I 1967 skrev den franske sprogfilosof Jacques Derrida i Om grammatologi (da. 1970):

„Den videnskabelige tanke er i virkeligheden hæmmet af at skulle færdes i typografiens gåsegang. Og det er ganske sikkert, at hvis man kunne finde en repræsentationsform, således at stof fra forskellige kapitler af en bog fremtrådte på én gang under alle synsvinkler, ville forfattere og brugere betragte det som en betydelig fordel.“

Man kunne sige det samme om den poetiske tanke, og man kan pege på, at der netop blev gjort alvorlige forsøg på at bryde „typografiens gåsegang“ i 1960'ernes eksperimenterende digtning. Både Svend Åge Madsens Tilføjelser, Inger Christensens Azorno og det er tydelige eksempler. Men også Hans-Jørgen Nielsen går radikalt til værks med sin roman Den mand der kalder sig Alvard (1970), ligesom Per Kirkebys tekstlandskab 2,15 (1967), Vagn Lundbyes teksthybrid Nico (1969) og Johannes L. Madsens flersporede roman For en person med verbale pupiller (1970) udfordrer læseren, idet de sætter alle vante genreforstillinger på spil.

De flimrende, decentrerede „fiktionsstykker“, som Nielsen kalder sin „roman“, afsætter i læseren „den lette paranoia og fornemmelsen af, at de har noget for og har rottet sig sammen og er rejst til et billede og en logik han ikke kan trænge ind i og være med i.“ Det konstaterer Hans-Jørgen Nielsen i af de mange metarefleksioner, der findes i Den mand der kalder sig Alvard. Den er da også svær, ja næsten umulig at læse, hvis man kommer til værket med en forestilling om handling og almindelige personkarakteristikker. Enhver anledning hertil saboteres af abrupt skiftende synsvinkler og fortællere og emnemæssige sporskifter.

Man kan se den flersporede roman om Alvard som en parallel til den teknologiske udvikling. I slutningen af 1960'erne blev spolebåndoptageren hver mands eje. Fire spor havde man at optage på – og endnu flere, hvis man havde det store udstyr – og man kunne frit kombinere sporene, så man kunne spille flere samtidigt eller skifte mellem dem. Alvard er et produkt af en sådan teknik. Hvert andet øjeblik skiftes der mellem sporene, så man får Alvard i vidt forskellige sammenhænge: hospitalsmiljø, pornografisk univers, FN-bygningen osv., og snart kører to spor uopløseligt sammen og danner en ny „stemme“. Der klippes konstant i tekstsporene af „produceren“, der med sin fragmentering af skriften anstrenger læserens koncentration, så den til sidst adspredt og „bevidstløst“ lader sig flyde med i den „store biopsykiske cinemascope-forestilling, hvor jeg kalder mig Alvard“. Eller også forlader man frustreret bogen.

Den mand der kalder sig Alvard danner da et surrealistisk univers, som synes helt uden for det logisk tænkende jegs domæne, og som er præget af „bevidsthedens desorientering“. Men samtidig er romanen hyper-selvbevidst og kommenterer sine egne temaer og sin eventuelle virkning på læseren. Alle disse kommentarer gør, at alt bliver sagt. Der er derfor ikke nogen gåder i romanen, der er en „udvikling af ren udvendighed“. Alt er på overfladen, og værket appellerer ikke til læserens fascination af det dybe og anelsesfulde, endsige til hans lyst til en fremadskridende handling. For så vidt er romanen nem at forstå, men svær at læse. Appellerer den ikke til læserens normale reaktionsmønstre og fascinationer, så gør den i det mindste krav på interesse på grund af sin konsekvente litterære revolte, der trækker på William S. Burroughs' cut-up-teknik i fx Nova-ekspres (1964, da. 1967), og som sprogfilosofisk er på linje med Derrida.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Romanens opløsning - Hans-Jørgen Nielsens Den mand der kalder sig Alvard.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig