Et paradigme for dette spor, der førte fra ydre til indre autoritet, fandt tiden i det samfunds- og menneskebillede, der lå udfoldet i den filosofiske retning, som kaldes naturretstænkningen. Hvor Guds vilje ifølge den ældre naturmetafysik træder mennesket belærende i møde i den skabte verdens fænomener, lader naturretten Guds lys skinne i menneskets egen fornuft, hvorfra det oplyser og tyder verden. Skabelsens orden internaliseres som fornuftens princip.

Naturretten havde på det tidspunkt, hvor den dukker op inden for en dansk horisont, en lang tilblivelseshistorie bag sig. Idealt forstået udspringer den af antikke kilder, er således en del af renæssancebevægelsen, men i sin moderne form skriver den sig fra den hollandske retslærde Hugo Grotius (1583-1645). Den historiske baggrund for Grotius' tænkning var Trediveårskrigens kaotiske tilstande og sømagternes stridigheder om retten til 'det frie hav', titlen på et af hans værker, altså mellemfolkelige konflikter, der ifølge sagens natur ikke kan løses på et religiøst eller nationalt lovgrundlag. Grotius' ambition var at udvikle såkaldt naturlige principper for fredelige afgørelser af sådanne kollisioner. Hans ideer videreudvikledes af tyskeren Samuel Pufendorf (1632-94), der sammentænkte teologi, antropologi, jura og statslære til et universelt og eviggyldigt moralfilosofisk system. I Danmark viste interessen for naturretten sig fra 1690'erne, hvor juraprofessor Christian Reitzer forelæste over emnet.

Naturretslig tænknings udgangspunkt er den menneskelige fornuft, som den opdeler i to funktioner. Den ene er evnen til at erkende (facultas repræsentativa), den anden evnen til at dømme og overveje (facultas consultativa). Det afgørende indre drama udspilles mellem disse to psykiske instanser. Den erkendende fornuft er nemlig ikke fri, da (som det pointeres) „et Menneske ikke anderledes kand begribe en Ting, end saasom den forestilles Forstanden“. Af den grund får den dømmende evne ansvar for at holde erkendelsen under kritisk overvågning, „saasom meget undløber og skiules for den, som løselig beskuer en Ting, og tvert imod ligesom forestiller sig selv for den, der nøye betragter og overveyer en Sag“, hvilket igen leder frem til den moralsk forpligtende konklusion, at „saa maa og kand et Menneske nøye eftergrandske en Ting, og ligesom trænge sig ind udi Hiertet deraf, at han ikke skal samtykke en ond Ting, efterdi den kand synes god, eller forkaste en god, efterdi den synes ond“. Formuleringen stammer fra det første skrift om naturretten på dansk, Ludvig Holbergs Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab (1716). Med dens sondring mellem løseligt at beskue og nøye at eftergrandske bliver det fornuftens moralske ansvar at forebygge alle former for bedrag og selvbedrag.

Det skelsættende ved dette synspunkt er, at det sammenknytter moralsk indsigt og intellektuel erkendelse. Med dette greb kommer naturretten til at accelerere den sekulariseringsproces, der har formet nyere europæisk civilisation. Da begrebet sekularisering første gang blev brugt i 1646 ved fredsforhandlingerne efter religionskrigene, var det i betydningen overførelse af kirkelig ejendom til verdslig forvaltning. Siden øgedes denne til også at omfatte kulturens frigørelse fra kirkens overhøjhed. I sekularisering ligger imidlertid ikke kun, at et verdsligt åndsliv løsriver sig, men at det overtager og viderefører religionens funktioner. Sådan sker det på litteraturens felt. Naturrettens intellektu alisering af moralen medfører, at den verdslige satire kommer til at fungere som en sekulariseret bodsdigtning. Den, der forbryder sig, bliver ikke som tidligere fordømt eller begrædt som synder, men i stedet latterliggjort som en tåbelig nar, der fortjener at udleveres til grinet og spotten.

Denne vending i verdens- og menneskeanskuelse satte kursen for Holbergs forfatterskab, hvor fornuften i enhver mental konflikt optræder som den oplyste dommer, der taler myndigt belærende enten til næsten eller til en tidligere forblindet del af jeget. Hans værk banede sig ikke vej uden modstand. Dets officielle anerkendelse kom i 1748, da man for offentlige midler lod bygge et komediehus (som det hed i komponisten Thielos andragende) „efter den Plan, som engang af Assessor Holberg er anlagt for hans danske Komedier (…) et Spejl, hvori Lyders Hæslighed og Dyders Dejlighed ses, og Folk instrueres ridendo [leende]“. Dets program blev sat på en tavle på facaden af det i 1748 opførte Komediehus på Kongens Nytorv.

Naar du i vores Skuespill, som i et Speil, betragter Verdens Vandel, den onde og den gode; beleer Menneskets Skrøbelighed, Daarlighed og Udyd; da lær derved at kende din egen, at rette den, forandre og forbedre dig.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Naturretten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig