Mellem naturalisme og kristendom - Jakob Knudsen

For Georg Brandes var naturalisme og ateisme tæt forbundet. Den tanke- og erfaringsverden, der havde åbnet sig med naturalismen, inddrages også af Jakob Knudsen (1858-1917), men i hans forfatterskab gøres der et intenst forsøg på at forbinde den med en kristen tro. Til forskel fra de fleste andre naturalister bevægede han sig endvidere i sine samfundsmæssige anskuelser i en stedse mere konservativ retning.

Jakob Knudsen kom af en bondeslægt fra det sydvestlige Jylland, men hans fader, Jens Lassen Knudsen, havde forladt landbruget, efter at han var blevet folkeligt og kristeligt vakt gennem mødet med den grundtvigske skolemand Christen Kold. Ved Jakob Knudsens fødsel var faderen lærer på den første grundtvigske folkehøjskole i Rødding, og siden flyttede familien til Fyn, hvor han skulle undervise på Kolds egen nyoprettede skole, Dalum Højskole i Hjallese. Forholdet mellem Kold og hans discipel blev imidlertid hurtigt anspændt, og faderen fik i stedet et præstekald i Aggersborg nord for Limfjorden – Jakob Knudsens egentlige barndomsegn. I romanen To Slægter (1910) har Jakob Knudsen skildret Kold i skikkelse af en fanatisk og følelsesfattig skolemand med det sigende navn Haar. I 1872 flyttede familien igen, da faderen blev præst i Lejrskov ved Kolding.

I grundtvigske kredse er det blevet set som et ideal, at børnene undervises i hjemmet. I præstefamilien blev de otte børn overladt til vekslende huslærerinder, når det gjaldt indlæringen af grundlæggende færdigheder som læsning, skrivning og regning, men oplysningen om de virkelig betydningsfulde ting som kristendom, historie og digtning skete gennem forældrenes egen fortælling og frie og personlige samtale med børnene. Denne arbejdsdeling har også en videre og principiel betydning. Praktiske færdighedsfag tager sigte mod verdslige forhold, og efter et grundtvigsk skolesyn kan en autoritet derfor med rette gøre sig gældende og stille krav på dette område. Oplysningen om åndelige forhold kan derimod kun ske i fuldkommen frihed. Senere i livet var Jakob Knudsen sine forældre taknemlig for, at de på denne måde havde talt til børnene om åndelige anliggender, „saaledes som levende Mennesker taler om Livet, og ikke som en offentlig ansat Lektieterper taler om Eksamensfag med Børn, der af Staten (den Sjæle-Bøddel!) er tvungne til at høre derpaa“.

En lignende skelnen mellem verdslige og åndelige forhold blev siden bestemmende for Jakob Knudsens tænkning – ikke blot i pædagogisk henseende, hvor han har fremlagt sit standpunkt i bl.a. Lærer Urup (1909), men også for hans livssyn og religiøse anskuelser i videre forstand. Hvad angår Jakob Knudsens fader, synes han dog at have haft vanskeligt ved at drage det rette principielle skel mellem verdsligt og åndeligt og dermed også grænsen for sin egen myndighed. Trods sin vedvarende agtelse for forældrene måtte sønnen siden begræde den hårdhændede behandling, han havde været udsat for i barneårene, og netop forholdet mellem personlig frihed og underkastelse under en autoritet skulle blive et væsentligt emne i hans forfatterskab.

Trods faderens uvilje sigtede den unge Jakob Knudsen mod at tage en akademisk uddannelse. Hans hu stod til filosofien, men for dog at imødekomme faderen i nogen grad sled han sig først uden videre interesse frem til en teologisk embedseksamen. Derefter ville han tage fat på det filosofiske studium, men planen blev opgivet, og han vendte tilbage til sit grundtvigske udgangspunkt for at undervise på Askov Højskole. Desuden blev han i 1883 gift med en ung kvinde fra det københavnske bourgeoisi, som han var blevet forlovet med under studietiden i København. Forskellen mellem de to ægtefæller var dog for stor, og efter at Jakob Knudsen i 1890 var blevet valgmenighedspræst i Mellerup, blev parret skilt. Skilsmissen vakte bestyrtelse i menigheden, og da han efter et par år giftede sig på ny, søgte han selv sin afsked for ikke at vække yderligere uro. Hans adfærd vakte modvilje i de grundtvigske kredse, hvor han hidtil havde færdedes, og Jakob Knudsen måtte se i øjnene, at han fremover måtte søge at ernære familien som fri forfatter og foredragsholder. En del af hans foredrag er samlet i Christelige Foredrag (1893) og Livsfilosofi (1908).