På ekskursion i naturen

Holstein debuterede som 31-årig med samlingen Digte (1895), der straks gav ham en plads blandt de mest lovende lyrikere i den nye, symbolistisk prægede litteratur, som tidsskriftet Taarnet havde banet vejen for. Hans umiddelbart livsbekræftende digte er dog gennemgående fri for den kredsende refleksionssyge, tvivl og livsangst, der ellers kendetegner hans generations litterære udtryk. I sin besyngelse af kvinden og naturen er han bagud forbundet med andre erotiske lyrikere som Emil Aarestrup, Chr. Winther og Ludvig Bødtcher.

Digtene kan være præget af en ganske ligefrem naturbetagelse og jordnær og munter sanseglæde – som i „Marie“, hvor en ung pige mindes sankthansnattens oplevelser: „Det venstre af mine Bryster, / saa hvide og smaa, du kyssede paa — / det højre med maa saa gerne du faa, / det skammer sig nu for sin Søster“. Den lyse og lette stemning, der oftest præger Holsteins lyrik, har da også givet tekster som „Det lysner over Agres Felt“ og „Det er i Dag et Vejr –“ en folkelig udbredelse som sange i Højskolesangbogen. Inderst i hans erotiske billedverden er helligdommen dog en anderledes følsom og raffineret vision af, hvorledes mennesket gennem elskoven kan forløses fra sin ensomme individualitet og forenes med den øvrige natur. „Æbleblomst“ er en dialog, hvori digteren henvender sig til blomsten i undren over dens lykkelige livshengivelse:

Du fine, hvide Æbleblomst!Hvem gav dig dette Lykkeskær?Ak, jeg er Solens Hjertenskær!Hvor fik du denne Purpurglød,som brænder i din fine Hud?Ak, jeg er Solens Foraarsbrud!

Æbleblomstens intimt hviskende betroelser minder om tonefaldet i Brorsons tilsvarende dialoger mellem den kvindelige sjæl Sulamith og brudgommen Kristus. Dette religiøse anslag er ikke tilfældigt. I al sin flygtighed rummer den selvforglemmende elskov en dimension af evighed:

Velsignet af min Brudgoms Kysjeg lever i hans Aandedragen kort, lyksalig Foraarsdag.Og naar hans sidste, varme Kysi Aftenrøden strejfer mig,saa hvisker jeg: Jeg elsker dig!Og lukker mig og bøjer migog drysser over Græsset udmit hvide Flor, mit Bryllupsskrud —

I lange linjer med en frit bølgende rytme – et karakteristisk træk ved Holsteins lyrik – skildrer „September“ en Eva-skikkelse i et naturparadis, men uden et truende syndefald i baggrunden:

Hun aabner de fugtige Læber og indaander Æblernes Duftmed sin store, friske Mund, som er fuld af blanke Tænder.Hendes Øjne er blaa og klare som den kølige, høje Luft;hun er stor; hendes Haar er blond og bølger om hendes Lænder.Hun strækker de nøgne Ankler paa det bløde, duggede Græs.Hun ryster de tunge Grene med Spænstighed i Armen.Og Æbletræet slipper sit rige, duftende Læs,som styrter over Græsset med en Tordenskylles Larmen.

Trods sin hyldest til naturen boede Holstein det meste af sit voksenliv i København, hvor han var en højt agtet forlagskonsulent for Gyldendal. Han er et bymenneske, der drager på ekskursioner ud i naturen, hvor „Sanserne synger af Glæde“ („Jeg gik mig ud“). De personer, der hyppigst træder frem i hans digtning, lever heller ikke tæt forbundet med naturen, men er mere i slægt med de sensitive nervemennesker, som er typiske for kunsten og litteraturen omkring 1900:

Vil I kende min Veninde, hende, som jeg har kær?Hun har store, nervøse Øjne, hun ligner en Raa, som flygter.Den spejder til alle Sider og lytter, om Faren er nær –den er altid bange for noget og ved ej selv, hvad den frygter.

Det samtidigt fortrolige og distante „veninde“ er Holsteins fortrukne betegnelse for den elskede, der ganske vist beskrives med naturbilleder, som bærer mindelser om den gammeltestamentlige Højsang, men aldeles uden den hvilende ro og harmoni, som digteren ellers tillægger naturen. Fra havestuen titter den sensible veninde forsigtigt frem, mens hendes naturkyndige ven med begejstrede udråb søger at lokke hende ud i forårssolen:

Veninde, luk Verandadøren op! Lad Solen skinne,den varme Sol, Guds Sol, den gode, milde Foraarssol!Aa Herregud, Veninde, kom! Her fandt jeg en Viol!Og endnu en og endnu en; saa kom dog ud, Veninde!Og Crocus, Crocus finder jeg, og her en Oljebille,en drægtig Hun, som blaa og blank fra Løvet kravler op.Og hvad er det? Aa hør! Aa se! I Lindens nøgne Top!Et Stærepar! En Han og Hun, som fløjter deres Trille.Og mærker du den muldne Lugt i alle Havens Gange?Veninde, kom! Nu vil vi gaa en rigtig Foraarsturi Pløjejord, i muldent Løv, i grødetung Natur –Tag dine tykke Støvler paa og jeg vil ta' de lange!

I digtets slutning karakteriserer jeget sin egen sindstilstand som „sært vemodig glad og hjertevarm“. I Holsteins tidlige digte vil man ofte finde lignende udtryk for blandede stemninger, der tilføjer besyngelsen af livet en tone af stille melankoli:

Kys mig paa Øjnene, Sol!Skønt de fortjener det ej.Under de lukkede Laagbaner sig Taarerne Vej.Milde, medlidende Kysstrejfer mig kærligt og blidt – –Tak, at du kysser mig Sol,skønt jeg har syndet saa tit!

I Holsteins naturreligiøse univers består syndigheden deri, at mennesket dog ikke formår at gå fuldstændigt op i naturen og forene sig med den. Med den reflekterede bevidsthed og indsigten i forkrænkeligheden er uskylden endegyldigt tabt. „Æventyrets Have blev jo lukket“, hedder det resigneret i et senere digt til H. C. Andersen.

Digte blev godt modtaget af både publikum og den litterære kritik, men bortset fra det lyriske drama Tove (1898) – et mindre vellykket værk over folkevisernes yndede beretning om Tove og kong Valdemar og med musik af Carl Nielsen – indskrænkede hans lyriske forfatterskab sig alligevel herefter til enkelte spredte digte, lidt nonchalant drysset ud over aviser og tidsskrifter. Først efter en snes år fik han ordnet teksterne til en samlet udgivelse, Løv (1915). Heri er debutbogens lyse forårsdigte og forventninger om forløsende elskov afløst af mørkere efterårsmotiver og en uddybet følelse af livets forgængelighed og kærlighedens tragik. „Paniske Stemninger“ lyder titlen på en afdeling i samlingen, der smukt anslår dobbeltheden af dels den gamle betagelse af naturguden Pan og dels den forstærkede følelse af uro og desperation. I et meget sammensat billede i „Høstdrøm“ står de elskende tøvende over for hinanden, mens efterårsløvet omkring dem minder om den flammende lidenskab, men også varsler om den kommende vinters kulde og mørke:

Mægtigt, o, mægtigt i Stilhedens Glødtonede Salmen om Elskov og Død.Tavse og gysende stod vi, mens altbrændte og blussed og blegned og faldt.Gysende stod vi. Vor Styrke var brudt.Men i Forvandlingens rige Minutvar det min Attraa at drikke din Mundstavse og evige Smerte tilbunds.Vilde jeg leve det Nu, som er værdhele vort Jordelivs kvalsomme FærdAlle Kastanjerne brændte paa Rad,over os daled det flammende Blad.