Modernismen kommer til Danmark

Engang i det første årti efter Anden Verdenskrig befandt journalisten og forfatteren Thorkild Hansen sig på Potsdamer Platz i Berlin. Husene omkring pladsen lå i ruiner, og væk var det gamle ur, hvorunder man plejede at sætte hinanden stævne. Tiden var ophævet dér i brændpunktet mellem øst og vest. Med et tysk udtryk kan man tale om, at han oplevede sporene efter „Stunde Null“: Alt var ødelagt, og verden skulle først til at blive til igen.

Thorkild Hansen erfarede da også på sin færden på kryds og tværs gennem Europa et kontinent, der vågnede efter syndfloden, sådan som han beskriver det i rejsedagbogen Pausesignaler (1959). Her optræder han som den rejsende iagttager, der ser og ser, men ingen mening eller lykke finder. Resultatet af års køren rundt i Europa og Marokko bliver til en stadig bekræftelse af nulpunktsoplevelsen i Berlin. Når regnskabet gøres op bliver det „Nul ned og nul i mente“ – „verden omkring dig er intet værd“. Nullets figur er også hans rejses, idet han lægger ud fra Danmark og ender dér igen, stadig lige uforløst, men dog med en accept af vilkåret. Det er ud fra den fundamentale meningsløshed og intethedsfølelse, der må handles. Herfra må verden, værdierne og det tomme jeg bygges op på ny.

Da Thorkild Hansens ven, den unge mag. art. og forfatterspire Peter Seeberg i 1955 tog pulsen på efterkrigstidsgenerationen, var den også usædvanlig lav. Det var først og fremmest svært at finde sine egne ben og genkende sig selv som en generation med fælles træk og holdninger. Det skrev han om i kronikken „Den tavse generation“ den 19. april 1955 i dagbladet Informations serie om „Halvtredsernes ansigt“. Pointen var, at dette ansigt slet ikke var blevet synligt endnu. Klart var det kun, at en ny generation ikke kunne fortsætte i forlængelse af de positioner, som de metafysisk orienterede digtere omkring tidsskriftet Heretica (1948-53) på den ene side og de socialistiske og materialistiske folk omkring tidsskriftet Dialog (1950-62) på den anden side havde indtaget i tiåret efter besættelsen. De problemstillinger, der var på deres dagsorden, havde Seeberg ikke meget at sige til, fordi han mente at have et andet erfaringsgrundlag end dem.

Et af de spørgsmål, som den ældre generation kredsede om, og som kunne gøre Seeberg stum, gjaldt efterkrigstidens placering af skyld og ansvar. Mange fra den generation, der var født midt i 1920'erne, havde ikke direkte andel i den konkrete problemstilling, og for dem blev det til et abstrakt og absurd spørgsmål. Betegnende for generationernes forskellige dagsordner er det, at mens den 33-årige Martin A. Hansen i 1944 illegalt udgiver „Dialog om Drab og Ansvar“ – om stikkerlikvideringer – og derefter skriver sig ind i en kristen livsforståelse, så går Seeberg en ganske anden vej. Som 18-årig og nybagt student tager han i 1943 til Berlin, hvor han arbejder som frivillig i UFA-filmstudierne med at opstille kulisser til propagandafilm, og i 1946 udgiver han et lille udvalg af nihilismens filosof Friedrich Nietzsches tanker med titlen Visdom. Denne filosof, som i manges øjne var dybt kompromitteret på grund af nazisternes overmenneskeideologi, dukker ikke desto mindre også op i et stort digt af Thorkild Bjørnvig i Figur og Ild (1959), Villy Sørensen skriver en indføring i hans tankeverden i 1963, og så spøger han i Ivan Malinowskis polemiske artikel i Vindrosen „De tomme sokler“ (1958), hvori eksistensens nulpunkt besværges.

I denne artikel gør Malinowski betingelserne op for den moderne digter. Af de gamle monumenter, hvad enten de er rejst af kristne eller partitro stalinister, er der for ham at se ikke andet end soklerne tilbage. De absolutte værdier er det slut med, uanset om de er kristne, partiskabte eller præget af idealistiske humanister. Metafysiske løsninger i litteraturen er kun smuthuller, der har til formål at afværge en uformidlet konfrontation med tilværelsen og skabe en bekvem distance, hævder han. „Man må væbne sig med tålmod over for snakken om nihilismen som „den store tidssygdom“ og om, at kunstneren må „genfinde sin tabte tro““, skriver han videre med direkte adresse til såvel gamle hereticanere som gamle Dialog-folk. For Malinowski gælder det ikke for digteren om at komme igennem nihilismen og engagere sig i dogmatisk forstand. Den biologiske gåde og det eksistentielle, fortvivlede skrig er alt nok. Det er derfor ikke digterens opgave at moralisere og forsone, men illusionsløst og på ensomhedens og angstens betingelser at give verden mæle. Det er heller ikke så lidt endda, for Malinowski forestiller sig, at digteren gennem sin kunst ikke bare afbilder verden og dermed gør læseren klogere på den, men også skaber den med sine ord. Sådan er digteren en skaber og værdisætter i Nietzsches forstand i en verden, hvor intet er givet.

Thorkild Hansens, Peter Seebergs og Ivan Malinowskis ytringer er alle symptomer på det nybrud i digtning og livssyn og i opfattelsen af litteraturens og digterens rolle, som var på vej op gennem halvtredserne. Det „ny“ var imidlertid så lang tid undervejs, at litteraten og kritikeren Torben Brostrøm (f. 1927) senere kunne tale om et forsinket ungdomsoprør og om, at Heretica kastede en vældig skygge helt frem i slutningen af 1950'erne. Blandt de unge digtere og litterater herskede der ifølge Brostrøm en træthed ved den anti-ideologiske ideologi, som havde ophobet sig gennem halvtredserne, og man blev hurtigt udmattet af det bekendende svaghedsevangelium og adventsholdningen, der blev mere og mere udmarvet. Nu skulle der gøres op med humørforladtheden og den tyngende krisebevidsthed. Selv leverede Brostrøm et af de skarpeste udtryk for nybruddet, da han i 1959 trådte frem som en ny generations promotor i tidsskriftet Vindrosen.

I programartiklen „Det umådelige mådehold“ går han hårdt i rette med Heretica-generationen, der bliver beskyldt for aldrig at have taget den internationale modernisme rigtigt til sig. Den lider af nationalt mådehold og provinsialisme og er degenereret i elegier på den ene side og landsbyidyl på den anden. Navne bliver ikke nævnt, men underforstået er der tale om Ole Wivel, Martin A. Hansen og Frank Jæger. Der er ifølge Brostrøm for mange meninger og for lidt galskab i dansk digtning. I stedet for den forsigtige og provinsielle poesi kræver han – ligesom Georg Brandes havde gjort det små hundrede år før – at dørene bliver slået op ud mod den store verden, og at dansk digtning finder et udtryk og et indhold, der er på højde med tidens erkendelsesmæssige niveau. Tiden er en anden nu, hvor man bevæger sig ud af krisetidens skygger og ind i det moderne velfærds- og industrisamfund. Brostrøm efterlyser en modernistisk digtning og spørger da retorisk, hvad modernisme er.

Modernisme er i hans definition „En bestræbelse for at trænge ind og ned i det menneskelige, fremmest i de egne, som ikke har været bevidst behandlet af ældre digtere. Den sker på baggrund af erfaringer fra moderne psykologi, erkendelse af det ændrede verdensbilledes menneskelige konsekvenser, dvs. at registeret er udvidet og mennesket opfattet som dybere og farligere, i en tid, hvor religiøse, etiske, politiske, sociale normer er under forvandling. Digteren erkender, at dette har kunstneriske følger og søger at finde et formsprog, der dækker hans erkendelse.“

Brostrøm tænker her især på lyrikken, som var dét, det først og fremmest drejede sig om for ham. Og nogle rigtige takter kunne han allerede finde hos Klaus Rifbjerg, der med debutdigtsamlingen Under vejr med mig selv (1956) tog fat på tidens nihilistiske tendenser på humoristisk vis og lod ungdommen i digtet „Værtshus“ sprudle af indestængt vitalitet: „Vi lærer at hade tilværelsen / og mimrer af fryd ved at være til / saa vi har noget at være led ved.“ Er der nogen form for evangelium i denne samling frie vers, så er det den vitalistiske hyldest til den kraftfulde og fandenivoldske ungdom og den almindelige, men ikke derfor trivielle hverdag med familie, tømmermænd og motorcykler, hvis brølende udladninger gør det af med enhver tanke om Stalin og Gud. Materialitetens og sansernes primat får her sin køllesvingende fortaler.

Sådan set var 1950'erne et venteværelse, der gav tid og rum for tanker om, hvad man skulle gøre, hvordan man skulle skrive, og hvilke problemstillinger det var muligt og interessant at beskæftige sig med. Samlet set kunne generationen erkende tilværelsens fundamentale meningsløshed, men forskellene var store, når det kom til måden at forholde sig til den på. Der er langt fra Thorkild Hansens patetiske alvor i Pausesignaler (1959) og den ideologiske indifference hos Peter Seeberg til det tragikomiske oprør i Klaus Rifbjergs generationsroman Den kroniske uskyld (1958). Heri griber han fat i pubertetsdrengens oprørske energi og lader plathederne gøre det af med århundreders åndrigheder. „Kirken den er en gammel kusse, står om end hårene stritte“, synger de kåde drenge i fyrrernes gymnastiksal og vinker farvel til al klerikal alvor og lader læseren ane kulturradikalismens genfødsel.

Demonteringen af de udlevede værdier var sat ind over hele linjen, og Rifbjerg selv foretog den endelige lyriske nedtælling og gjorde sig klar til den friske opvågnen og dåd med programdigtet „Terminologi“ (1960):

Ja, ja, ja nu kommer jegned til jerord.Trompet: forblæst.Skov: vissen.Karyatide: antik.Kærlighed: løgn.Halleluja: ræb.Poesi: hvor er mit brokbind?Opvågnen fra nedfrossetdybtanæsticeret komarykvis.Udflod: smag.Transfocator: syn.Valens: værdi.Pessar: virkelighed.Mach: romantik.Lyrik: 5-4-3-2-1-0

Her afskrives en forældet romantisk forestillingsverden, og der rykkes frem mod en moderne virkelighed og dens ting og begreber. Men som sagt: Den „opvågnen“, som Rifbjerg taler om, havde taget sin tid. Man kan gå tilbage til Sophus Claussen og Johannes V. Jensen omkring 1900 og se tegn på en modernistisk opvågnen, ligesom blandt andre Tom Kristensen, Gustaf Munch-Petersen og Jens August Schade i mellemkrigstiden og Thorkild Bjørnvig i 1950'rne forsøgte at skrive sig op på omgangshøjde med moderniteten. Bjørnvigs kulturkritiske digtsamling Figur og Ild (1959) vidner om, at noget nyt var i gære, ligesom en ny generation i opposition til Heretica så småt var på vej og markerede sig med en række stærke og særprægede debuter helt tilbage fra de tidlige halvtredsere.