Skolekomedien - opdragelsens scene

Skolekomedien er som navnet antyder knyttet til latinskolen – og universitetet. Dens forfattere er som oftest skolens rektor og de optrædende dens disciple og eventuelt også underlærere. Dens sigte er opdragende i to henseender: Disciplene har her kunnet praktisere eloqventia, veltalenhed. Og sammen med deres publikum er de i tilgift blevet belært om nødvendigheden af at føre et gudfrygtigt levned.

Skolekomedien har sin oprindelse i mødet mellem den middelalderlige dramatradition og den protestantiske humanisme med dens interesse for den antikke tradition. To af genrens danske grundlæggere, teologerne Peder Jensen Hegelund og Hieronimus Justesen Ranch, tilbragte en del af deres studietid i Reformationens åndelige centrum Wittenberg. Luther og Melanchthon interesserede sig begge for dramatikken som led i den pædagogiske formidling, og Hegelund og Ranch har i deres Wittenbergtid stiftet bekendtskab med ikke blot de klassiske forfattere (især de romerske komedieforfattere Plautus og Terents), men også med nylatinske og tyske skolekomedier fra 1500-tallet. Af det danske repertoire fra Hegelunds rektortid i Ribe kan vi se, at der også her har været opført komedier både på latin og på dansk i Koldingborgmesteren Søren Kjærs (d. 1582) oversættelse. Man har spillet Terents' Andria (166 f.Kr.), formentlig på latin, og der er også blevet spillet nylatinsk dramatik på originalsproget, men hovedparten af stykkerne er oversættelser af nylatinske dramaer som Guilielmus Gnapheus' Acolastus (1529) om den fortabte søn og Rudolf Gualthers gammeltestamentlige Nabals komedie (1549). Det er ud af dette frugtbare dramatiske miljø, at den danske skolekomedie vokser i sidste tredjedel af 1500-tallet.

Der har været fest i byen, når der skulle spilles komedie. Som oftest har opførelserne fundet sted i forsommeren, og der er gerne blevet spillet flere dage i træk. Scenen er blevet sat op på byens torv, evt. i rådhushallen, og det har været et omfattende arrangement. Flere af stykkerne har været opført på den middelalderlige simultanscene, hvor publikum har kunnet se alle de lokaliteter, der indgik i handlingen, samtidig på scenen. Undertiden har de enkelte lokaliteter været placeret ved siden af hinanden på en lang scene, undertiden har de været placeret forskellige steder rundt langs torvets omkreds, således at man har kunnet følge skuespillernes „rejse“ fra det ene sted til det andet. Ranchs Karrig Niding betjener sig af den enklere Terentsscene, en simpel tribune, hvis bagvæg er beklædt med tæpper, som markerer indgangen til personernes huse. Ud af disse to grundformer vokser den såkaldte blandings-scene, som vi skal møde i Hegelunds Susanna.

Ud fra stykkernes gentagne appeller til publikum om at være stille og forholde sig roligt under opførelsen kan vi slutte os til, at det har været et meget blandet publikum, der kom til disse forestillinger. Høj som lav har gået på komedie. To af de danske skolekomedier er ved enkelte opførelser knyttet til kongehuset, specielt Frederik 2. var en teaterglad konge, der gerne så komedie på sine rejser rundt i landet. Men ellers har det været byens og oplandets folk – akademikere, borgere og bønder – der har siddet eller stået på torvet, når der har været komedie.