Romantikken - epokalt set

Når Brandes på én gang kan gøre det af med romantikken og i en vis forstand videreføre den, hænger det sammen med ordets flertydighed, også i en litteratur- og idéhistorisk sammenhæng. Ordet kan her dels betegne en stil – romantik i modsætning til fx klassicisme eller realisme, dels en periode – romantik i modsætning til førromantik eller naturalisme, og endelig et epokalt brud – romantik i modsætning til oplysning. Om romantikken i sidstnævnte forstand skriver den ungarske kunstsociolog Arnold Hauser: „Romantikken var ikke blot af afgørende betydning, den var også klar over sin egen betydning. Den repræsenterede et af de vigtigste vendepunkter i den vesterlandske kulturs historie, og den var sig sin historiske rolle fuldkommen bevidst.“ I den henseende kan romantikken minde om renæssancen, der betegner et lignende vendepunkt og i ikke mindre grad var klar over sin egen betydning og historiske rolle.

Eftersom oplysningen i vidt omfang er en videreførelse og modernisering af ideer, der har deres oprindelse i renæssancen, kan romantikken siges at betegne et brud med en ca. 300-årig udvikling. I eftertiden er bruddet blevet stående som et modsætningsforhold mellem oplysning og romantik, et modsætningsforhold, der som bekendt stadig er uhyre virksomt. Det skyldes, at både oplysning og romantik – begge sekulære og begge borgerlige bevægelser – er udtryk for det moderne, men på hver sin måde: oplysningen i kraft af sin rationelle tilgang og sine ideer om civilisation, menneskerettigheder, tolerance, humanitet og individets frihed, romantikken i kraft af sin historiske tilgang, sit udviklings- og dannelsesbegreb, sit natur- og kærlighedsbegreb, sin psykologi om det ubevidste og sine ideer om et folkeligt og nationalt fællesskab. Ingen af disse tilgange eller ideer udelukker på forhånd hinanden, men forholder sig komplementært – som to sider af det nye borgerlige menneskes virkelighed og dermed med et indbygget konfliktpotentiale. Heri ligger tillige, at bruddet er relativt, ikke definitivt, for ligesom romantikkens ideer overlever den periode, den i Danmark udfolder sig i, perioden 1800-1870, gælder det samme om oplysningstidens.

Som epokal bevægelse får romantikken sin varige betydning for tænkningen og bevidsthedsdannelsen i almindelighed. Meget kort beror denne betydning på, at en statisk natur-, menneske-, kultur- og samfundsopfattelse erstattes af en dynamisk. Alt, helt ned til de geologiske formationer, får historisk og evolutionistisk karakter. Den epokale betydning heraf kan næppe overvurderes. Fx ville hverken Marx' historiefilosofi, Darwins evolutionsteori eller Freuds psykoanalyse have været mulige uden romantikkens omstilling af tanken.

Bag den dynamiske betragtningsmåde ligger ikke ny videnskabelig indsigt, men et nyt syn på natur og historie, udviklet i sammenhæng med romantikkens begreb om ånd, kodeordet til 1800-tallet, som fornuft er det til 1700-tallet. Ofte bruger romantikken dog begrebet fornuft i samme betydning som ånd, hvad der igen antyder det relative i bruddet med 1700-tallet. En vigtig forudsætning for romantikken er netop 1700-tallets etablering af fornuften som en autonom instans i mennesket. Også for romantikerne er det i menneskets bevidsthed, og kun her, at verden lader sig erkende.

Men samtidig foretager romantikken med udgangspunkt i åndsbegrebet en radikal ombrydning af det hidtidige verdensbillede. Fra at være underkastet uforanderlige mekaniske love forstås verden nu som en sammenhængende dynamisk helhed i stadig udvikling, styret af åndelige kræfter og love. Der etableres herved en ny metafysik, en ny transcendens, utilgængelig for den, der alene tilskriver mennesket fornuft og ser verden som en atomiseret ansamling af registrerbare fakta. Ombrydningen indebærer dermed også en grundlæggende nyorientering i de forskellige erkendelsesdiscipliner og en forandring i deres indbyrdes forhold og rangorden, hvor teologien nu endegyldigt må vinke farvel til sin tidligere førerstilling som overordnet fortolkning af verden. Havde videnskaben og teologien hidtil så at sige delt verden mellem sig, sådan at videnskaben frit kunne udforske de naturlove, som Gud ved skabelsen havde indstiftet, så er situationen nu fuldstændig ændret, i og med at romantikkens nye syn gør krav på at omfatte universet som helhed. Selv om religionen får en fornyet, ja forstærket rolle at spille inden for den nye konceptions rammer, idet romantikkens åndsbegreb tydeligvis er af religiøs art, skabes i stedet en alliance mellem filosofi og kunst, hvor kunsten som åndsmagt i vidt omfang træder i religionens sted. Med den tyske filosofi- og litteraturhistoriker Rüdiger Safranskis formulering er romantikken „en fortsættelse af religionen med æstetiske midler“. Deraf kunstens centrale position, ikke blot fra og med romantikken, men også ud over romantikken som periode. Arnestedet for hele denne nyorientering er den tyske romantiske filosofi.