Skolelærerlitteraturen

I den første generation af skolelærerforfattere, der debuterede i 1860'erne, var C.A. Thyregod (1822-98), Knud Skytte (1830-1901) og Anton Nielsen (1827-97) de mest læste, mens de betydeligste forfattere i næste generation var Leopold Budde (1836-1902), Emanuel Henningsen (1844-86), Jens Skytte (1845-1925) og Ingvor Bondesen (1844-1911).

Hovedskikkelsen var Zakarias Nielsen (1844-1922), hvis forfatterskab blev det største og det mest udbredte. Hovedværket Maagen (1889) kom i 12. oplag i 1922 med et samlet salg på nær ved 100.000 eksemplarer. Ved siden af mange fortællinger og romaner skrev han populære dilettantkomedier, redigerede en række blade, herunder den meget læste Wisbechs Almanak, og bogserier som „Børnenes Bibliotek“ og „Folkets Bibliotek“. Han debuterede i 1872 vejledt af H.V. Kaalund og Chr. Richardt med samlingen Sange og Smaadigte, som efterfulgtes af et par novellesamlinger, men først romanen Nye Tider (1881) gav ham et folkeligt gennembrud.

Romanen handler om de brydninger, som de nye tider efter enevældens fald skaber i det lille afsondrede landsbysamfund på Sjælland. Det har i en menneskealder været domineret af skolelæreren og kirkesangeren Lystrup, der med stram disciplin har oplært børnene til respekt for „Lov og Vedtægt og god Sædelære“, og som dagligt kaster et blik på det portræt af Frederik 6., der hænger over sofaen. Han udfordres af den unge gårdmandssøn Knud, der i soldatertiden og på højskolen møder repræsentanter for de nye grundtvigianske ideer og kommer hjem fuld af planer om at „sprænge den kinesiske Mur“ om byen og „aabne Vej for Livsrørelserne ude fra det øvrige Land“. Knud opretter skytte- og sangforeninger, arrangerer politiske møder og foredrag med diskussion af „landøkonomiske Emner“ og litterær oplæsning, sætter sin nyindkøbte gård i stand med en ny plan for „Skifte-Inddeling af Lodden og en forbedret Driftsmaade“ og hjælper naboer i nød.

Enevældens og den ny tids mand står stejlt over for hinanden. De forsones dels af den nye grundtvigianske præst, som Knud har fået ansat, men som formaner ham om at lægge den revolutionære trods og vrede bort og i stedet „arbejde for Sandheden i Kærlighed“, dels af Knuds kærlighed til Lystrups datter Emma. Hun var først for stolt til at indrømme sin kærlighed, da hendes baggrund har givet hende et kulturelt overtag, men bøjer sig for hans energi og projekter. Knud ønsker imidlertid at få hende af faderens hånd som sejrens pris: „Tvunget af Forholdenes Magtbud skulde den gamle, raadvild og famlende, komme til at udlevere sin Datter, som en slagen Fjende udleverer sin sidste Fæstning til Sejrherren“. For endeligt at knække Lystrup vil Knud oprette en friskole, der kan tage hans elever fra ham, men forinden får Lystrup et slagtilfælde og dør. Den gamle tid falder ikke for en revolutionær bevægelse, men går under med udviklingen. Ved bogens slutning er landsbysamfundet fuldt moderniseret med et rigt forenings- og næringsliv, mens det traditionelle familieliv og dets kønsroller med Emmas overgivelse er uforandret.

Romanen skildrer et fyldigt udsnit af landsbysamfundets beboere, som alle karakteriseres gennem deres særlige sprogbrug og beskriver typiske scenerier under folkemøder og selskabelighed, hvor politiske og personlige konflikter udfoldes. Fortælleren afholder sig dog ikke fra et par steder at indskyde forklarende bemærkninger, og historien er indskrevet i et naturromantisk sceneri, hvor årstidernes skiften og naturens kræfter belyser personernes stemninger og handlinger. De nye tiders komme akkompagneres af et voldsomt tøbrud, som knuser byens gamle sluse.

I Maagen er handlingen flyttet til København, hvor den kvindelige hovedperson kommer i kontakt med radikale og socialistiske kredse, men handlingen samler sig i højere grad om hendes sjælelige kriser.

Skolelærerlitteraturen udviklede sig i 1880'ernes slutning til en hjemstavnslitteratur, der i stedet for den tidligere fremskridtsoptimisme vendte blikket bagud mod slægtens rod og indad mod personlighedens kerne.