Renæssancehumanisme

Renæssancen og dens litterære form, humanismen, blev i Danmark uløseligt forbundet med Reformationen og den protestantiske tro. Humanismen var da også en forudsætning for Reformationen, men den var i sit udspring i 1300- og 1400-tallets italienske bystater i høj grad en verdslig bevægelse, i vid udstrækning knyttet til det borgerlige, administrative apparat.

De italienske humanister greb tilbage til den klassiske oldtid, især den romerske. De fordybede sig i de klassiske tekster for selv at tilegne sig deres sprog og tankemønstre. I takt med deres stigende kendskab til det klassiske latin lagde de afstand til den form for latin, der havde udviklet sig siden oldtiden. Herved opstod ideen om en middelalder, en mellemliggende, 'barbarisk' nedgangsperiode mellem oldtiden og dens genfødsel, renæssancen.

Humanisterne var klar over, at der rundt om i klosterbibliotekerne lå håndskrifter med tekster, de ikke kendte – tekster, der ikke havde været læst i århundreder. Og med en aktiv indsats blev deres kendskab til den klassiske, romerske litteratur i løbet af få årtier i 1400-tallet udvidet med mange værker og flere hele forfatterskaber – fx Catuls digte, som hurtigt opnåede stor popularitet. Også den græske oldtidslitteratur, der i Vesteuropa havde været stort set ukendt i middelalderen, blev genstand for humanisternes interesse.

Bestræbelserne stak dog langt dybere end det rent filologiske. Humanismen var et dannelsesprojekt, der hvilede på en opfattelse af sprog og tænkning som uadskillelige. Antikken sås som en højerestående kultur, og ved at indoptage de klassiske teksters sprog og form tilegnede man sig deres tankesæt. Studia abeunt in mores (studierne afsætter sig i livsførelsen) er et centralt humanistisk motto. Selv om afstanden er lang, er der en klar forbindelse mellem renæssancens filologiske humanisme og det menneskesyn, vi i dag kalder ved samme navn.

Synet på klassikerne finder konkret udtryk i humanismens pædagogik. De kanoniske antikke tekster blev efterhånden enerådende i skolernes pensum, og eleverne lærte som en grundlæggende studieteknik at uddrage særligt velformede, indsigtsfulde og opbyggelige sætninger af antikke tekster, som de noterede i kladdehæfter, systematiseret efter emne til senere brug.

Humanisternes egne tekster – som for størstedelen var på latin – var således modelleret over de antikke forbilleder. Man overtog den klassiske litteraturs genrer både i prosa og poesi og imiterede dens sprog, stil og retorik. Imitation er et nøglebegreb, men forstået som et konstruktivt samspil med fortiden. Litterær imitation var en kreativ proces, der lod de antikke værker klinge med som undertekst på en ofte særdeles original måde. Mere eller mindre skjulte referencer til konkrete antikke tekster blev således et centralt litterært virkemiddel.