Mellem romantik og naturalisme - Emil Aarestrup

„Jeg maa dog fortælle Dem, at jeg først kom hjem i Nat Kl. 2¹/₂ efter en moersom Tour med S. Kjerkegaard,“ hedder det i et brev fra 1844 fra Emil Aarestrup (1800-1856). De må have set besynderlige ud i det københavnske gadebillede: den overvægtige lyriker arm i arm med den lille, vindtørre dialektiker; lægen og teologen, erotikeren og eksistensfilosoffen, den sansebegejstrede og den syndsbevidste, den politisk liberale og den kongetro. Selvom man må nøjes med at se det umage par for sit indre blik, så kan synet være en påmindelse om, at forfatterskaber – og menneskene bag dem – ofte er langt mere sammensatte, end man umiddelbart tror Desværre ved vi ikke noget om, hvad det var, der gjorde Aarestrups og Kierkegaards byture så morsomme, at de fortsatte til langt ud på natten, men et af samtaleemnerne har givetvis været romantisk litteratur. Som ung var Aarestrup begejstret for den tyske romantiker Jean Paul, han tog noter til den romantiske litteraturhistoriker Friedrich Schlegels forelæsninger, han efterlignede E.T.A. Hoffmanns romantiske fortællinger, når han forsøgte at skrive prosa, og gennem hele sit liv oversatte han stakkevis af digte, blandt andet af Thomas Moore og Byron og ikke mindst af Heinrich Heine. De samme forfattere udgjorde en vigtig del af den unge Kierkegaards litterære bagage. Aarestrup og Kierkegaard befandt sig begge i kølvandet efter den tyske romantik og forsøgte at anvende det romantiske drivgods på en forandret virkelighed. Ikke mindst var de begge inspireret af romantikkens angreb på spidsborgeren – det var dengang øgenavnet for en indskrænket og snusfornuftig mennesketype. Aarestrup og Kierkegaard lagde noget meget forskelligt i ordet lidenskab, men for dem begge var lidenskabens intensitet den eneste modgift mod samtidens prosaiske geskæftighed. Altså mod de „Mænd, hvis hele Haab/ er streng Oeconomi og Runkelroesukker,“ som Aarestrup skriver et sted. Det er ikke tilfældigt, at Aarestrup fik begejstret gåsehud af Kierkegaards „gadestrygende Genius“, men kvalme af det hyggelige ved H.C. Andersen, „i hvis Værker ligger en Uendelighed af sentimentalsk Puddersukker.“

Aarestrup klarede sig dog ganske godt i den prosaiske verden, selvom det ikke lå i kortene fra starten. Han blev født i 1800 i det jævne københavnske borgerskab. Hans forældre, kontoristen Jørgen Voigt Aarestrup og købmandsdatteren Sophie Charlotte, født Aagaard, blev skilt i 1807 og døde begge året efter, og det betød, at Aarestrup og hans yngre bror måtte i pleje. Som ung valgte Aarestrup medicinstudiet, men der var også tid til at skrive digte og høre forelæsninger af F.C. Sibbern, H.C. Ørsted og Adam Oehlenschläger. I 1827 tog han embedseksamen, blev gift med kusinen Caroline Frederikke Aagaard og fik en lægepraksis i Nysted på Lolland. Her gik tiden med lægegerningen og de i alt tolv børn, symmetrisk fordelt på seks piger og seks drenge. Den pæne symmetri blev dog brudt af en pige uden for ægteskab fra de unge år i København. Da Aarestrup døde i 1856, var han stiftsfysikus i Odense og fungerede altså som ledende sundhedsmyndighed på Fyn. Det forældreløse barn og den festglade student havde gjort karriere.

Det betød også, at den romantiske modsætning mellem lidenskab og lunken spidsborgerlighed blev de to poler, som Aarestrups eget liv kom til at bevæge sig imellem. Det prosaiske Nysted var kedsommelighed, ørken, vinterdvale, eskimoliv, børneavlende stilleben, paralyserende selskabsdøsighed og lollandsk kaffemølle. Lidenskaben søgte han på de årlige ture til København, hvor han ikke bare nød forstandens lidenskab sammen med Kierkegaard, men også mere håndgribelige lidenskaber, at dømme efter de bevarede breve til hans københavnske bonkammerat, urtekræmmer Christian Petersen: „Selv oplever jeg Intet – Intet – Sletintet. Det saae ud som om jeg havde bragt en Gonorrhoea med fra Kbhv, men ikke engang det blev til Noget, det havde dog givet mig et Skin af modernere fransk Galanterie.“

Lidenskaben søgte han desuden i den gode mad, blandt andet som vittig og efterhånden temmelig overvægtig gæst på provinsens herregårde. Brevene til urtekræmmeren hjemme i København munder gerne ud i lange, detaljerede indkøbslister, der lyser indefra af lykkebegær. Eksempelvis: „send mig, for at bevise Muligheden af at erholde noget fra Kbhv, en Brunsvigerpølse, en Otting norsk Sild, nogle U [pund] hollandsk Ost, 1 U god Sennop, nogle Rosiner og Mandler.“ Braunschweig, Norge, Holland – det er, som om hele Europa skal sendes til Nysted og ind gennem munden; eller næsen: „Jeg har idag brugt 1/4 af det U Dunkercher Rapée [snustobak], som jeg for 8 Dage siden kjøbte i Desperation, for at snuse mig ind i en anden Verden.“

Og endelig søgte han lidenskaben i litteraturen. Kysforgiftet, foraarsdeilig, slangebygt, slangesnoet, skjønhedsdrukken, fregnedbrun, lynsvanger, smidigblød, hjertesvimmel, fromthengiven, henryktdrukken, tættrykt og dog forgrenet. Selv en kort liste med Aarestrups hjemmelavede erotiske ord viser, hvordan begæret efter genstanden næsten blegner i forhold til begæret efter at tale om den. I Aarestrups bevarede optegnelser kan man finde lange ordlister, der fungerer som en slags lyriske materialefortegnelser: lysegrønt, saftgrønt, græsgrønt, olivengrønt, bjerggrønt, høi-æblegrønt, løggrønt, sortgrønligt, osv. Der er noget af det samme lys i disse ordlister som i bestillingslisterne til urtekræmmeren.

Aarestrups forfatterskab vokser med andre ord ud af en grundlæggende modsætning mellem den provinsielle endelighed og lidenskabens uendelighed, mellem eksil og ekstase. Spændingen mellem spleen og ideal har han tilfælles med blandt andre Byron og Charles Baudelaire og med æsteticismen senere i 1800-tallet. Og det er vel at mærke en spænding, som man ikke bare finder i Aarestrups liv, men også i hans digte. Et eksempel er „Enthusiasme“, hvor den meget flade lollandske natur bliver stillet over for eventyrlandet Ginistan (efter en djinn, en slags arabisk fe eller ånd). Digtet er det modsatte af nationalromantisk:

O, jeg ændser ei mit DanmarksFlade Former, plumpe Grønhed –Hvor du vandrer om, VenindeEr et Ginistan af Skjønhed.

For Aarestrup er erotikkens og litteraturens Ginistan først og fremmest en eksistentiel nødvendighed. At digte var for ham en måde at skabe mening i en verden, der bestandig truede med at falde tilbage i meningsløs grønhed – som altså hverken var aspargesgrøngul, gulgrønlig, blaagrøn eller mørkegrøn, men bare plump grønhed. Aarestrups litterære projekt er med andre ord eksistentielt og privat, nærmest en hobby, og der skulle også en ydre anledning til for at få digtene ud på tryk. Den indtraf nytårsdag 1834, hvor Aarestrup havde inviteret den jævnaldrende Christian Winther til frokost i lægeboligen med efterfølgende oplæsning af egne digte. Winther, som allerede på dette tidspunkt var en anerkendt digter, blev begejstret og kom til at fungere som den drivende kraft bag udgivelsen af Aarestrups eneste digtsamling, Digte (1838). „Mine Poesier, som jeg er saa keed af som Kat af Sennop, har jeg nu endelig ekspederet til W[inther],“ skriver Aarestrup i efteråret 1837. Winther tog langtfra alle Aarestrups vellykkede digte med i digtsamlingen, og langtfra alle de digte, som han tog med, er vellykkede. Udgivelsen blev næsten heller ikke bemærket af kritikken i København, og selvom Aarestrup selv var ked af sine poesier, blev han også så ked af de udeblivende anmeldelser, at han holdt op med at digte, bortset fra spredte lejlighedsdigte til fødselsdage og andre festligheder.

Det var først med Winthers udgivelse af Efterladte Digte i 1863, syv år efter Aarestrups død, at man begyndte at blive opmærksom på forfatterskabet. Et vendepunkt var Georg Brandes' essay om Aarestrup fra 1867, hvor lægen Aarestrup hyldes for sin djærve natursans: „Han, der frem for nogen af vores Digtere er et Jordens Barn, elsker Jorden med 'Foraarsvrimlen i Haaret', det har givet ham 'Blodets sunde Saft'.“ Selvom Aarestrup vrænger ad naturens plumpe grønhed, roser Brandes ham for hans sunde, naturalistiske kærlighed til jorden. Han får Aarestrup til at ligne en forløber for J.P. Jacobsen, og dette billede af Aarestrup har været dominerende langt op i 1900-tallet. Det er i bedste fald en halv sandhed, og den anden halvdel handler om hans forhold til romantikken. Aarestrup er på sin egen meget private måde en overgangsfigur mellem romantik og naturalisme, mellem idealisme og materialisme.