Sorgmunter kollektivitet - Dea Trier Mørch

Dea Trier Mørch (1941-2001) var uddannet som grafiker og medlem af kunstnerkollektivet Røde Mor, der forenede rockmusik, teater og billedkunst i agitpropformer. Hun debuterede i 1968 med Sorgmunter socialisme, en skildring af mødet med Sovjetunionen. Målt i forhold til det hjemlige klassesamfund var det sovjetiske system at foretrække, mente hun, selv om forbehold også anføres. Det var imidlertid romanen Vinterbørn (1976) om livet på en svangregang på Rigshospitalet, der gav Dea Trier Mørch det store publikumsgennembrud. Dansk films grand old lady, Astrid Henning-Jensen, filmatiserede bogen to år efter udgivelsen. Den kollektive fortælling har en bemærkelsesværdig optimisme – på trods af kvindernes problemfyldte graviditeter og det faktum, at klassesamfundet begrænser kvindernes livsmuligheder. Det håbefulde forankres dels i det kvindefællesskab, som de gravide kvinder danner på Rigshospitalet, dels i personalets evne til at forene teknisk kompetence med et almenmenneskeligt sindelag. Rigshospitalet fremstår som et paradis midt i en verden af ufred og ulighed. Når mændene kommer på besøg, bliver alle klar over, hvordan det forholder sig ude i virkeligheden. Kvindernes ivrige læsning af sladderblade, ugeblade og aviser bringer både storpolitik (herunder ikke mindst Vietnamkrigen) og nationale politiske skel ind i sygestuens varme. Lidt klassekamp skader ikke, som en af heltinderne tænker.

Også hospitalet har sit hierarki. Denne avancerede, til dels lukkede institution fungerer som et billede på det omgivende samfund, men livet inde bag de beskyttende ruder er for patienterne båret af en løfterig kollektivitet, som romanen beretter om på næsten dokumentarisk vis. Alle har deres at se til, men alle tager hensyn til de andre. Kvinderne deler erfaringer, åbner sig for hinanden, og personalet udmærker sig her ved at være hjælpsomheden selv. Sandheden bliver kollektiv, som bogens didaktiske fortæller gør opmærksom på: „Sandheden om den enkelte har kun en mening, såfremt den kan sættes i relation til sandheden om os alle – det vil sige – såfremt den kan bruges som værktøj til en ændring af forholdene.“ Ikke tilfældigt er en af de gennemgående heroiske kvinder jordemoder. Hvad de enkelte kvinder med vidt forskellige baggrunde ikke kan overskue, det kan denne håndværker og fødselshjælper, som tilmed også er en stærkt medvirkende årsag til, at det lykkes for kvinderne at sætte ord på deres på en gang dybt personlige og kollektive, universelle oplevelse af at sætte et barn i verden.

Bente Clod er på niveau med sin hovedfigur, Jette Drewsen er inderligt solidarisk med sin, men har en vis distance og registrerer fotografisk kvindens skæbnemønster. Herdis Møllehave anskuer Le som en case, og i forordet er der en didaktisk hensigtserklæring, mens Dea Trier Mørch genindfører et olympisk vue, en fortællende bevidsthed, der momentvis overskuer verden og Rigshospitalet. Denne stemme udlægger bogens politiske ideer, men fortælleren tillader sig også at være personligt involveret i historien for at tydeliggøre det kollektive anliggende.

I nogle af sine senere fortællinger vender Dea Trier Mørch tilbage til figurer fra Vinterbørn. I Morgengaven (1984) følger vi billedkunstneren Signe og hendes videre karriere og ægteskabsforløb. Hvor Signe og de andre kvinder kan få verden til at hænge sammen, mens de er i hospitalets parentetiske verden, kniber det anderledes i den gængse hverdagstilværelse. Det gælder også Den indre by (1980), der skildrer, hvordan et familieliv tager form efter at et nyt opmærksomhedskrævende og suverænt menneske er kommet til.