Romaneksperimenter

Som romaneksperiment var Livets Arabesk (1921) ikke mindre chokerende end Kristensens lyrik, og chokket var af samme slags. Romanen udkaster en vision af et København i en tilstand af kaos og opbrud. Inspirationen har Kristensen hentet i de nylige omvæltninger i Sovjetunionen og Tyskland såvel som i den hjemlige Påskekrise. Men det er ikke en politisk roman; alvorlige samfundsanliggender blandes med groteske scenerier til et signalement af efterkrigstiden som ét langt orgie, et grandiost og farvestrålende, men også grumt karneval. Det København, vi møder, er gennemskåret af dybe kløfter, sociale og mentale. Overklassen befinder sig i en tilstand af indre forfald, og intellektuelle projicerer deres længsler efter forløsning over i proletariatet – som på sin side langtfra lever op til idealerne om selvfornægtende og stålsatte klassekæmpere.

Vi følger en række personer, nogle fra rigmandskvarterernes solside, andre fra avisernes halvverden, atter andre fra brokvarterernes proletariske og kriminelle kælderdyb. Deres skæbner flyder sammen i arabeskagtige former, hvad der her vil sige: i buer og sving, elegante – og meningsløse. Kirurgen Jørgen Baumann lever en mondæn og overfladisk tilværelse, men kastes ud i en krise, da konen forlader ham til fordel for en kubistisk maler. Alle hans behov for mening og sammenhæng skuffes, og han reagerer med blasert nihilisme. Meningsløsheden symboliseres af det rum i lægeboligen, hvor han burer sig inde, et „rædselskabinet“, som han har fyldt med groteske figurer, de såkaldte „bi-ba-bu-dukker“.

Baumanns sociale og mentale modsætning er alfonsen Ibald Petersen. Ibald er en lige så foretagsom som samvittighedsløs skikkelse, der smidigt bevæger sig rundt i sit brutale underklassemiljø. Hans luder hedder Elise, og det er hende, der knytter de to miljøer sammen. Baumann har mødt hende på et bordelbesøg og tager hende med hjem til villaen i håbet om, at hun kan blive den forløsende skikkelse i hans liv. Det håb skuffes snart, men Baumann formår ikke at smide hende ud. I stedet tropper hendes proletariske bekendtskaber op, og lægevillaen omdannes til hovedkvarter for de samfundsomstyrtende kræfter med Ibald som det foretagsomme samlingspunkt. Som en gøgeunge overtager han reden og giver pokker i de revolutionære mål. Der drikkes, kysses og krammes til musikalsk akkompagnement af barbariske synkoper, og da Baumanns kone møder op, overtager Ibald også hende.

Den tredje mandlige hovedskikkelse er en fanatisk vækkelsesprædikant, Johannes, som gør fælles sag med de revolutionære i en forvirret tro på, at de kæmper den samme kamp for frelse. Men Ibald og hans kumpaner drives først og fremmest af umiddelbar behovstilfredsstillelse og af ønsket om selv at komme til fadet. Og den stadig mere forstyrrede Johannes viser sin afmagt som agitator, da han i en tale revser den store stad Babylon og sammenblander skriftsteder fra Johannes' Åbenbaring med det pureste nonsens. Med sine forvirrede tirader opnår han kun at gøre sig til grin i arbejdernes øjne. Oprigtige stræbere som Johannes bryder sammen, foretagsomme psykopater som Ibald flyder ovenpå. Også her mærker man, at Kristensen havde Holger Drachmann i bagagen. Som i Drachmanns københavnerroman Forskrevet – (1890) slutter Livets Arabesk med den store kamp mellem samfundsomstyrternes og reaktionens hære. Hos Kristensen er det den sydfra kommende „mellemeuropæiske Kommunisthær“, der lider nederlag. Baumann rammes af en tilfældig kugle og dør en meningsløs død.

Det er en blanding af sværmeriske og alt for menneskelige motiver – fra berigelseslyst og kynisme til næstekærlighed og social indignation – der slynger menneskeskæbner sammen for derefter at føre dem væk fra hinanden i denne vildt fabulerende roman. Nok indtager en bekendt af Baumann, den intellektuelle Pram, rollen som ræsonnør, men rollen præsenteres kun for at blive dementeret. Tiden er ikke til kontemplation og eftertanke, og Pram er ude af stand til at få hold på en virkelighed, der arter sig uforudsigeligt og kaotisk. Sandheden ligger i excesserne. Alle sammenhænge opløser sig i fragmenter og uforudsigelige forløb, henlagt til et byrum, der selv fremtræder som grelle sætstykker, uden overgange og dybdeperspektiv. Men formår man ikke at afdække meningen med det hele, så kan man – som romanens forfatter – fascineret hengive sig til det kaotiske øjeblik fyldt med gru og disharmonisk skønhed.

Det er fribytter-æstetikken fra Kristensens digte, der her er omsat til lyrisk prosa, men netop som roman forsynder Livets Arabesk sig mod alle vedtagne regler. Det går voldsomt for sig, men når tummelen er på sit højeste, kan Kristensen finde på at bryde af og blive uventet sagtmodig. Nedenstående citat indgår i en episode, som danner en slags generalprøve på det endelige opgør. Der afholdes agitationsmøde i det proletariske fabrikskvarter i det vestlige København, og deltagere og politi kommer i slagsmål. Midt i beretningen om det voldsomme håndgemæng slår Kristensen over i en beskrivelse, som snarere rummer kubistiske end ekspressionistiske træk. Han anlægger først ydresyn på profeten Johannes' gamle hest, som kunne være gengivet efter et Picasso-maleri. Derefter er vi inde i krikkens hoved. Den er placeret i stormens øje, men mentalt befinder den sig hinsides tummelen i en tilstand af sørgmodig parringslyst:

Dens ene Side var rød af Sol, røde, stramme Ribben mod gul, indskrumpet Hud, og dens anden Side var grøn af Skygge, gule stramme Ribben mod grøn, slunken Hud. Dens blaalige Øjne stirrede med en ufattelig Dybde og en Ro fra hinsides Graven ud mod Menneskene, der væltede sig i Chaos og Slagsmaal rundt om den, og den drømte om en dejlig, skinnende, gul Hest, som kunde staa stille, skønt den var levende, som kunde være rolig, skønt den var vild.

Langt senere, i slutningen af 1960'erne, ville man kalde beskrivelser som denne for „syrede“. Klaus Rifbjerg havde øje for lighederne mellem Tom Kristensens tid og sin egen, da han skrev sin fabulerende roman Lonni og Karl fra og om revolutionsåret 1968. Med sit karnevalspræg og sin hæsblæsende aktualitetsdyrkelse kunne Livets Arabesk ligne en foregribelse af blomsterbørnenes revolution, men romanens altgennemtrængende oplevelse af meningsløshed formuleres på en anden, mere desperat baggrund: værdisammenbruddet efter Første Verdenskrig.

I novellen „Ulykken“ (først trykt 1924) satte Kristensen selv spørgsmålstegn ved æsteticismen som livsholdning og kunstnerisk program. Novellen er inspireret af en forfærdelig togulykke ved Vigerslev i 1919, hvor et sammenstød mellem to tog kostede mange menneskeliv. Så snart hovedpersonen Erlandsen hører om ulykken, iler han hen til katastrofestedet i forventning om det store oplevelsessus, men da han konfronteres med den konkrete gru, de døde og lemlæstede, bliver han grebet af lede ved tilskuerholdningen. Sindet må hærdes, siger han formanende til sig selv efter at være vendt hjem, i et forsøg på at overdøve alle etiske anfægtelser. Men så når lyden af noget levende ham – kanariefuglen, der hopper rundt i sit bur. Han vælger livet frem for døden, og „i Tanken smed han alle Farver og Linjer fra sig“. Interessant nok er novellen sandsynligvis skrevet nogenlunde samtidig med, at Kristensen skabte sin fribytteræstetik. I så fald var hans forhold til æsteticismen allerede tidligt ambivalent. Det var en position, han både følte sig draget mod og anfægtet af.

Også den roman, der fulgte Livets Arabesk, kan læses som et opgør med æsteticismen. En Anden (1923), som romanen hedder, er et forsøg på at komme på sporet af meningen bag meningsløsheden. Inspiration til bogen hentede Kristensen i sin nyligt overståede Kina-rejse, i psykoanalysen – og i sit eget liv. Hovedpersonen Valdemar Rasmussen lever i Shanghai som toldbetjent. Han bilder sig ind, at han er blevet en anden, end han var i barndommens fattige københavnske sidegade, men da han gribes af en følelse af tomhed og begynder at give sin fortid form på nogle lapper papir, går det op for ham, at han altid har været styret af de samme mønstre.

Som barn nærede han dybt ambivalente følelser over for sin mor. Han kunne ikke forlige sig med, at hun havde et forhold til den snuskede – og i drengens øjne frastødende – cigarhandler Samuelsen. Til denne konflikt med dens ødipale overtoner føjer sig en social: den lille Valdemar føler sig korporligt truet af gadens andre børn, rå proletarer til hobe. Som kompensation giver han sig til at spille roller, der skal tjene til at gøre ham usårlig. Han identificerer sig med selveste Jesus, siden prøver han at overbevise sig selv om, at han kan overtrumfe de andre ved at være listig og lumsk. Ingen af disse overlevelsesstrategier fritager ham for ydmygelser, men det skelsættende traume bliver dog oplevelsen af moderens svigt, da hun forsøger at drukne sig og vil tage drengen med i døden. Gennem erindringsarbejdet går det op for Valdemar, at han ikke er blevet en anden. Han har altid spillet roller og været drevet af de samme ubevidste impulser, ikke mindst i forholdet til kvinderne. Barndommens undvigemanøvrer blev fragtet med over i voksentilværelsen. Omsider kan Valdemar gøre status: „Og inden i ham laa dette uforstaaelige jeg, som ved at flygte fra sig selv blot fulgte sin egen Lov.“ Her ligger meningen, ikke i en altomfattende lovmæssighed, for det kosmos, der omgiver os, er tomt, goldt, udeltagende – men i den personlige lov.

Den første romans farveorgier er her neddæmpet, og de slyngede arabesker afløst af et mere overskueligt, men stadig dristigt kompositionsprincip. Hvert af romanens første 15 kapitler følger en bestemt struktur. Vi hører først kort om Valdemars aktuelle tilværelse i Kina, gengivet i tredje person, dernæst (udførligere) om barndomsoplevelserne i København, der fremlægges i jegform. Kompositionen fremhæver spillet mellem før og nu og dermed også romanens karakter af selvterapeutisk projekt. Den er et af de tidligste danske eksempler på en roman, der både stofligt og kompositorisk er inspireret af psykoanalysen.

Også rejsebogen En Kavaler i Spanien (1926) handler om et møde med det fremmede, der eksponerer den rejsendes egen identitetskrise. Det sydende og flimrende liv, han møder i Spanien, genfinder han som erotiske og selvdestruktive impulser i sig selv. Overvældet af det ydre og indre sansebombardement trækker han sig tilbage i „kavalerens“ distante betragterholdning, men selve trangen til at undvige fortæller ham i glimt, hvem han er.