Jakob Knudsens Gjæring-Afklaring er et stort anlagt og dristigt tænkt forsøg på skrive en religiøs tænkning sammen med det naturvidenskabelige verdensbillede, som den naturalistiske litteratur byggede på. I sin løsning minder romanen om religionsfilosoffen Rasmus Nielsen, der i 1860'erne rejste en voldsom debat med sin tese, at „Tro og Viden lade sig forene i een Bevidsthed, ikke endskiøndt, men fordi de ere absolut ueensartede Principer.“ I 1900-tallets teologi synes romanen at pege frem mod fx Rudolf Bultmanns tanker om en afmytologisering af det kristne sprog.

Imidlertid viser romanen også, at sådanne lærdomme er lettere at docere teoretisk end at anskueliggøre kunstnerisk – i hvert fald i den form, Jakob Knudsen har anvendt. Gjæring – Afklaring er kompositorisk lagt an som en dannelsesroman, og i sin klassiske form stræber denne genre efter, at den fortalte livshistories modstridende erfaringer afslutningsvis samles og harmoniseres til én figur. Hos Jakob Knudsen sker denne afsluttende harmonisering af modsætninger imidlertid ikke derved, at tidligere grænser bliver slettet, men tværtimod ved, at en grænse bliver trukket op. Kristendom og naturalisme forenes – ikke fordi man som i de traditionelle dannelsesromaner finder ud af, at verden trods alt er en enhed, men modsat, fordi man erkender, at den må betragtes fra to forskellige vinkler. Romanen fremlægger en virkelighedstolkning, der har karakter af et fikserbillede, hvor man snart kan se én figur og snart en anden – men ikke dem begge samtidigt. I det mindste målt med dannelsesromanens klassiske alen må bogens slutning derfor karakteriseres som mislykket. Kompositionen opløses, og sproget mister sin skikkelsesdannende evne for at blive erstattet af en programmatisk teoretisering.

I Jakob Knudsens sidste store roman Angst – Mod (1912-14) breder en sådan spaltning sig ligeledes opløsende ind i værkets komposition. Dobbeltromanen er en skildring af Martin Luthers religiøse udvikling, og som i beretningen om Karl Wintrup fuldendes også denne udvikling derved, at Luther får draget et skel mellem sit nærværende liv og det salighedshåb, som alene Gud kan indfri. Salighedshåbet trækkes ud af det jordiske liv – men til gengæld viser dette jordiske liv, og romanens andendel, en udpræget tilbøjelighed til at krakelere i usammenhængende fragmenter, således som det også sker i slutningen af Gjæring – Afklaring.

„Angst har kun den, der elsker Livet saa højt, saa det kunde blive ham et Himmerig. Han frygter nemlig, at det ikke skulde blive det“, lyder en art sammendrag af den psykologi, der udfoldes i Angst – Mod, og der fortsættes: „ – Naar saa Freden er der, saa er alt vundet. – Blot ikke Hjertet lukker sig om sin Fred — “

Det kan imidlertid synes, som om det netop er en sådan tillukning af hjertet, der sker for romanens Luther-figur – og måske også for Jakob Knudsen selv i hans sidste tid. Med stort intellektuelt mod og konsekvens havde han i sin tænkning spillet de største modsætninger ud mod hinanden, men især arbejdet med Angst-Mod tog hårdt på ham. Den sjælelige energi, der kunne holde modsætningerne sammen, begyndte at svækkes, og han fik vanskeligt ved at samle sine tanker. De sygelige griller og samvittighedskvaler, der i perioder havde hjemsøgt ham livet igennem, forstærkedes, og han henfaldt i tungsind uden at forklare omgivelserne grunden til sin sorg. Det kan se ud, som om hans tankeverden blev sprængt af de voldsomme spændinger, den søgte at omfatte.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Opløste kompositioner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig