Med musik til arbejdet og lys fra egen lampe. Den evigt kampberedte skrivekugle Poul Henningsen midt i 1930'erne.

.

„Verden kan ikke leve uden Skønhed, men Skønhed kan leve uden Pragt.“ PH går til kamp mod den monumentale kunst, som danner fundamentet i nazismens kulturpolitik. Æstetik og politik hænger sammen. Grundtvigskirken minder PH om „Optog, Processioner og Søndag“. Moderne rækkehuse er derimod „urepræsentative, skabt indefra omkring Menneskers Behov“. Forside til Hvad med Kulturen? (1933).

.

I 1920'erne var der mange unge samfundsomstyrtere, der med brask og bram forkyndte deres foragt for alle traditioner. Tidens radikale retorik var i politisk henseende flertydig. De gjaldende proklamationer om, at den gamle korrumperede verden stod for fald, og at sundhed og ungdom skulle erobre magten, rummede træk, der pegede frem mod tendenser på både højre- og venstrefløjen, og i det efterfølgende årti fandt nogle af samfundsomstyrterne deres ståsted i den politiske ekstremisme af enten rød eller brun model.

Den radikalisme, som Poul Henningsen (1894-1967) kom til at repræsentere fra 1920'erne og frem til sin død, var af en anden slags, mindre stortalende, men ikke mindre provokerende. Som ung skribent ved Politiken og redaktør af tidsskriftet Kritisk Revy arbejdede han for en praktisk omformning af samfundet på mange områder, og skønt hans egen saglige indsigt spændte usædvanligt vidt, så han det som den intellektuelles pligt at blande sig i endnu mere end det, han havde professionel viden om. Når modstandere beskyldte ham for at løbe med trekvart vind, gav han dem ret, men tilføjede, at den sidste fjerdedel kan man overlade til pedanterne. PH's indsats var præget af politisk radikalitet, en pragmatisk grundholdning, et rapkæftet polemisk talent og en lige så betydelig stædighed. Summen af disse egenskaber gjorde ham til en hadet og frygtet skikkelse blandt hans modstandere, som ikke kun omfattede partipolitisk konservative, men hvad han opfattede som bagstræbere af alle slags.

Konservatismen var en fjende, som viste sig i kunst, politik og religion, men også langt bredere: i den måde vi omgås på, taler sammen på, indretter vores hjem og vores byer på. Og konservatismen var ikke begrænset til de højere samfundslag; den trivedes også i arbejderklassen, hvor den viste sig i idéløse forsøg på at efterabe overklassens levevis. Derfor måtte kulturkampen føres på flere fronter og rette sig mod hykleri og forstillelse hvor som helst – også mod Socialdemokratiet, der kæmpede de svages sag, men i sin praktiske kulturpolitik for PH at se ikke havde andet at byde på end at udbrede overklassens værdier til hele befolkningen.

Som kritiker af bornerthed og forstillelse, hvor han end fandt den, var PH beslægtet med Georg Brandes, og han vedgik med stolthed denne påvirkning (og lunede sig i øvrigt ved den – som det skulle vise sig: forkerte – forestilling, at Brandes ligefrem var hans biologiske far).

Men i flere henseender lå hans projekt langt fra Brandes'. PH var overbevist demokrat, og allerede med sin højst uakademiske fremtræden – den tvangfri påklædning og den evige cigaret dinglende i mundvigen – og med sin slæbende københavnske diktion signalerede han, at han var en intellektuel af en helt ny type. Han forholdt sig til et samfund, der var under hastig forandring, præget af moderniseringen, urbaniseringen og amerikaniseringen af dagliglivet. Og han var praktiker, i adskillige betydninger af ordet. Som Brandes blev han af sine tilhængere betragtet som en lysbringer, men lys frembragte han også i en helt konkret betydning af ordet: som opfinder af lamper. Som håndværker, praktiker og tænker bidrog han til at revidere opfattelsen af radikalismen. Brandesianismen havde af sine modstandere fået ry for at være intellektualistisk, rodløs og ufolkelig, i modsætning til den anden livskraftige hovedstrømning fra 1800-tallet, grundtvigianismen, der havde taget monopol på det rodfæstede, det foretagsomme og i det hele taget repræsenterede den praktiske tilknytning til folket og hverdagen. Det mønster brød PH, lampeopfinderen, den folkelige revy- og versemager, legebarnet, der gjorde det til videnskab at bygge drager. Når han blev en så overordentlig kontroversiel skikkelse, havde det mange grunde, men en af de vigtigste var, at han gav den grundtvigianske tradition konkurrence på dens eget område og dermed anfægtede den forestillingstradition, at radikalismen var ensbetydende med noget teoretiserende, goldt og ufolkeligt.

PH var søn af forfatteren Agnes Henningsen (faderen var som nævnt ikke Brandes, men dog en brandesianer: forfatteren Carl Ewald), og han blev fra barndommen præget af det frisindede miljø; en af familiens nære venner var Gustav Wied. Lige fra Poul som 13-årig konstruerede en dræsine af sejlgarn, pedaler og dele fra en barnevogn, gik hans interesser i praktisk retning. Sammen med sin senere medarbejder, teatermaleren Svend Johansen, blev han elev på Teknisk Skole, herefter læste han ved Polyteknisk Læreanstalt og så igen ved Teknisk Skole, men uden at tage nogen eksamen. Han slog igennem som arkitekt med interesse for byplanlægning og ikke mindst belysning. Opfindelsen af „PH-lampen“ skaffede ham kollegial anerkendelse. Den kom til at foreligge i adskillige versioner og skaffede ham betydelige royalty-indtægter livet igennem.

Det var fra håndværkssiden, gennem forsøget på at løse materialenære spørgsmål, han nærmede sig det moderne livs problemer. Han gjorde op med den pietetsfulde dyrkelse af stadig mere meningsløse traditioner, der viste sig i uhensigtsmæssige valg af materialer og i en manglende interesse for produkternes konkrete anvendelse. Hvorfor skulle et salt-og-peber-sæt udformes som en sarkofag? Hvorfor skulle et posthus eller Københavns nye Politigård fra 1927 ligne græske templer? De var for PH udtryk for en monumental kultur, der var forældet, men også sejlivet – og politisk farlig. Den prangende nyklassiske byggestil indøvede irrationel autoritetsrespekt og var dermed i konflikt med demokratiske idealer, og de imposante facader, arkitekter forsynede offentlige bygninger med, udtrykte en victoriansk fortielsesmoral. PH's polemik rettede sig også mod bevaringen af gamle bygninger, hvis fredningen præges af en forskelsløs overbevisning om, at alt gammelt er godt, og landet helst skulle omskabes til et frilandsmuseum. Herom handler et af hans tidlige bonmot'er, som han sarkastisk underskriver Statspolitiet: „Tilrejsende til Danmark bedes aflevere Stokke og Paraplyer ved Grænsen af Hensyn til de udstillede Genstande.“ Også naturfredningsbevægelsen så han som udtryk for denne bagstræberiske mentalitet. Han sondrede ikke mellem forloren stokrose-idyl og velmotiveret bekymring for den skrantende natur. Det er et af de træk ved hans livssyn, som hans elever i en senere, økologisk bevidst periode har haft vanskeligt ved at forlige sig med. Hans erklærede mangel på historisk interesse er et andet. Karakteristisk er den flabede indledning til sangen „Tag og kys det hele fra mig“: „Det er meget muligt By'n har Taarne paa“. Og PH fortsætter med at lovprise det moderne København med natklubber og lette piger. Sangen er skrevet af en mand, der gjorde op med monumentalhistoriens kvælertag og mente, at historieskabende – det er vi nutidige mennesker selv.

Kampen for bedre leveforhold, for ærlighed i design og materialevalg, handlede om noget mere fundamentalt: at indrette samfundet på en måde, der skaber rammer for menneskers harmoniske udfoldelse og giver dem mulighed for og lyst til at indgå i den demokratiske proces.

Den tætte forbindelse mellem samfundsindretning og mentalitet signalerede han med nøgleordet kultursammenhængen, men også konservatismen havde for PH at se sin kultursammenhæng. Det er det samme væsen – eller uvæsen – der går igen i stort og småt. Klunkestilen i arbejderhjemmets møblement svarede til underholdningsfilmenes og ugebladsnovellernes fortællinger om, hvorledes et godt humør eller en pletfri moral redder den fattige fra nød og arbejdsløshed. Alternativet til skolens kadaverdisciplin fandt han i den antiautoritære reformpædagogik, der satte barnet i centrum. Og alternativet til monumental byggestil søgte han i moderne tendenser inden for kunst, kunsthåndværk og arkitektur. Kubismens æstetik så han realiseret på gadeplan i design og vinduesudstillinger; det var forandringen af vores livsverden, der skabte en ny æstetisk bevidsthed i den brede befolkning, og i kampskriftet Hvad med Kulturen? (1933) hævdede han, at kubismen har skabt en helt ny klasseløs ornamentik. Funktionalismen, mellemkrigstidens saglige stil med lige, rene linjer og uden stuk, var for ham arkitekturens og møbelkunstens modstykke til kubismen. Og han lovpriste det moderne rækkehus som en ærlig og funktionel boligform, der ikke tilgodeser ydre repræsentationshensyn, men menneskers egne behov. Når husene er ens, slipper vi for at gøre os bekymringer om facaden og kan koncentrere os om det væsentlige.

Disse tanker fremsatte PH og en kreds af ligesindede (bl.a. arkitekten Thorkild Henningsen og Otto Gelsted) i tidsskriftet Kritisk Revy (1926-28), som tog udgangspunkt i byggekunstens problemer, men snart blev forum for en bred samfundskritik. Skribenterne stod i gæld til – og skabte en syntese af – en række impulser. Idégrundlaget var brandesianismen, socialismen og – bl.a. via Gelsted – nykantianismen, en filosofisk retning, der især var udbredt i Tyskland, og som byggede på Kants skelnen mellem fænomenverdenen og „das Ding an sich“. Kunstnerisk og kunstteoretisk fandt man inspiration i funktionalismen, kubismen, men også i jazzen, som den absolut ikke amerikabegejstrede PH betragtede som et af USA's få bidrag til en ny, vital kultur. Hertil kom for menneskesynets vedkommende påvirkningen fra freudianisme og reformpædagogik.

Set i et samtidigt europæisk perspektiv var PH og hans kreds langtfra de eneste venstreorienterede samfundskritikere, der betonede kultursammenhængen. Det samme kunne siges om freudo-marxisterne i Tyskland, hvis hovedskikkelse var den stærkt kontroversielle Freud-elev Wilhelm Reich, som flygtede fra Nazi-Tyskland og i en periode opholdt sig i Danmark, hvor han fik lokale elever. Alligevel bidrog PH til at give mellemkrigstidens venstreorienterede åndsliv sit særlige præg af nøgternhed, sin interesse for praktisk kulturarbejde og skepsis ved vidtløftige spekulationer. Man var dybt foruroliget over nazismens fremmarch, som også var en sejr for de mest uoplyste og barbariske sider af den udlevede borgerlige kultur – nazismens had til kvindefrigørelsen og indskrænkning af kvinders udfoldelsesrum til køkken og børneværelse var blot ét markant eksempel. Men man forholdt sig ikke modfaldent og handlingslammet. Problemer kan overvindes; psykoanalyse, moderne pædagogik og socialisme peger frem mod menneskets frigørelse. PH drog den lære af sine praktiske erfaringer med arkitektur, byplanlægning og design, at det alt sammen nyttede noget.

Praktiker var han også i sin formulering af kunstneriske alternativer som revyforfatter, sangskriver og skaber af en Danmarksfilm (1935), som ved premieren blev en eklatant kritikerfiasko og først langt senere blev anerkendt som et nybrydende værk. PH tramper resolut på genrens klicheer og undgår alt nationalt skønmaleri. Med humor og sarkasme, men også vågen fornemmelse for hverdagens skønhed skildrer filmen almindelige, arbejdende menneskers Danmark til akkompagnement, ikke af blide danske toner, men af Bernhard Christensens pågående jazzmusik. Skandalen var hjemme. „Længere ud kan den nationale Forhaanelse vel ikke drives end til at lade Nationens glødende Modstandere skildre Nationens Ansigt udadtil“, lød den vrede kommentar, signeret Poul Meyer, i Konservativ Ungdoms Kampblad.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Praktisk radikalisme - Poul Henningsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig