I 1980 skrev Vagn Lundbye (1933-2016) i artiklen „Quiot og Frø“, at et folk uden myter er „et nødstedt folk“, fordi det kun er myten, der kan forløse folk fra historiens blindgyder: „Myten er altid ny“. Mellem 1978 og 1982 kom Lundbye de nødstedte danskere til undsætning med den såkaldte Anholt-trilogi, der består af romanerne Tilbage til Anholt (1978), Hvalfisken (1980) og Den store by (1982). Med inspiration fra Bibelens myte om Jonas, der sluges af hvalen, fortæller Lundbye om Jonas Boesen, der kommer til Anholt og her sluges ind i en tidslomme uden for udviklingen i den vesterlandske verden.

Af trilogiens første bind fremgår det, at han rejser til Anholt for at undersøge omstændighederne omkring sin bedstefars forsvinden helt tilbage ved århundredets begyndelse. Den kobles med en aktuel sag, hvor politiet undersøger en grønlandsk piges forsvinden på øen. Men selvom disse sager om forsvinding driver romanens handling fremad, er det afgørende tema, at Jonas Boesen gradvis finder sig selv på denne lille ø, hvor tiden er gået i stå. I en række ekstatiske øjeblikke, som Lundbye, inspireret af sit forbillede Albert Dam, kalder „følinger“, oplever Jonas, at han går i ét med naturen. I nordisk mytologi og i mange andre myter er træet i verdens midte et genkommende motiv, og også for Jonas Boesen er det et træ, som fører ham ud af tiden og ind i naturen. „Som en hund“ graver han et fyrretræs rødder fri og frigør i samme bevægelse sin indre forbindelse til træets verden: „Prøvede at opfatte det hele som noget altomfattende, en eneste føling, men opdagede, at han bestandig registrerede, hvor han var på træet. Hvor meget af ham selv var et træ“.

Vagn Lundbye genoptog motivet med den mystiske forening med et træ i Alvidende fortællinger (1986), og i sin form lægger myten op til en myndig, men også gammelmodigt alvidende fortællerstemme. I Anholt-trilogien varer det dog længe, inden en sådan fortællerstemme melder sin ankomst. De første kapitler domineres af den uvidende, rent registrerende fortæller, som Lundbye havde dyrket i sine tidlige, eksperimenterende romaner. Først efter Jonas' forening med træet træder den alvidende fortæller i karakter, oven i købet med en personlig henvendelse til et „du“, som både er hans tidligere jeg og hans nuværende læser. Der findes „øjeblikke af sammenhænge i ethvert menneskes liv“, og den pludselige erkendelse af sammenhæng fører „ned til det sted dybt inde i dig, hvor den kommer fra, og hvor den aldrig ophører med at eksistere som dit yderste håb“.

I trilogiens anden del, Hvalfisken, er Jonas ligesom i den bibelske myte blevet „slugt“. Anholt har slugt ham, men ligesom den bibelske Jonas udspyes af hvalens mund for som profet at drage til den store by Ninive, forlader romanens Jonas Anholt og vender i sidste del, Den store by, tilbage til den moderne verden ladet med visdom fra sine „følinger“ på Anholt. I en københavnsk gade finder han et sted, hvor en mur har måttet vige for et træ, og lænet op ad træet får han en ny føling, der viser, at natur og kultur kan forsones; at også den moderne by kan gennemstrømmes af mytens kraft. Ligesom i traditionelle eventyr og myter optræder Jonas herefter som hjælper for en række af storbyens forkomne eksistenser, men i modsætning til den rigtige myte ender Jonas selv som en noget forkommen eksistens. Han må hjælpes af dem, han hjælper. Han får kost og logi af en af byens originaler, og han belønnes med gratis sex og varme af en prostitueret, som han søger at beskytte mod en brutal kunde, der ikke vil betale for hendes ydelser. Da han i bogens sidste kapitler vender tilbage til Anholt for at gense Pernille, er han ikke længere profeten med den dybe viden, men københavneren, der længes efter et bekræftende blik fra den, der som øbo, kvinde og barn er i pagt med tilværelsens dybe, mytiske kræfter:

Han sad igen med hunden ude på broen i Christiania. Han stod atter foran den lille mand med duerne i København. Som den, der skulle ses eller ikke ses, blev han stille foran hende.Langsomt løftede hun sit åsyn fra ilden og så på ham.

Siden Anholt-trilogien har Lundbye publiceret eventyr, fabler, myter og to bind „alvidende fortællinger“, som alle er båret af hans længsel efter at gå op i alnaturen. En kilde til forståelse af baggrunden for denne længsel finder man i den selvbiografiske roman Trefoldighedsbarn (2002), hvor han til en tasmansk tigerslange fortæller om sin uhyrlige far, der tæskede moderen, kaldte sønnen „aborten“ og udsatte dem for helt groteske ydmygelser. Historien om faderens brutalitet, der kobles med historien om folkemordet på den tasmanske urbefolkning, slutter, da han narres til at jage sin søn, som lader en dræbende gren svirpe op i ansigtet på ham. En gren fra mytens træ?

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Myte og gammelliv - Vagn Lundbye.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig