Omkring lejrbålet - Arthur Krasilnikoff

Udkantsområderne og deres myter har også haft Arthur Krasilnikoffs (f. 1941) særlige bevågenhed, men i hans forfatterskab strækker den udkant sig fra Stigsnæs til Færøerne og videre til Kalahari-ørkenen i Sydafrika. Han tilbragte seks år af sin barndom på Færøerne, og de tolv historier i debutbogen Skyggehunde (1966) henter deres motiver deroppefra ligesom erindringsromanen Hvalens øje (2004). Efter Færøerne kom han med sine forældre til Vestsjælland, og hans næste bog, Omkring Charlie. En roman af stumper (1973), er en sømandsroman, der har sin havn i Sejerøbugten. Også den næste roman, Gruppen Mandril (1975), udspiller sig i Vestsjælland, i Skælskør, men den drengebande, som har givet romanen navn, er opkaldt efter den vestafrikanske bavian med det skrigende maskeansigt, og dermed er forfatterens interesse for det afrikanske anslået.

Den afrikanske fascination kommer til fuld udfoldelse i romanen Nattens rygrad (1999), som i det store og små er bygget op som en kæde af fortællinger fortalt omkring lejrbålet. Selv om de fortællende buskmænd lever i det, der fra et vesteuropæisk perspektiv er en af verdens yderste udkanter, skaber deres myter en kulturel midte, og læseren mindes om, at de dels „fortæller disse historier, fordi de er imellem dem“, dels fortæller dem, fordi de tager udgangspunkt i deres inderste og dybeste erfaringer:

Kanta er fortælleren iblandt dem. På ham ser man, at han henter det, han fortæller, langt inde i sig selv, som om det sker netop nu. Hans stemme er blød og dyb. Hold øje med ham.

Også i de sammenhængende romaner Som landet ligger (1983) og Lindas tid (1985) står fortællingen i centrum. Rammen om romanen er, at den 39-årige arbejderkvinde med navnet Linda, der associerer til både lindorme og lindetræer, fra sin hospitalsseng på Hvidovre Hospital fortæller sin livshistorie til sin datter Hanne. Gennem denne fortælling placerer hun sig i en mytisk række af fortællere, hvis arketype er Johanna fra Askevad, som engang i 1500-tallet blev formoder til slægten Skarp, da hun møder „den lombardiske rytter“ Gisil Lombardi. Over for denne organiske følge i stamtræet bliver Lindas kræftsygdom et brud, og dette brud på den organiske sammenhæng overføres fra slægten til det sted, Stigsnæs, hvor slægten gennem 400 år har haft sin verden: „Nu ligger de der, Gulf og SEAS, midt i det hele som et par kræftbylder der er brudt ud.“

Linda er sidste led i en kæde af fortællere, men da hun flytter fra Stigsnæs og ind i „maskinalderen“, sprænges kæden: „Jeg havde mistet kontinuiteten. Jeg var ikke et skud på en stamme. Jeg var en fritsvævende ø.“ Linda bruger to metaforer for sin fortællen. Først oplever hun den som „en flod“ eller „som en strøm af mennesker, lidelser, håb, jord og fisk, stramt lugtende af liv, sved og lort“, der truer med at skylle hende væk. Men senere oplever hun den som „tågeøer, der flyder uden orden, uklart for det meste, enkelte gange er nogle frit synlige, og andre, hvor lyset pludselig bryder igennem og gør dem tilgængelige for mig og det jeg vil forstå.“ Tilsammen giver de to metaforer, floden og tågeøen, et udmærket billede af den læseoplevelse, som både fører læseren tilbage til en mytisk verden, hvor man er ét med kosmos, og frem til en moderne verden, hvor industrialisering, institutionalisering og urbanisering skaber helt nye mennesker.