Lyschanders dansksprogede forfatterskab falder inden for krønikegenren og omfatter både samtidshistorie og traditionel historieskrivning. Det var ellers ikke, fordi Lyschander ikke beherskede latinen. Han havde, da han tog fat på krønikegenren, et mindre latinsk forfatterskab bag sig, der især rummede lejlighedsdigtning, fx skrev han 21 år gammel et digt på 136 verslinjer til brylluppet mellem Johannes Krafse og Christine Holck, antagelig for at få den betydningsfulde adelsslægt Krafses opmærksomhed. Faktisk udsendte han fire år i træk (1579-82) latinpoesi som selvstændige tryk. Derudover har han skrevet en del anden hyldestdigtning, både på latin og dansk.

Lyschander gjorde sig også kendt i bredere kredse med sin beskrivelse af de tre grønlandsekspeditioner, som Christian den 4. udsendte 1605-08. I fortalen til Den Grønlandske Chronica finder vi også Lyschanders opfattelse af digterens rolle:

Thi schriffuer wi Bøger som Bonden saaer Korn,At det kand vexeligt bliffue [kan vokse],Er dær iblandt noget goldt oc Forn,Det vil sig met Tiden væll giffue.Men saaede ey Bonden: da fick wi ey Brød

Digtningen sidestilles her med den måske ellers mere nyttige kornavl. Håndens og åndens arbejdere kan ikke undvære hinanden. I denne sammenhæng kan det nævnes, at Lyschander har efterladt sig et ufuldført dansk forfatterleksikon på latin, Scriptores Danici, formentlig det første danske af slagsen.

Denne betoning af digtningens – og dermed digternes – nødvendighed kan imidlertid også ses i sammenhæng med Lyschanders stilling. Ganske vist havde han sit præstekald at leve af, men han stræbte åbenbart efter mere. Samtidig vidste han, at emnerne for at kunne gouteres – og måske dermed kaste noget af sig: penge, bevågenhed, et bedre præstekald – måtte holde sig inden for det repræsentative: kongen, landet, adelen. Man skal huske på, at Lyschander ikke 'bare' kunne skrive for et frit marked, for et sådant eksisterede simpelthen ikke.

Lyschander var en af de sidste danske poeter, der holdt fast i knittelverset til både privat og offentlig brug. På et tidspunkt, hvor Arrebo skrev dele af sit Hexaëmeron i rimede heksametre og Peder Jensen Roskilde var begyndt at udarbejde regler for, hvordan en række, især latinske, versemål kunne overføres til dansk, holdt Lyschander fast i middelalderens metrik. Men han formåede at fylde knittelversformen, der ellers mest havde været anvendt didaktisk eller religiøst, med moderne tanker om adelskab eller med næsten reportageagtige skildringer af krig og ekspeditioner til rigets udkant. Han behandlede således emner, der ellers først igen blev taget digterisk op af Bording med 'hofavisen' Den Danske Mercurius 1666-77.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Med samtiden som emne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig