Punktromanen - Christina Hesselholdt

Christina Hesselholdt (f. 1962) debuterede i 1991 med den ganske korte prosatekst Køkkenet, gravkammeret \u0026amp; landskabet, som hun provokerende kaldte en roman. Afhængig af, hvorfra man anskuer teksten, er den enten „mere“ eller „mindre“. Ser man den fra et almindeligt romansynspunkt, er den usædvanlig kort og indeholder kun skelettet af en roman og nogle personer. Her er tale om en minimalistisk reduktion, der koger form, udtryk og handling ind til det allermest nødvendige. Hvor lidt kan man nøjes med af de helt elementære romanelementer? Men ser man på den fra et lyrisk synspunkt, rummer den meget, fordi den ikke bare har et stiliseret univers med en flod, en by, et hus og et landskab, men også personer af helt elementær art: far, mor, stedmoder og barn, samt en handling. Romanen fortæller om en familie, der går i opløsning, da moderen dør, og faderen i sorg over tabet begår selvmord og efterlader drengen Marlon til sin egen skæbne. Den hører man mere om i to følgende romaner, Det skjulte (1993) og Udsigten (1997).

Set fra et postmodernistisk synspunkt, hvor der kun er overflade og ingen symbolske dybder, er bogen også en udvidelse, fordi den i al sin lidenhed på lyrisk vis er spækket med elementer af en godt nok usikker, men dog symbolsk betydning. Således findes der bag det stærkt stiliserede landskab noget, der ligner en afrikansk natur, og under flodens spejl findes et flimrende farvemylder, der korresponderer med farver andre steder i teksten. Denne stiliserede verden har meget tilfælles med eventyrets univers og med computerspillets – i 1991 – endnu temmelig primitive billedverden, ligesom den har klare referencer til Hollywoods motiv- og personverden med navne som Marlon, Audrey og Elisabeth. På avantgardistisk vis og med mindelser om punktromaner som Kirsten Thorups Love from Trieste (1969) og nordmanden Paal-Helge Haugens Anne (1968, da. i Hesselholdts oversættelse 1992) blandes genrerne, så episk linjeføring veksler med lyriske punkter. Her er både tid og udvikling og rum og tilstand. Her er både psykologiske motiver og kølige fænomenologiske beskrivelser. Bogen er, med et af dens egne billeder, en gelérand med noget indeni, transparent og uigennemskuelig på samme tid og præget af et sprog, som er køligt og usentimentalt distanceret, men som også på diskret vis lader antyde et indestængt følelsesregister, som den moderløse Marlon rummer. Køkkenet, gravkammeret \u0026amp; landskabet handler om det enestående og om den forskel, der – med en 90'erkliche – gør en forskel. Den gør det på metapoetisk vis, idet den peger på sin egen iscenesættelse som kunst, der er forskellig fra, men ikke uden virkning på „virkeligheden“. Billedet kan sætte verden i bevægelse, men det fikserer også den levende verden og holder den fast i en given forestilling.

Jagten på det enestående fortsætter Marlon i Det skjulte. I denne maxiroman i miniformat, som Poul Borum kaldte den, er Marlon blevet en ung mand med en stærk lidenskab efter at nå ind til det inderste i mennesket. På grotesk vis skærer han hjertet ud på sin kæreste for at finde det autentiske og helt særlige. Men netop det individuelle – det, der ikke lader sig dele – lader sig ikke skære ud, uden at det går til grunde. Som hos Solvej Balle og Merete Pryds Helle er der her et erkendelsesproblem på spil og indirekte en etisk dimension. I sin erkendelsesiver dræber Marlon det liv, han ville vide noget om. Med direkte henvisning til Johannes V. Jensens Kongens Fald (1900-01) falder først hans far ud af det høje hus og ned i floden, og siden falder han også selv ud af sin uskyldige tilstand og må forlade huset på flugt fra et liv og en maltrakteret krop. Det enestående hjerte bærer han som et trofæ på vej ud i flodens delta og de mange muligheders verden.

I Udsigten stemmer Hesselholdt stilen om til en mere traditionel organisk prosa uden klare lyriske islæt. Marlon finder ud af, at det udskårne hjerte ikke er noget værd i sig selv, og begraver det for at vende hjem til huset igen. Her har den stedmoderlige skikkelse Audrey sat sig for at udrydde alle spor efter forbrydelsen, men Marlon vil huske, hvad han har gjort i sin længsel efter at få overblik og sammenhæng i sit liv. Han vil ud af de ligegyldige forskelles barnagtige verden og ind i den voksnes med et forpligtende fællesskab, hvor alt ikke er lige gyldigt, og hvor man passer på det enestående, som et andet menneske er. Der er ikke tale om direkte moralsk oprustning her, men dog om en spirende social bevidsthed, som vender sig mod medmennesket, der i dets ukrænkelighed ikke må reduceres til et erkendelsesmiddel og en figur i ens eget spil. Der er ingen guddommelig instans, der kan stå inde for denne ukrænkelighed, men bevidstheden om den kommer af en spaltning i mennesket, der lader forestillingen om forskel og identitet blive til.

Hesselholdts bøger får med Udsigten et vist episk præg, men det er stadigvæk den betydningsladede episode og scene, der til enhver tid er det interessante. Det gælder i identitetsromanen Kraniekassen (2001) og forelskelsesromanen Du, mit du (2003), hvor lidenskaben og begæret efter den elskede resulterer i en hengivelse, der både iscenesættes på kærlighedens og dødens betingelser. Bogen er en eksistens en miniature, et forsøg på en tilstandsbeskrivelse af forelskelsen, som ellers ikke lader sig se, uden at fortryllelsen forsvinder.