den kriminalistiske spændingsromans form udstillede Bodelsen middelklassemandens drømme og moralske dilemmaer. Han fremstillede identifikationsfigurer, der passede som fod i hose til velfærdssamfundets oplevelseshungrende læsere. Her kunne man på sikker afstand se sig selv bryde ud, men også erkende, at opbruddet fra trivialiteternes tvetydige verden af tryghed og angst ender i en blindgyde. Bodelsen kunne således bruge den populære spændingsroman til at give præcise samtidsbeskrivelser, udfordrende socialpsykologiske portrætter og lægge op til stillingtagen til samfundsmæssige og eksistentielle spørgsmål. Det gjorde han også i science fiction-romanen Frysepunktet (1969), der dog er blevet en enlig svale i et over fyrre år langt forfatterskab, der dels byder på mange spændingsromaner og få erindrings- og generationsromaner, dels på radio- og tv-spil, samt samfundsdebat og tv-anmeldelser. Som andre af 1960'ernes forfattere har Bodelsen skrevet bredt i flere genrer og til flere medier med stor publikumssucces.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Masser af succes - Anders Bodelsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig