Rædselsrealisten - Jakob Hansen

Forfatteren Jakob Hansen (1868-1909) bidrager i 1899 til Vagten med en satirisk fortælling om vækkelsesbevægelserne, „Det store Skisma“, optrykt i samlingen De levendes Land (1905). Opgøret med en udlevet, dobbeltmoralsk og depraveret kristendom var et hovedærinde for forfatteren, der i tidsrummet 1896 til 1905 udgiver seks digteriske arbejder, tre romaner og tre samlinger af fortællinger, der posthumt får følgeskab af samlingen Golgatha (1912), udgivet af barndomsvennen Martin Andersen Nexø.

Det er lidelsen i alle dens former, Jakob Hansen gør op med. Hans liv og forfatterskab er en kamp mod lidelsen, hvad enten den ytrer sig i religiøs underkastelse, som eksistentiel tvivl eller som social forarmelse. Han kan skildre den dekadente intellektuelle boheme, den lockoutede arbejder eller den kristne bodsgænger med en mærkelig blanding af solidaritet og sleben kynisme, således at han som digter forbliver på indsigtsfuld afstand af de mennesker, samfunds- og kulturformer, hvis slavemoral han gennemlyser i sit lille, særprægede forfatterskab. Og i egen person kommer han også til at inkarnere protesten mod lidelsen og stålsat gennemleve den.

Jakob Hansen er født i Nexø på Bornholm som søn af en møllebygger og en købmandsdatter. Faderen døde af tuberkulose to år efter Jakob Hansens fødsel, og drengen voksede op i et hjem præget af økonomisk tryghed, men også af faderens sygdom og moderens beskyttelse. I 1980 tog han studentereksamen i København og studerede med intellektuel forslugenhed litteratur, klassiske sprog og filosofi, særligt Schopenhauer, Darwin, Kierkegaard og Nietzsche, tillige med den „liberal-socialistiske“ tænker Pierre-Joseph Proudhon, der fandt, at ejendomsret er lig tyveri. Hans sprognemme er evident, og han læser en række centrale klassiske og moderne vesterlandske forfatterskaber på originalsproget. I 1907-08 står han for den første samlede oversættelse af Edgar Allan Poes Hemmelighedsfulde Fortællinger (1840). Som Johannes Jørgensen og Niels Møller er han intenst fascineret af den stenede profet, og Poes mørke psykologisk betingede rædselsrealisme slår ud flere steder i Jakob Hansens forfatterskab. Men hans dekadente stiltræk modsvares som hos Michaëlis, Claussen, Hjortø, Mylius-Erichsen og Johannes V. Jensen af en vitalistisk livsfilosofi og social indignation, der i hans tilfælde gennemleves i praksis. Med baggrund i den darwinistisk inspirerede vitalisme og socialismen har Jakob Hansen, parallelt med sit forfatterskab og sine studier, praktisk arbejde som snedker og landarbejder, ligesom han dyrker sit legeme som eliteroer. Et virke, der imidlertid klinger ud, da han selv får konstateret tuberkulose og efter ti års forgæves kamp mod sygdommen, indlæggelser og forarmelse dør i 1909, efterladende sig hustru og datter. I Golgatha fremstår lidelsens åndsaristokratiske bekæmper selv som dens offer i fire offentliggjorte „Tuberkulosebreve“, der med rasende indignation er et gribende vidnesbyrd om det daværende sundhedssystems omsorgssvigt.

Jakob Hansen debuterer med den elegante nietzscheanske stilstudie, københavner- og punktromanen En kritisk Tid (1897). Inden for en symbolistisk ramme, hvor en rytter i fuld flugt kastes af hesten og slynges ind i sin egen samvittigheds eftertanker, skildres hovedpersonens kvaler med enkel, nøgen realisme i den tid, der netop er kritisk, fordi den former sig som en nedtælling. Mod selvmordet. Ikke hovedpersonens eget, men hans elskerindes. De har haft et hemmeligt forhold i et par år, og hun er blevet gravid. Hun ønsker ikke at stå graviditeten igennem af frygt for sin spidsborgerlige families fordømmelse. I stedet ønsker hun at begå selvmord. Den navnløse hovedperson taler hende ikke fra det, men tværtimod ind i det, gradvist, suggestivt, lunefuldt og forførende, alt mens han selv står i forhold til to andre kvinder og forflygtiger sit ansvar. Han er skildret som en æstetiker og forfører i Kierkegaards og Nietzsches ånd, kynisk beregnende i sin herremoral, aristokratisk i sin intellektuelle æstetiserende omgang med selvmordets mulighed og moralske implikationer, og rent ud fænomenologisk i sin iagttagelse af offeret. Moral er for ham til diskussion: „Om moralsk Forfald kan der altid tvistes. Hvad er Ret – hvad er Uret? Kun en Samling omskiftelige, af Tid og Sted afhængige Begreber.“

Alt mens han taler sin elskerinde ind i selvmordet, taler han sig selv ud af det, moralsk, medmenneskeligt og juridisk. Han hjælper hende med at finde gerningsstedet ved Furesøen nord for København, og finder siden analytisk, udeltagende hendes opløste lig og den lille giftflaske, hvis indhold hun har ombragt sig med. Den kritiske tid er ovre, og han kan med sit dekadent dissekerende blik beskrive hendes jordiske rester:

Der var ikke meget tilbage af hende, – Krager og Ræve havde holdt deres Gæstebud – kun Knoglerne og enkelte Kødrester. Svampe og Skimmel kravlede op over hende, Græsset begyndte at skjule hende. Jorden krævede sit Barn tilbage (…) Græsset var levende af Padder og Orme. Paa hendes hvide Brystben sad en stor Tudse og gloede dumt paa mig med sine store gule Øjne (…) Ud af hendes ene Øjenaabning hang en lang, slimet, blegrød Regnorm.

Jakob Hansens rædselsrealisme vakte furore i tiden, og hans portræt af den kynisk dekadente og forarmede boheme er også drevet igennem med konsekvens. Hans overdrevne aristokratisk radikale selvfølelse, hans kvindeforagt, hans troløshed mod alt – selv Nietzsches samlede værker sælger han som det sidste fra sin bogsamling(!) – og hans udprægede æsteticisme er i halvfemsernes ånd. Jeg-dyrkeren er, som hovedpersonen i Knut Hamsuns roman Sult, drevet af en idiosynkratisk fornemmelse for renhed og et ønske om livets hygiejniske afslutning, før forfaldet sætter ind, før urenhederne tager over. Døden skal være en passende og logisk konsekvens af livet. Som i Johannes V. Jensens ungdomsroman Kongens Fald (1900-01) er det på toppen af den menneskelige udfoldelse og fysik, at døden skal komme. Hovedpersonen i En kritisk Tid kalder det for en omvendt evolutionsteori, hvor det er de stærke, der dør, fordi de er behersket af ånd og vilje til at dræbe deres kød. Hans farlige æstetiske lidenskab er dekadencens lidenskab, og Jakob Hansen forholder sig til den med en blanding af identifikation og afsky, men forlader ikke tankegangen.

Kynismens æstetisk beregnende og forføreriske livs- og dødsudfoldelse gennemspilles på forskellig vis i forfatterskabet: I den gennemført symbolistiske og allegoriske fortælling „De saliges øer“ fra De levendes Land, hvor to unge elskende sejler i døden sammen, før de kommer til at „ækles ved hinandens Legemer“, i „Et Kald“ fra novellesamlingen Menneskenes Døtre (1900), hvor et ungt menneskes højskoleophold ikke bliver et kristent farvet lærdomskald, men alene et erotisk kald, der går ud på at forføre forstanderens datter, og i den amoralske Poe'ske allegori „Lykkens Land“ fra novellesamlingen Drømme, der svandt (1902). Her frelser en fisker en skibbruden, hvorefter denne gengælder fiskerens næstekærlighed ved at slå ham ihjel i begæret efter hans hustru, der uden samvittighedskval hengiver sig til den ny mand i huset. Den brutale artikulation af den stærkes ret og samvittighedsløse forførelsesstrategi forklares ikke hos Jakob Hansen, men leves igennem med en også litterær tilsidesættelse af de etiske krav.