Også på filmens område kom nybruddet og inspirationen fra Frankrig. Det er den såkaldte ny bølge – la nouvelle vague – med instruktører som François Truffaut og Jean-Luc Godard, der bryder med den traditionelle filmproduktion og med enkle midler skaber et mere subjektivt og autentisk filmsprog. Og her er det igen Palle Kjærulff-Schmidt, der er på banen i Danmark. I sine erindringer Skal vi vove det? (1996) fortæller han, hvordan Klaus Rifbjergs filmmanuskript Weekend (1962) en dag kommer ind ad brevsprækken. Han læser historien om de veletablerede unge ægtepar, der mødes i et sommerhus til ambitiøs mad, nærvær og spiritus, mens drifter og aggressioner langsomt underminerer festlighederne. Og Kjærulff-Schmidt er straks klar over, at her er noget nyt og farligt, som både skræmmer og fascinerer ham.

Det lykkes ham at skaffe en producent, nemlig Bent Christensen, som investerer sit overskud fra Harry og kammertjeneren i filmen, en superdygtig svensk fotograf Georg Oddner, en flok fortrinsvis ukendte skuespillere, nogle hentet direkte fra elevskolen, andre fra vennekredsen, heriblandt Jesper Jensen, og endelig den perfekte location: Rifbjergs svigerfars sommerhus i Rørvig. Ikke noget med studieoptagelser og folkekære skuespillere – det skulle være så virkelighedsnært og autentisk som muligt.

Der er ikke den store handling i filmen: Tre ægtepar plus den enlige Lars præsenteres på deres vej til sommerhuset, og det er Lars, der er katalysatoren for de forskellige utroskabsmuligheder, der opstår i løbet af aftenen, natten og den følgende dag. Det er den frigjorte eller måske snarere frustrerede ungdom, der prøver at ruske sig fri af de borgerlige normer og klicheer. Men det er svært at finde nye ord til erstatning for „jeg elsker dig“, som da også kun bruges med tydelig ironi. Og det er svært – især for mændene – at håndtere frigjortheden, som forvandles til pinlighed, aggression og skam.

Weekend er et præcist mentalhistorisk vidnesbyrd om holdninger og stemninger hos den tidlige tresserungdom, der så gerne ville finde nye veje og normer.

Filmsamarbejdet mellem Rifbjerg og Kjærulff-Schmidt fortsatte med To (1964), hvor hovedpersonen, den uregerlige, utilpassede og lidt forhutlede Niels, har mange lighedspunkter med Weekends Lars. Han indleder et forhold til en pæn, fornuftig pige med orden i sagerne, men forholdet går i stykker og Niels i spåner. Med den hæsblæsende løben rundt i byen hentyder den kraftigt og bevidst til Godards film Åndeløs (1960).

I Der var engang en krig (1966) er det ikke ungdommens problemer, men barndommens uskyld, der er temaet. Det er den 14-årige Tims oplevelse af dagligdagen under besættelsen, hvor filmen helt bevidst er et korrektiv til den heroiserende fremstilling af det okkuperede Danmark. Krigen rumsterer i det fjerne og bliver fortrinsvis en kilde til Tims drømme. Tim farer rundt på sin gamle cykel, som var det hans hvide hest, og er i al hemmelighed forelsket i storesøsterens veninde. Der er indlagt drømmesekvenser – markeret med skilte – med Tims fantasier om at besejre fjenden og erobre den elskede. Både Kjærulff-Schmidt og Rifbjerg er født i 1931, og filmen er et overbevisende ægte og præcist billede af deres fælles barndomstid.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Rifbjerg og den nye bølge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig