Psykens randområder - Peter Asmussen, Morti Vizki, Jokum Rohde

Mens de kvindelige dramatikere når et stort publikum, har de mandlige sværere ved at sælge teaterbilletter. Kønnenes kamp er også for dem et centralt tema, men betragtet gennem en mere dunkel optik med fokus på de psykiske randområder. Og i modsætning til deres kvindelige kolleger er de langt mindre tilbøjelige til at formulere sig klart om deres hensigter.

Dette gælder ikke mindst den produktive og alsidige Peter Asmussen (f. 1957), der i midten af 90'erne fik opført flere stykker om året. Allerede i forbindelse med sit debutstykke Ungt blod (1993) udtalte han: „De, der ser det, bestemmer, hvad det handler om. Jeg gør ikke. Jeg skriver aldrig noget, der skal eksemplificere en eller anden livsanskuelse eller et budskab.“ I sit livssyn eller sortsyn er han nært beslægtet med Samuel Beckett, mens han i sin sceniske fortielsesteknik ligger tæt på Harold Pinter. Dette er tydeligt i såvel Øjne (1995) som i Knogler (1997), hvor situationer lades med spænding, uforklarlig aggression og angst. I Værelse med sol (1997) gennemspilles et firkantsdrama gennem tre tider og generationer, hvor psykologisk uforklarede og grusomme handlinger mellem mand og kvinde synes at gentage sig. Selv om personerne taler meget om deres følelser, kommer man ikke ind bag deres facader eller forstår deres motiver. Det er lidenskabelige brudstykker af et mønster i en brutal og meningsløs verden.

Alsidigheden og håndelaget hos Asmussen viser sig ved, at han sideløbende med disse formeksperimenter også mimer den helt klassiske ibsenske dramatik i Isbrandt (1997) og desuden skriver filmmanuskripter, bl.a. til Lars von Triers Breaking the Waves (1996).

Morti Vizki (1963-2004) har med rette betegnet sit omfattende forfatterskab inden for både lyrik, prosa og dramatik som en kredsen om to ting: civilisationskritik og seksuel ambivalens. I et hyperkomplekst, gudsforladt samfund viser han kerneløse mennesker, der ikke tør binde sig, samtidig med at de søger nærhed for at have nogen til at bekræfte dem. I teaterdebuten Sne (1994), hvis titel henviser både til kokainen og den følelsesmæssige kulde, udnytter personen Boris mentalt og seksuelt både sin mandlige og sin kvindelige kæreste i et forgæves forsøg på at finde sit selv.

Det tilbagevendende tema i hans dramatik er paradislængslen og de fortabte børn. I Kains mærke (1995) sker mordet på Abel i desperation over længslen efter barndommens uopnåelige land, og i Ulvetime (1998) testes broderskabets mulighed gennem en brændemærkning, som de to fodboldfyre udfører på hinanden. Denne søgen tilbage efter broderskabet og barndommen bliver for Morti Vizki til en kierkegaardsk insisteren på den kristne tro, tydeligt udfoldet i Fyrtårnet (1998), hvor den spanske tronarving – et uskyldigt, honningspisende mongolbarn – på sin flugt indhentes af en fransk soldat, som omvendes af godheden og ender med at tage barnet på ryggen og drage videre ud i verden. I dette tableau påtager soldaten sig eksistensens tyngde, fuldbyrder broderskabet og realiserer det kristne kærlighedsbudskab.

Jokum Rohdes (f. 1970) dramaer er i stil og stemning præget af diverse filmgenrer, mens dramaturgien er helt hans egen. Miljøet har ofte en vis lighed med det københavnske Nørrebro, men pludselig glider hans personer ind i andre universer. Han fremstiller mennesker, der har så indbyrdes kraftige psykiske bindinger, at de overtager eller besætter hinandens identiteter. I den satiriske, genteknologiske komedie Dage på toppen (1997) parodieres de højtgearede tv-serier, og dramaturgisk vendes tingene på hovedet ved at gøre fundet af en hammer til et højdepunkt, mens døden er en ligegyldig detalje. I det film noir-inspirerede Nero (1998) konfronteres den unge, kropsfikserede Johnny med den ældre, invaliderede Nero og den tiltrækkende Carmen. Det er en mystisk sindets indre dialog mellem uskyld og depravation, mellem storbyens cowboy, den depraverede kejser og den melodramatiske femme fatale. Samme tema videreføres med David Lynch-agtige transformationer i Seance (2001), mens Pinocchios aske (2005) bygger på både de klassiske retssalsfilm, Frits Langs gyser M og Steven Spielbergs fremtidsfilm. Her er vi i et samfund, hvor kunsten er blevet forbudt, og en snedker slæbes for retten for at have forbrudt sig. I dette drama behandles ytringsfriheden, og der stilles spørgsmålstegn ved kunstens ret til at engagere sig politisk.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Psykens randområder - Peter Asmussen, Morti Vizki, Jokum Rohde.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig