Opbrud og orientalisme - Henrik Nordbrandt

„Dengang Henrik Nordbrandt boede i Dronningensgade havde han på sin dør et skilt med „Træffes kun efter telefonisk aftale“. Henrik Nordbrandt havde ikke telefon“. Det er kollegaen Dan Turèll, der i Livets karrusel (1977) lakonisk noterer det drillende og reserverede hos digteren Henrik Nordbrandt (f. 1945). I Dumhedens løvefødder (2005) kommenterer Nordbrandt selv sit idiosynkratiske forhold til telefoner og medmennesker: „Det hændte, at folk ikke respekterede det, men ringede på alligevel. Så åbnede jeg døren og stirrede stift ud i luften, som om de var gennemsigtige. Mange venner fik jeg måske ikke, men til gengæld et rigt indre liv.“

Anekdoten antyder, hvordan digteren på én gang er reserveret, høflig og humoristisk, selvironisk. Hvor flere forfattere i 1970'erne markerede sig i det voksende medielandskab som biografisk interessante, har Henrik Nordbrandt holdt sig langt væk fra offentligheden, i helt bogstavelig forstand, da han emigrerede til landene omkring Middelhavet, i første omgang Grækenland, Tyrkiet og senere Spanien, Portugal. Før globalisering blev et kodeord, realiserede Henrik Nordbrandt et rastløst liv som nomaden, der nødvendigvis forholder sig opmærksomt til sin omverden. I modsætning til de fleste af sine jævnaldrende og sine kunstnerkolleger er det imidlertid ikke den amerikanske kultur, der inkarnerer det kosmopolitiske, derimod Lilleasien. Den første egentlige orientalist i dansk litteratur hedder Henrik Nordbrandt.

I kraft af denne orientering er Henrik Nordbrandt også den danske intellektuelle, der kyndigst har kommenteret udviklingen i en kulturkreds, som siden multi-kulturaliseringen af vesten og i særdeleshed siden '11. september' er blevet et storpolitisk spændingsfelt. To essaysamlinger, Breve fra en ottoman (1978) og Dumhedens løvefødder (2005), samt dagbogen Ruzname (1996) dokumenterer engagementet, og man kan ikke beskylde forfatteren for at være uprofileret i sine refleksioner over de totalitære tendenser, som ligger i en radikal islamisering eller andre fornuftsbenægtende religioner som fx kristendommen. Er det på den ene side oplagt, at Nordbrandts digte vedvarende noterer et menneskeligt behov for transcendens, bliver det i essays og artikler tydeligt, at den religiøse transcendens er blændværk. Digterens solidaritet rækker ud mod de mennesker, der bliver ofre for totalitære ideologier; digtsamlingen Armenia (1982) er et stykke alternativ politisk digtning, en klaversonate om et utilgiveligt, men desværre ikke enestående folkedrab: „Fra Berlin til Peking / ligger der dynger af hovedskaller / efterladt af dem, som intet lærte/' I den burleske fortælling Nissen flytter med (1988) fortæller Henrik Nordbrandt om nogle af de huse og steder, som han har frekventeret. Da det i 1960'erne var in at bo på Christianshavn, var han der også – men da han ikke kunne udstå Beatles eller Rolling Stones og ikke tåle hash, var han 'out'. Den oplevelse gentog sig, da politiseringen strammede til: Digteren kom tilfældigvis til at overvære et møde med venstrefløjens pinger, og da han gjorde selskabet opmærksom på, at der ikke var en arbejder til stede, selv om temaet var 'bevidstgørelse af arbejderklassen', blev han dømt ude. Rammende for Henrik Nordbrandts digteriske og politiske orientering skrev Torben Brostrøm i 1975 i en anmeldelse af Ode til blæksprutten og andre kærlighedsdigte: „Orientalsk og europæisk mødes i hans poesi, svimlende sørgmodig mystik og rastløs stræben. At sætte hans digte ind i den aktuelle debatsammenhæng om samfundsrelevant kunst er som at forveksle en oblat med en hundekiks.' Igen og igen kan man finde vidnesbyrd om det usamtidige, utidige hos Henrik Nordbrandt. Helt fri for inspiration fra konkretismen er de første digtsamlinger fra 1960'erne imidlertid ikke, men i 1970'ernes mange udgivelser træder digteren i karakter. Dels fordi han har en alternativ bred kulturel horisont og trækker på flere brogede inspirationskilder, dels fordi Nordbrandt etablerer sit eget karakteristiske lyriske univers, som bliver stadig mere facetteret. Kan man på den ene side hævde, at han går egne veje og formulerer sig i æstetiske former, der ikke ligner de herskende litterære moder, kan man på den anden side sige, at digterens univers rummer almene erfaringer. Selv i de fremmede, halveksotiske omgivelser er digterens kredsen om fravær og nærvær, opbrud og ankomst, skønhed og melankoli genkendelige størrelser, som taler til mange læsere og placerer Henrik Nordbrandt i sin egen litterære klasse, uafhængig af, hvad der er oppe i tiden. Det nomadiske drag, der er over teksterne, er med til at kvalificere Henrik Nordbrandt som en moderne klassiker.

I Omgivelser (1972) lyder det i første strofe af „Steder' – en titel, der i sig selv angiver en central kategori hos digteren: „Mennesker, som vi har elsket / og siden glemt / ligner steder, hvor vi har overnattet / engang på gennemrejse.' To ord optræder højfrekvent i resten af digtet: „aldrig“ og „ligner“. På den ene side demonstrerer digtet dermed, at disse glemte elskede og stederne afføder minder og er associationsrige, på den anden side er der de vitterlige forskelle i 'aldrig'. Vi har det med at projicere, det ved Henrik Nordbrandts lyriske jeg alt om. Samtidig er det præcis erkendelse, digtet formulerer, nemlig at gensyn aldrig kan være en ren gentagelse. Den første strofe ligner en tese, som de efterfølgende tre sideordnede sætninger illustrerer med billeder og metonymiske udvidelser, og typisk for digteren er udgangen en tilbagevenden til et tankeplan. Konklusionen er paradoksal rummelighed: „De ligner måneskinsnætter / som de aldrig har ønsket at dø i. / De ligner steder, vi vender tilbage til / uden at finde dem // fordi de aldrig har været der.“

Stederne og menneskene kalder på nærvær, men der digtes om deres fravær. Basale modsætninger spændes op mod hinanden, og digtet som udtryksform gør det muligt at holde forskelle ud: „Du er min kærlighed og min fortvivlelse. / Du er mit vanvid og min indsigt. / Og du er alle stederne, hvor jeg ikke har været // og som kalder på mig fra alle verdenshjørner. / Du er disse seks linier / som jeg må begrænse mig til for ikke at skrige“ (Ode til blæksprutten og andre kærlighedsdigte, 1975).

Et af 70'ernes lyriske hovedværker er Opbrud og ankomster (1974). Det er meget let at læse massiv melankoli ind i Henrik Nordbrandts digtning, men bogen rummer også en rejsens eufori, en glæde ved opbruddet, en fryd ved „at opleve disse øjeblikke af total frihedsfølelse“, som det hedder i en af artiklerne i Breve fra en ottoman (1978), der rekapitulerer oplevelser, erfaringer og stemninger fra Middelhavet.

Behovet for at komme væk fra det hjemlige og omvendt det umulige i drømmen om at slippe for det danske ophav, fremgår af digterens „Fædrelandssang“ i Opbrud og ankomster (1974), der diplomatisk sagt må kategoriseres som alternativ. Den danske arv udgør et „fortærende skelet der tynger os mere, desto længere vi rejser bort“, og afrikansk eller asiatisk skønhed kan ikke ophæve det faktum, at den danske nomades skelet er „skabt af mudder, skabt af tusmørke / af sleske kristne, af slimede grundtvigianerhænder / der aldrig har kendt behaget ved at strejfe et undersøisk marmoransigt / eller fulgt rytmen i en slynget arabisk håndskrift“.

Følgelig er det svært for Nordbrandts rejsende at operere med et hjem; modsat en anden rejsende i det græske, Odysseus, kan han ikke finde hjem, selv om han opsøger steder, som minder om noget velkendt. Nordbrandt fremhæver fx i „Fremmede byer“ den fremmedes afstand til de fastboendes liv, og selv om flere mulige hverdagslige former passerer revy, så forbliver disse skabeloner på liv, som jeg'et blot imaginært leger med: „Fremmede byer ligner liv / som jeg aldrig har levet / og som jeg derfor lever / når jeg oplever dem. Jeg oplever // navnene, som bliver råbt på gaden / som navne på personer / jeg aldrig selv har kaldt på.“ Igen optræder det adverbielle 'aldrig' højfrekvent. Digteren er på en og samme gang undersøgende, rastløs og absolut, sikker i sin sag, selv om det koster og medfører en voyeuristisk afstand til den almindelige tilværelse.

Der er en afgørende nuanceforskel mellem 'aldrig' og dette, at man når 'for sent' frem til et sted eller en begivenhed, for denne melodramatiske effekt antyder i det mindste, at man hører til og har bestræbt sig på at opfylde et ønske om samhørighed. Der er afgjort også melodramatiske toner i Henrik Nordbrandts forfatterskab, der ubesværet integreres i denne populærkulturelle kode med det eksistentielle erkendelsesdrive, som gang på gang ender med at udstille uløselige paradokser:

„Hvor vi end rejser hen, kommer vi altid for sent / til det vi engang tog afsted for at finde“. Det euforiske ligger ikke i at nå frem, måske nok i ankomstens potentiale, men i særdeleshed i selve bevægelsen, i opbruddet, og på den måde er der en hemmelig forbindelse mellem Henrik Nordbrandt og fx Dan Turèlls og Peter Laugesens skriftprocessuelle digtning. De enkelte digtsamlinger bliver stadier på en vej uden mål; det centrallyriske jeg går mere eller mindre i opløsning, og det er ikke nogen ulykke. Digterne er også fælles om at have et ubesværet forhold til klichésproget, men i modsætning til sine fjerne kolleger er Nordbrandt ikke bleg for at opfatte det ydre landskab som et indre pejlemærke, ligesom han heller ikke går af vejen for eksistentielt klingende metaforer. På den måde har Nordbrandt også aner i den klassiske modernisme.

I digtsamlingerne fra 70'erne ynder digteren længere arabesk slyngede former, uden at give køb på den tilsyneladende mundrette fremstilling. Ofte virker digtene komponerede som kæder af argumenter, hvorfor Henrik Nordbrandt ynder at bruge kolon-tegnet, men som regel går det logiske ræsonnement i opløsning til slut. Det ophæves i paradoksale modsætninger eller negationer af negationer. Indledningsdigtet Σγμι (Simi) i Opbrud og ankomster er et markant eksempel på et nordbrandtsk langdigt, som har en prototypisk og alligevel overraskende udgang. I starten hører vi, at jeg'et har svært ved at forestille sig, hvad lykke er; dernæst beskrives synet af havnen i Simi. Det bekræfter, at digterjeg'et ikke kan gøre sig begreb om lykken. Ikke desto mindre lyder slutlinjen: „Og jeg ser mig om. Og jeg er lykkelig over at vide jeg er her“. Hvordan det? Fordi digteren insisterer på at rumme kontradiktionen, og fordi sandheden er både-og, men ikke rationel forklarlig. Den poetiske sandhed ligger i digtets metaforer og de metonymiske forskydninger, som de afstedkommer, og den ligger i visionære syner, som transcenderer prosaiske grænser. Slutningen sender læseren tilbage til start, turboeffekten er båret af digtets insisteren på ikke at lukke betydningen inde, men sætte den fri.

Det unikke ved stedet er, at man ved særlige lysforhold kan se rester af en by under havoverfladen, så visuelle indtryk af det oversøiske og det undersøiske flyder sammen. Som jeg'et sidder der, halvfuld med en aktiv fantasi, skabes større sammenhængende flader, og det er næsten for godt til at være sandt. Sådan en idyl kan få Karl Marx til at „grine af sine egne værker“ og digteren til at overveje at droppe sit digterhverv. Vragdele antyder metonymisk en større historie, antyder „existensen af foruroligende store, sporløst forsvundne, navnløse skibe“. De berusede øjne svinger sig i syner ud over det levende, forankret i en metafysisk fornemmelse uden religiøse aspirationer, livet før fødslen og efter døden.

Større rationalist er Henrik Nordbrandt ikke, end at han tillader sit digterjeg at transcendere den jordiske tilværelses ydre finale rammer. Han lader det fabulerende kollektive 'vi' møde et opsigtsvækkende spejlbillede: „vi kan samle disse knogler op fra deres sprængte, rustne jernkister / med en følelse som om de var vore egne / som om vi havde mistet dem for længe siden, før vi blev født.“ Er denne imaginære og regressive tilstand til at forlade? Spørgsmålet er ikke retorisk, men digtets svar er bemærkelsesværdigt: „Vil vi nogensinde atter kunne hæve os op / gennem vandspejlet, gennem billedet af byen i det hvide sollys? / Vil vi i det hele taget komme til syne igen / i et landskab som det vi forlod, et landskab hvis distancer / leder os længere og længere ind i os selv / efterhånden som vi overskrider dem og hvor vores liv bliver konkrete / som de stejle klipper der betinger dem?“ Den konkrete omverden, disse stejle omgivelser, er på en og samme gang afsættet for digtets vision og den grund, som det må returnere til, for hos Henrik Nordbrandt er tilværelsens materialitet uomgængelig.

Samlingen Håndens skælven i november (1986) har det bemærkelsesværdige formelle træk, at den er opbygget af firelinjede digte efter et ældre forbillede, den persiske digter Omar Khayyam fra 1000-tallet, og stemningen er ligeledes bemærkelsesværdig humoristisk. Den vedvarende betoning af fraværet og de digteriske muligheder, som ligger i afstanden, omlejres og giver ny mening i Ormene ved himlens port (1995), der angiveligt er skrevet i skyggen af en elsket kvindes død. Hvor fraværet før kunne tendere manerer, for den anden var jo bare væk, og man kunne genoptage et forhold, dér stiller sagen sig anderledes, når den anden er gået bort. „Død er det, som ingen form kan rumme“, hedder det; ikke desto mindre er det akkurat det, der er bogens inderste ærinde. Alt minder om den afdøde, og kunne den yngre digter dyrke det, der ligner, bliver effekten nu den modsatte. Enderim skal forsøge at holde smerten ude, og formens sikkerhed givet en cool fornemmelse, ja en selvironi, midt i det smertefulde: „Obskøniteten ved det som ligner: / Et rim, der minder om at noget var / lige ved at være, og velsigner / denne næstenhed. Som stod der et kar // boblende, fuldt af indvolde og slim / på alteret for det som skal komme./ Er forberedt. Det jamrer som et rim. / Netop det rim. Ekko af det tomme.“

Henrik Nordbrandt har altid skyet det biografiske. Ikke desto mindre har han udgivet sine barndoms- og ungdomserindringer, Døden fra Lübeck (2002), og med den bog i hånden bliver det lettere at se, hvordan samlinger som Glas (1976) og Istid (1977) trækker på digterens egne kriseerfaringer. Men nøglerne til bøgerne ligger ikke i det private liv. De ligger i digtene selv.

Det er med digteren som mediefænomen og Henrik Nordbrandt, som det er med følgende regnestykke, der listes op i Døden fra Lübeck: „Når 14 mand bruger 5 dage på at grave en grøft af 26 meters længde, 3 meters bredde og 2 meters dybde, hvor lang tid tager det så for 8 næsebjørne at tilbagelægge distancen mellem Randers og Kolding, hvis de i forvejen har fået 300 gram havre, et glas portvin og en napoleonskage?“