Amerikaniseringen efter krigen bredte sig også til det kulinariske område med ice cream soda, soft ice, candy floss og – senere – fast food, burgers og whoppers. For det finere køkkens vedkommende var det dominerende sprog fortsat fransk, men snack- og burger-kulturens mere ydmyge produkter fik engelske eller amerikanske navne. Pølsemanden på billedet fra 1950'erne havde ikke held med sit forslag til fordanskning af det amerikanske hot dog. Konsekvent purist var han ikke, når han samtidig kalder en opskrift for en recept.

.

Melodramaer og westerns kunne stadig trække folk i biografen, men filmen fik i 1950'erne stadig hårdere konkurrence fra fjernsynet. Hollywood svarede igen med at lancere bredformater som cinemascope og – i en kort periode – tredimensionelle film, der krævede særlige briller. Den første danske farvefilm var instruktøren Erik Ballings lystspil Kispus (1956) med Helle Virkner og Henning Moritzen.

.

Hvorfor var fiktionsprosaen blevet problematisk? Var den det overhovedet? De spørgsmål blev diskuteret med forskelligt resultat af tre prosaister i kredsen omkring Heretica. De tre var Martin A. Hansen, Erik Aalbæk Jensen og Tage-Skou-Hansen: en ældre, en yngre og en kommende romanforfatter.

Martin A. Hansen fremlagde sine overvejelser i essayet „Konvention og Formaand“ (1948). Han fandt hovedproblemet i romangenrens tætte alliance med den naturalistiske psykologi og det brandesianske krav om at sætte problemer under debat. Denne tendens var blevet til træt traditionalisme og rutinepræget bestseller-litteratur, mente Hansen. Den havde ofte yderst respektable humanistiske prætentioner, men de gode hensigter borgede ikke for et kunstnerisk resultat:

Smagens Hæmninger viser sig særlig i Psykologien. Den kan man nu udenad. Der kan opnaas en vældig Rutine i den, da den hviler paa ganske enkle Aksiomer. Megen Romanlitteratur tager sig stadig ud som fiktive Rapporter om psykologiske Særtilfælde. Men de er dog af en velkendt Type ligesom Flertallet af de Sager, der kommer for Byretten. De er tegnet over den naturalistiske Psykologismes Skabeloner.

Martin A. Hansen placerer sorteper i naturalismens hængedynd, og hans polemik har ikke mindst brod mod 1930'ernes sociale og psykologiske realisme. Den unge Erik Aalbæk Jensen gav senere sin egen forklaring på fiktionsprosaens tilbagetrukne position. Han fulgte Hansen i opfattelsen af, at der ikke var nogen frugtbar tradition at støtte sig til, men fremhævede som det afgørende, at den rolige episke fremadskriden ikke passede til den forrevne tidsånd. Problemet er, at hvis romanen vil gøre sig til organ for denne nye sensibilitet, risikerer den at sætte sin egenart – fortællingen – over styr. Aalbæk Jensens tilbageblik stod at læse i en samleanmeldelse i tidsskriftet Vindrosen af nye danske prosaværker fra efterårssæsonen 1956:

I det klima, efterkrigstiden bød på, var prosaens stilling vanskelig. Dels har stemninger af den art, der trængte sig på efter sammenbruddet af besættelsestidens forhåbninger, sandsynligvis lettere ved at komme til orde i den lyriske form, og dels indbød de år, da man gik på det totale sammenbruds rand, ikke til et roligt og langfristet arbejde, som prosaen synes at kræve. Endelig gjorde det ikke sagen lettere, at der for dem, som i efterkrigstiden begyndte med prosaen, ikke forelå nogen særlig frugtbar tradition at arbejde videre på. Den episke saglighed var sprængt af en nervøs og lyrisk form, hvor fortællingen, grundelementet i genren, var en glemt dyd.

Sådan som Aalbæk Jensen fremstiller problemet, synes det så godt som uløseligt: Hvis romanen ville være seriøs, måtte den overlade et af sine traditionelt vigtigste virkemidler, den elementært spændende handling, til underholdningslitteraturen. Men det betød, at romanen samtidig gav afkald på en god del af sin eksistensberettigelse, og tilbage var, som han skriver, „en monoman kredsgang omkring sjælelige, sjælfulde og sjælende ejendommeligheder, egnet til at nydes i bidder, men uden det træk gennem fortællingen, som river med og tilfredsstiller den fundamentale trang til at høre en god historie“. Med sine egne romaner havde han allerede gennem nogle år søgt at finde en vej ud af krisen.

Aalbæk Jensens nære ven Tage Skou-Hansen var en anden af de unge Heretica-forfattere på den realistiske fløj. I essayet „Forsvar for prosaen“, trykt i Heretica i 1950, søgte han at definere prosaens eksistensberettigelse ud fra en position, der var mere offensiv end Aalbæk Jensens, og i direkte opposition til tidsskriftets lyrikdyrkelse.

Skou-Hansen lægger ud med at afvise den præmis, at romanen overhovedet er præget af et deficit. I stedet ser han den som et fuldgyldigt, og et etisk mere ansvarligt, alternativ til lyrikken. Lyrikkens grundbetingelse er selve vesteuropæerens livsvilkår, skriver Skou-Hansen, nemlig ensomheden og individualismen. Men hermed er lyrikkens begrænsninger også angivet, hævder han med underforstået polemisk adresse til det hereticanske kunstsyn: „Lyrikeren behøver ikke at have noget positivt forhold til sine medmennesker når blot han har et inderligt forhold til sig selv.“ Den selvkredsen kan prosaisten ikke nøjes med: „Han kan ikke som lyrikeren tage alt ud af sit eget indre, han må nødvendigvis også beskæftige sig med den virkelighed der ligger uden for ham selv som en realitet, for det er den der skal danne fundamentet i hans værk.“

Som denne karakteristik af modsætningen mellem lyrik og prosa viser, er det en realistisk retning inden for romankunsten, Skou-Hansen gør sig til fortaler for med Pontoppidans „episke virkelighedsmod“ som sit ideal, mens han ikke giver meget for den hybridform, der går under navnet lyrisk roman. Hans forsvar for prosaen handler om nogle grundlæggende forskelle i epikerens og lyrikerens forhold til virkeligheden og skal ikke opfattes som et forsvar for den danske prosa, der faktisk blev skrevet i disse år. Det eneste aktuelle prosaværk, han nævner (og i øvrigt kun for det gode), er Martin A. Hansens Løgneren. „Forsvar for prosaen“ er ikke en statusrapport om den foreliggende danske litteratur; det er et programskrift, der fordrer, at romanen beskæftiger sig med det, der i etisk og empirisk henseende forener mennesker med hinanden. Den fordring indløste han for sit eget vedkommende, da han nogle år senere skrev sin første roman, De nøgne træer.

Skou-Hansens forsvar for prosaen var en fortrøstningsfuld stemme i et overvejende anfægtet kor, men hans argumentation byggede på principielle genrebetragtninger, og han forholdt sig – modsat Aalbæk Jensen og Martin A. Hansen – ikke til prosaens aktuelle dilemma: at bestemte fortællemåder forekom udtjente, fordi de udtrykte antikverede livsholdninger. Det gjaldt den naturalistiske fortælling af deterministisk tilsnit, der fremstiller livsforløb i kausale årsag-virkning-kategorier, og den finalt opbyggede dannelsesroman, der skildrer individets modningsproces ud fra et holdningsmæssigt slutfacit. Et opbrud fra disse mønstre var allerede indledt af bl.a. Herman Bang og var fortsat op gennem 1900-tallet. Opgøret blev videreført i Aalbæk Jensens og Martin A. Hansens kritik af 1930'ernes roman, som ligeledes forekom at repræsentere et udlevet – ensidigt socialt og politisk – livssyn.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Prosaens problemer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig