Johan Skjoldborg og hans hustru, Louise Abenth, har besøg af Martin Andersen Nexø (siddende) og hustru Margrethe. De er fotograferet i 1908 ved Skjoldborgs husmandssted på Dynæs ved Himmelbjerget.

.

Johan Skjoldborg indtager en betydelig plads, når det gælder formningen af en stolt selvbevidsthed blandt husmænd og andre udstødte eller forarmede. I Mølleparken ved Århus Hovedbibliotek er opsat en buste af ham med indskriften: „Johan Skjoldborg, Husmændenes Digter. Du kendte vort Liv og forstod det“.

Skjoldborgs litterære arbejder er af svingende karakter. De af hans værker, der er værd at huske, og som løfter sig ud over det tidsbundne, er stort set skrevet før 1915. Resten er skabeloner, gentagelser uden nerve. Dette gælder dog ikke erindringerne i Min Mindebog. Barndommens Dage (1934) og Min Mindebog. Ungdomstid og Manddoms Aar (1935), som er bevægende levnedsskildring. Noget af den samfundsmæssige udvikling, forbedringen af husmændenes grundvilkår gennem fx udstykningslovene, kunne Skjoldborg glæde sig over; på andre områder fandt han, at utopierne blot stivnede i en ydre grimasse, som det sker for Kræn Bjærre i Bjærregaarden.

Før Louise og Johan Skjoldborg fik overdraget huset på bakken over Løgstør, forsøgte de sig selv som husmænd på halvøen Dynæs i Silkeborg-søerne, hvad der dog hverken økonomisk eller agerbrugsmæssigt blev nogen succes, så det måtte opgives. Dynæs gav dog navn og titel til den eneste digtsamling, Skjoldborg udgav, Dynæs Digte (1915), som samlede hans digte fra de foregående år. Heri finder man hans mest kendte og elskede digt, „Husmandssangen“, der er skrevet i 1897, og som samler og kommenterer alle hans litterære temaer:

Naar Vinteren rinder i Grøft og i Grav,og Rugens de krøllede Bladesig ranker i Solen, som spejles i Hav,jeg griber med Længsel, jeg ved knap deraf,min Hakke, min Skovl og min Spade.

Denne første strofe rummer håbet, i øvrigt med inspirationer fra samtidens vitalisme og dyrkelse af lysets livskræfter, der skal gennemlyse de krummede rygge og skaffe husmændene, de små i samfundet, den myndighed og værdighed, de har krav på som mennesker. Det er et flot rytmisk element, Skjoldborg anvender i sit omkvæd, hvor hakken, skovlen og spaden ikke bare bliver omgjort til poetiske strengelege, men også repræsenterer kraften og forandringens muligheder. Således kan den utopi om det nederste folks rejsning, Johan Skjoldborg gjorde til sit livsprojekt, da måske blive virkelighed i fjerde og sidste strofes store, farvemættede scenario, hvor det blåner og blinker i stålet, som ikke er sværd og geværer, men den produktive hakke, skovl og spade. Det er dansk husmandsutopi, der her stråler fra Johan Skjoldborgs villige pen:

Naar Solen gaar ned i et luende Baalbag Lyng-Hedens vidtstrakte Flade,jeg retter min Ryg, og jeg skimter et Maal,da blaaner og blinker det blankslidte Staali min Hakke, min Skovl og min Spade.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Min hakke, min Skovl og min Spade.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig