Polemik og poetik

Sin forståelse af poesien og sin poetiske praksis fik Paludan-Müller behov for at forsvare, da han i august 1837 blev udsat for en stærkt kritisk anmeldelse af førstebindet af sine Poesier (1836) i det toneangivende litterære magasin Maanedsskrift for Litteratur. Herpå svarede han i den selvstændigt trykte pamflet Trochæer og Jamber. En poetisk Polemik (1837), der indeholder såvel et teoretisk som et poetisk forsvar. Det sidste efter pamflettens titel delt i en trokæisk og en jambisk del.

Månedsskriftets anmelder begynder med en række overvejelser over forholdet mellem publikum og digter, og han interesserer sig særligt for det fænomen, at en digter kan opnå stor popularitet uden at have noget egentligt eller betydeligt litterært værd. Han arbejder ud fra en central skelnen imellem, hvad forskellige typer af udannede læsere søger i litteraturen, og hvad dannede og litterært kyndige læsere med rette forventer af et digterværk. Fordi det udannede publikum søger eller uddrager en skæv nydelse af værket, kan dets forkærlighed lige så godt ramme det værdige som det uværdige, og selve de kriterier, som et digt bliver bedømt og især rost efter, er følgerigtigt ofte forvirrende, upålidelige og ulogiske. Gennemarbejdelsen af denne distinktion i begyndelsen af en anmeldelse af en populær digter er i sig selv ildevarslende for den efterfølgende bedømmelse, og bedre bliver det ikke, da recensenten fortsætter:

Vi have her skildret det store Publikum med mere sande end smigrende Farver; og dog forekommer det os rimeligt, at den Forvirring og Overfladiskhed, der hersker i dets Domme om poetiske Værker, ikke er ganske uden Indflydelse på Digterne selv. I det Mindste see vi altfor ofte, at de samme, hvis første offentlige Arbeider bære Præg af virkelig Begeistring og en reen Stræben efter at forme deres poetiske Ideer til anskuelige og udtryksfulde Billeder, længere henne paa Banen tage sig det lettere og lettere og bøde paa deres Productioners Mathed eller Livløshed ved uæsthetiske Tillokkelser og uægte Flitterstads, hvis Virkning paa skjønsomme Læsere er meget forskjellig fra den, der tilsigtes og sagtens opnaaes hos Mængden.

Skønt den efterfølgende kritik kun rammer en enkelt af Paludan-Müllers udgivelser, ja faktisk kun grundigt angriber den ene af værkets to tekster, „Eventyr i Skoven“, gør den principielle indledning det klart, at vi har at gøre med en kritisk justering i forhold til hele forfatterskabet. Når bortses fra angivelsen af det anmeldte værk i indledningen af anmeldelsen, er det først efter ovenstående passage og seks sider inde i anmeldelsen, at Paludan-Müller overhovedet nævnes. Paludan-Mül-ler har opnået sin status på baggrund af mere vellykkede tidlige værker, her tænkes formentlig på Dandserinden, men han er blevet fordærvet af at blive feteret for de forkerte ting. Dermed antydes det også, at der er mislykkede ting i de tidligere arbejder. Om de tidlige værkers succes hedder det: „Men ikke faa have især sat Priis paa Formens glatte Politur, som de ynde selv paa Bekostning af en høiere Correcthed.“ Anlægget til tom leflen var til stede allerede i forfatterens skriveform i de yndede ungdomsværker.

Den efterfølgende gennemprygling er af mere ordinær karakter. Pa-ludan-Müllers „Eventyr i Skoven“ bebrejdes sin manglende indre sammenhæng, sin mangel på en samlende idé, hvorved den synker hen i nihilisme, sin forvirrede forståelse af forholdet mellem naturlige og overnaturlige elementer samt en række stilistiske svagheder: billed-sammenblandinger, sproglige ukorrektheder, stilistisk tomgang osv. Disse kritikpunkter får imidlertid en langt skarpere og for forfatterskabet mere farlig karakter på baggrund af den principielle stillingtagen i anmeldelsens indledning, fordi de reelt kommer til at gælde ikke blot som et angreb på et enkelt værk, men som en sammenhængende nedrivning af forfatterskabet.

Med sin karakteristiske blanding af forceret munterhed, affekteret ligegyldighed og usminket aggression viser Paludan-Müllers svar, hvor hårdt han følte sig ramt. De to forbundne digte, „Trochæer“ og „Jamber“, som pamfletten har navn efter, er en tung allegori, som er så upræcis i sin kontrakritik af modparten, at den ikke stiller Paludan-Müllers sag bedre. Mere bid er der i fortalen, som trods den fornærmede tone på mange punkter er et reelt og velformuleret svar til den anonyme recensent. Svaret frakender både anmelderens indledning og hans indvendinger enhver legitimitet helt uden indrømmelser. Anmelderens indledning er „et Subtractionsstykke“, hvor alt og alle i den læsende verden frakendes deres ret som læsere, for at anmelderen selv og nogle få ligesindede kan erobre tronen:

Dermed er Indledningens Øiemed opnaaet: det læsende Publicum ligger fældet, berøvet Sands og Samling, Indsigt og Dømmekraft; Recensenten, omringet af nogle faa Udvalgte, staaer med Palmer i Hænderne, glædende sig i Aanden, og frydende sig over sit eget Lys ligeoverfor Publicums Mørke.

Paludan-Müller gør ikke mere ud af sit svar til indledningen, men efterlader simpelt hen sin anmelder stående på sin hovmodige, åndsaristokratiske piedestal. Det er et skarpt stykke retorik, men det efterlader samtidig anmelderens farligste indvendinger ubesvarede, fordi Palu-dan-Müller netop ikke har fået forklaret, hvilken kunstnerisk legitimitet hans egen popularitet hviler på. Mere reelt argumentatorisk bid er der i svaret på de konkrete indvendinger imod „Eventyr i Skoven“:

Betragter man nu Recensionen, vil man intetsteds finde Spor af, at Recensenten har havt Øie for Digtets Idee i dens Heelhed, og ved Lys af den opfattet saavel Skuespillets enkelte Dele i og for sig og i gjensidig Forbindelse med hverandre, som og hele Digtet, betragtet som et Udtryk af selve Ideen.

Her bevæger Paludan-Müller sig netop ind i sin egen centrale digteriske teknik og forlanger med rimelighed sit værk bedømt efter de normer, der er styrende i det. Dermed er en central del af kritikken af „Eventyr i Skoven“ tilbagevist, idet det netop var den ustyrede leflen for et publikums sanser, der ankedes over. Dette svar påvirker også – uden at Paludan-Müller i øvrigt selv gør opmærksom på det – forståelsen af de konkrete anklager, som har at gøre med tomt klingklang i værket, for når anmelderen ikke har sanset ideen i værket, er han heller ikke den rigtige til at bedømme, hvilke af værkets effekter der fungerer sammen med værket, og hvilke der er tomme. Igen ser vi, at det er i forholdet til ideen, det afgørende slag i den æstetiske debat skal slås for Paludan-Müller.