Naturbesynger og samfundsskildrer

Heinesen debuterede med digtsamlingen Arktiske Elegier (1921), hvor en ekstrem individualisme udfoldes på baggrund af Færøernes vældige natur. I de efterfølgende samlinger, Høbjergning ved Havet (1924), Sange mod Vaardybet (1927) og Stjernerne vaagner (1930) indtager mennesket en mere fremtrædende plads. Mens den første samling er i slægt med 1890'ernes symbolisme, giver den sidste udtryk for en kosmisk naturfølelse i erkendelsen af tilværelsens vilkår.

Det handlede også om penge. Det var Nis Petersens succes med Sandalmagernes Gade, der fik Heinesen til at skrive en kæmperoman på næsten 500 sider. Men Blæsende Gry (1934) blev ingen publikumssucces, og forlaget fik malerier af forfatteren, der også udfoldede sig som billedkunstner, til at dulme underskuddet med. Romanen er en realistisk skildring af det færøske samfunds overgang fra landbrug til fiskeri og handel. Den rummer et rigt folkloristisk stof fra det gamle bondesamfund og dets sammenstød med alt fra religiøse sekter til rejsegrammofoner. Skildringen af den galskab, som disse konfrontationer medfører, peger fremad i forfatterskabet.

Da forlaget – der nu blot hed Munksgaard – omkring 25 år senere foreslog en genudgivelse, omarbejdede Heinesen romanen. I 1961 udsendtes den reviderede udgave af Blæsende Gry, hvor meget af det vildtvoksende er poleret væk, religionen nedtonet og det samfundsmæssige tilsvarende fremhævet. Andenudgaven er kortet ned til det halve, men nogle af Heinesens allerbedste naturskildringer er nyskrevne og danner indledninger til de større afsnit. Alligevel er Blæsende Gry ikke på højde med det senere forfatterskab, skønt dets centrale temaer – liv, død, fødsel, bryllup, godhedens realitet m.m. – alle er til stede.

Digtsamlingen Den dunkle Sol (1936) betegner et brud med de tidligere samlinger, både stilistisk og tematisk. Formen er fri, og indholdet et opgør med tidens åndsformørkelse og afsind. Hans viden om krigens komme kan aflæses i digtene.

Kollektivromanen Noatun (1938) er i udformning tæt på Hans Kirks Fiskerne – en vedgået forudsætning. Det er forfatterskabets mest nøgterne roman, en solid beretning om et lille nybyggersamfunds kamp for at skabe sig en tilværelse, om udholdenhed, solidaritet og tolerance. Bogen rummer både fusentaster og forbrydere, forvildet seksualitet, sekterisme og moralisme og farverige bipersoner, men hovedparten af personerne er karakterfaste hverdagsmennesker.