At søge ud i det fjerne eller tilbage i fortiden er at lægge afstand til nutiden. At kritisere er også at lægge afstand til nutiden, og siden 1960'erne har ideologikritik været et nøgleord i den litterære debat. På den ene side har denne kritik rettet sig mod litteraturen, på den anden side har litteraturen selv rettet et kritisk blik mod det, som i 1960'erne forsynedes med etiketten „det bestående“.

„I enhver epoke er den herskende klasses tanker de herskende tanker“, proklamerede Karl Marx i det uddrag fra Deutsche Ideologie (1845-46), som Villy Sørensen oversatte til Økonomi og filosofi (1962), et udvalg af Marx' ungdomsskrifter. Denne formulering blev en vigtig inspiration for ideologikritikken, der af deres store forbillede lærte at analysere, hvordan kirken, staten, markedet og „den hellige familie“ formede ideologier, der stillede sig på tværs for forandringerne. De selvsamme institutioner kom i søgelyset, da Georg Brandes en lille menneskealder senere i sin forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur (1871) efterlyste en litteratur, der „satte problemer under debat“, og den debat er, med stadig reference til Brandes, fortsat lyslevende.

Opgøret med de herskende tanker har en lang forhistorie, og ikke mindst i kraft af Villy Sørensens indsats blev 1800-tallets store „mistænkere“, Marx, Freud og Nietzsche, en inspiration for 1960'ernes stadig voldsommere oprør mod det bestående. Af Marx lærte oprørerne, at idealerne om frihed og lighed skjulte en virkelighed kendetegnet ved egoisme og udbytning. Af Freud lærte de, at mennesket ikke kun var et fornuftsvæsen, men også en „driftsskæbne“ styret af fortrængte og ubevidste kræfter. Og af Nietzsche lærte de at søge efter magtbegæret i alle mellemmenneskelige relationer.

På universiteterne udviklede ideologikritikken sig til en disciplin, der blev berygtet for sit utilgængelige sprog og sin ukritiske dyrkelse af især Marx og Freud. Ikke desto mindre satte den sig tydelige spor i litteraturen. Således hører man ekkoer af begge herrer i optakten til Kirsten Thorups Lille Jonna (1977), hvor fortælleren, den voksne Jonna, ellers er fuldstændig solidarisk med den lille ti-årige Jonnas snævre horisont. Jonna, der vokser op i en proletariseret vestfynsk landbofamilie, fortæller om sin storebror, at han har et „traumatisk“ forhold til hende og et „narcissistisk“ forhold til sig selv, og at han i øvrigt lider af „falsk bevidsthed“, fordi han i skolen havde lært „at identificere sig opad, dvs. med overklassen og deres bedrifter, og glemme sig selv og sin egen klasse, som var totalt udraderet i bøgerne og erstattet med 'enhver er sin egen lykkes smed'.“

Villy Sørensen mente, „kunstneren blev samfundets skarpeste kritiker“, som han udtrykte det i en kronik i Politiken i 1965. I Hverken-eller (1961) skrev han, at den kunstneriske formning af sproget i sig selv var „en indsigelse mod de intetsigende fraser, som magthaverne og deres upersonlige undersåtter fører i munden.“

En filosof, der fik stor betydning under ungdomsoprøret fra slutningen af 1960'erne, var Herbert Marcuse. Han mente på linje med Frantz Fanon, at opgøret med „det endimensionale samfund“ måtte komme fra dem, der stod udenfor: kvinderne og kunstnerne, de unge og de undertrykte. Blikket udefra, den antropologiske analyse af det vestlige samfund, blev en af ideologikritikkens nye metoder.

Et eksempel på en sådan analyse er Michael Buchwalds Blokland (1975), hvor tanken om det endimensionale samfund bliver trukket op med tykke streger. I det moderne betonbyggeri er alt skåret over samme geometriske læst, og som navnene Bet, Cool, Copy og Multi lader ane, er også personligheden masseproduceret over denne model. Om „personen“ Print fortælles det, at han bærer en storternet jakke, fordi den giver ham „beskyttelseslighed“ med arkitekturen, og under sin vandring gennem bebyggelsen får han „sin personlighed bekræftet i rigeligt mål i genspejlingerne fra gågadens flisemønster, fra vinduesrammernes kvadratfelter og fra altanernes udhævninger i facaderne.“

Også kvinderne kunne i kraft af deres placering i samfundet anlægge en slags antropologisk blik, og opgøret med mandschauvinisme og patriarkalisme blev en meget vigtig del af opgøret med de herskende tanker. Opgøret var internationalt, og de litterære bestsellerlister har siden 1970'erne været domineret af kvindelige forfattere med internationale navne som Marie Cardinal, Marilyn French, Marge Piercy, Fay Weldon og danske navne som Vita Andersen, Jette Drewsen, Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup, hvortil kommer de kvindelige forfattere, som har vundet enorm udbredelse netop i kraft af deres stof: Lise Nørgaard, Jane Aamund, Hanne-Vibeke Holst.

Ideologi, indoktrinering, kliché, manipulation, falsk bevidsthed, fremmedgørelse og syntetisk virkelighed var nogle af de begreber, som oprørerne mod de herskende tanker betjente sig af, og i litteraturen måtte det sproglige udtryk udvides og samtidig fordybes, hvis det skulle kunne formulere et alternativ til „det bestående“.

I 1980'erne vendte debatten. Alternativer og utopier blev taget af dagsordenen, og tidsskriftet Fredag lancerede tidens nye filosofiske navn, tyskeren Peter Sloterdijk, som havde vakt opsigt med sine analyser af kynismen, som han også definerede som „oplyst falsk bevidsthed“. I essayet „Kunsten at være verdensfjern“ noterer han den skræmmende indsigt, at „litteraturen er igen lige så god som før en krig“. Hvor 1970'ernes intellektuelle blæste på syntaksen, fordi de havde så travlt med at „beruse sig i at være Verdensåndens talerør“, havde 1980'ernes intellektuelle opgivet al forbedring af menneskeheden for i stedet at koncentrere sig om at forbedre deres syntaks. „Gud og grammatik“ hed en af firsernes store kunstudstillinger.

Fredag blev et af de steder, hvor 1980'ernes stilkunstnere kunne udfolde sig, men selv om de ikke længere skrev som talerør for verdensånden, kunne de udmærket på egne vegne reflektere over deres engagement i verdens tilstand. I virkeligheden finder man hos essayister som Carsten Jensen og Suzanne Brøgger et ekko af Villy Sørensens tese om kunstneren som den, der formidler mellem det private og det politiske. Essayisten er en politiserende privatmand.

En af redaktørerne af Fredags sidste årgang, Jens Christian Grøndahl, trak senere i titelessayet fra samlingen Night mail (1998) en linje tilbage til 1989, til sin oplevelse af Murens fald, og sammenlignede her „den engagerede intellektuelle“ med den ensomme lokomotivfører, der stående i posttogets førerhus vagtsomt styrer gennem natten for at bringe bud om modernitetens vilkår. Skiftet fra begreb til billede er karakteristisk for essayets ikke-akademiske stil, og spørgsmålstegnet ved billedets gyldighed er karakteristisk for essayets søgende erkendelsesform. I dette essay flyttes søgeren fra det generelle signalement af nutidens „tiltagende privatisering af livet“ over de personlige oplevelser af politiske begivenheder til betragtninger over essaygenren.

Desillusioneret kynisme kendetegnede også punkerne, der i 1977 trådte frem på den kulturelle scene, som havde været domineret af hippier og af venstreorienterede. Til akkompagnement af David Bowie og Sort Sol gennemførte de et vrængende opgør med den akademiskbedrevidende venstrefløj, samtidig med at de meldte sig ud af samfundet. Som Jens-Martin Eriksen formulerede det i sin debutroman Nani (1985), var parodien kernen i punk, fordi „PUNK er at vende verden om, at parodiere enhver stil, enhver protest mod stilen, som altid og til evig tid markedsføres af bourgeoisiet som Dior punk.“

„No future“ blev et populært slogan blandt 1980'ernes graffiti-malere, og opgøret med fremskridtstroen bredte sig under den debat, som på samme tid introducerede begrebet postmodernisme: historien var ude, tiden var inde, nu handlede det om at tage bestik af situationen, stemningen, kroppen. Den tjekkisk-franske Milan Kundera skrev i romanen Udødeligheden (1990, da. s.å.), at historien var slut, og at man var kommet ind i en verden, hvor ikke ideologien, men imagologien herskede.

I Politiske texter (2002) skrev Jens-Martin Eriksen et essay om Balkankrigen 1991-99, „Krigen i imagologiens epoke“, hvor han karakteriserede denne epoke således: Når de ideologiske forestillinger om alternativer til den bestående virkelighed er brudt sammen, erobrer imagologien virkeligheden, og dens selvrefererende system af billeder fortrænger virkelighedens politiske drama. Tilbage bliver kun sæbeoperaer, lykkehjul, madlavningskonkurrencer, livsstilsdiskussioner o.l.

Kundera fik følgeskab af mange andre kulturkritikere, der pegede på ideologiernes fald og på virkelighedens forvandling til billeder. Nogle talte om blændværker, andre om simulakrer, andre igen om tivolisering. I essaysamlingen Tegn i tiden (1989) ironiserede Peter Larsen over zapningens æstetik og livet på overfladen, og Kundera satte med en anden af sine romaner, Tilværelsens ulidelige lethed (1984, da. 1985), den nye mentalitet på begreb.

En særpræget blanding af kynisme og moralisme kom til at præge kulturen efter 1980. Den amerikanske præsident Ronald Reagan udnævnte Sovjetunionen til „The Empire of Evil“, men indledte samtidig en afvikling af velfærdsstaten, som sendte tusinder ud i hjemløshed. I spidsen for den nye borgerlige regering, tiltrådt 1981, erklærede den danske statsminister Poul Schlüter, at „ideologi er noget bras“, og under slagordet „society does not exist“ indledte Storbritanniens premierminister Margaret Thatcher sit store opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Men opgøret med ideologien om, at alle sociale dårligdomme var „samfundets skyld“, havde også appel uden for borgerlige kredse. „Samfundet havde jeg ikke en skid tilovers for“, erklærede Klaus Lynggaard i essayet „Kunst er konkurrence med virkeligheden“: „de foregående generationers revolutionære retorik var for mig næsten en værre gang vand ud af ørerne end Glistrups“ (Febertid, 1995). For Lynggaard var alternativet til den sentimentale, revolutionære retorik det, som amerikanerne kaldte „dirty realism“, men i dansk litteratur var det efter hans opfattelse kun Bent Vinn Nielsen, som med en sådan realistisk realisme havde gjort alvor af opgøret med „alle halvfjerdsermyter om arbejdets „mening“ og livets mangel på samme.“

Kollektivismens tid var ude, individualismens tid var inde, og at dømme efter litterære fremstillinger kunne denne individualisme bryde alle normer. Bret Easton Ellis vakte international opmærksomhed med American Psycho (1991, da. s.å.), en roman der portrætterede de nye yuppiers kombination af foragt for mennesker og fascination af luksusvarer. En dansk aflægger præsteredes af Mads Brenøe, der debuterede i 1993 med novellesamlingen Så megen vrede (1993).

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Opgøret med de herskende tanker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig