Splittet mellem to kvindetyper - halvfemserromanerne

Sophus Claussen blev født i Helletofte på Langeland, men flyttede i 1879 med familien til Falster, hvor hans far, Rasmus Claussen, i 1873 grundlagde Lolland-Falsters Folketidende. Året inden var Rasmus Claussen blevet valgt til Folketinget for Venstre, og de følgende år udbyggede han såvel sin politiske som sin bladpolitiske karriere ved at købe adskillige lokalaviser op for dermed at kunne styrke opinionen mod Estrups provisorie-regimente. I 1881 flyttede familien til Frederiksberg, hvor Sophus Claussen tog studentereksamen i 1884 for herefter at give den som elegant jurastuderende dandy i København „svippende med Spaserestokken i den fint behandskede Haand“, som tårnbroderen Johannes Jørgensen skriver i Mit Livs Legende. Men efter at have taget filosofikum kvittede Claussen jurastudiet, gik ind i sin fars bladimperium og blev uddannet journalist med mesterlære på Horsens Folkeblad i 1886. Det er her, han møder og forlover sig med Anna Christensen, som han kort efter bryder med for efter ti år at genoptage forbindelsen og gifte sig med i 1896, da billedet af hende havde brændt alle andre ud.

Ud over regulær reportage- og nyhedsjournalistik arbejdede Claussen med satiriske, systemkritiske kommentarer, essayistik og kritik inden for teater, litteratur og kunst ved diverse provinsaviser og fra 1890'erne ved de radikale, brandesianske hovedstadsorganer Kjøbenhavns Børs-Tidende og Politiken. Sin journalistik opfattede han på lige fod med sin digtning som en slags forskrivelse, der imidlertid, modsat digtningen, kun kunne føre ad helvede til. Men lidenskaben og kærligheden var den samme i digtningen som i journalistikken, hvor han gjor-de sig den „samme Umage med Udformningen af en Artikel som med Udformningen af et Digt“. Udvalg af hans journalistik og kritik fra 1883 til 1931 findes i samlingen Det aandelige Overskud (1971), der viser ham som en skarpsindig, polemisk journalist med et betydeligt ironisk overskud. Værket er drevet i lige så høj grad af lyst som af nødvendighed; Claussen var – takket være faderens bladimperium, som han arvede – formuende og måtte ikke som tårnbrødrene Stuckenberg og Jørgensen gå tiggergang på linjebetaling på forlag og avisredaktioner livet igennem.

Mesterlæren på Horsens Folkeblad 1886 og en redaktørtid på Nyborg Dagblad i 1887 danner virkelighedsbaggrund for Claussens to første romaner, Unge Bander. Fortælling fra en Købstad (1894, 2. udvidede udgave med brevsuiten Højsang, 1912) og Kitty. Lyrisk Fortælling (1895), som Claussen selv mente rummede toute ma jeunesse – hele min ungdom. Genremæssigt er de begge eksempler på det nybrud i romanformen, som Claussen står for i 1890'erne. Med betydeligt overskud skaber han en slags prosalyriske montager, hvor dramatisk dialog, indforskrevne digte, vittigt lyrisk legende og stadigt ynglende ordspil og stemningsskabende passager bryder det traditionelle episke mønster op. Læseren følger ikke alene en handling i tid, men ser også ind i et rum, der symbolsk og mytologisk spejler og anelsesfuldt vidner om fortællingernes egen tilblivelse og dermed den unge hovedpersons forvandling fra lidenskabelig elsker til drømmer og fantasimenneske.

Begge romaner følger et mønster, der er karakteristisk for Claussens forfatterskab i de første tiår og for halvfemsernes dekadente tematik generelt. Således er helten – henholdsvis en journalist og en kunsthistoriker – i begge romaner splittet mellem to kvindetyper: den erotisk fristende og forførende, der indvier den utålmodige helt i den kødelige, nydelsessyge kærlighed, og den svalt distancerede og uudgrundelige, der stimulerer hans fantasi. Den første, nedværdigede, tilfredsstiller helten sin lyst med, men han lukker hende aldrig for alvor ind i sin formende livsverden. Den sidste, ophøjede, erobrer han gradvist i kraft af sine nyvundne erotiske erfaringer – for dog straks at bryde forbindelsen, så tilegnelsen bliver en anden og dybere, bundet til erindringen om forelskelsens og forventningens forjættende syner. Heltens indre synes at rumme langt rigere og sødere billeder, når den udkårne forvandles til hans sjæls veninde, end når hun er konkret til stede i tiden som et menneske, der kræver hele hans opmærksomhed. Det er karakteristisk, at Unge Bander i lighed med Claussens berømte digt „Rejseminder“, optrykt i Pilefløjter (1899), slutter med en afsked på en banegård, hvor helten har togets rude mellem sig og sit hjertes udkårne. Der er et skel imellem dem, der fordrer afsked som mellem en munk og en nonne, som det hedder i romanens epilog af breve. Helten er i sine længslers sluttede klostercelle, mens den elskede forsvinder bag kulrøgen og efterlades med tegn på det ungdommens nødvendige brud, som Skanderborg station bliver sindbillede på i „Rejseminder“.

I Unge Bander hedder det om helten, at han må bære sin største og stolteste drøm hel ud af den provinsby, hvori den har været ved at gå under, for han havde jo dog ikke boet der „for at bortslænge sig selv og sin Tid, men for at oplede et Liv, hvormed hans Hjærte var fortroligt – som en Musling, der forsøger at danne sin Perle“. Det liv, helten og hans alter ego Claussen skal oplede og med hjertets renhed gøre til ét, ligger således uden for romanens provinsielle, ungdommelige ramme og har en langsom, tålmodig vækst som forudsætning. En vækst, der er at ligne med perlens i muslingen, der får lagt lag på lag af køligt (d)ulmen-de lidenskab over den inderste smertelige anfægtelse. Billedet gentager Claussen i digtet „Søstad“, optrykt i Danske Vers (1912), hvor den sølvgrå perle i hans hjertes musling er fremelsket i kraft af den digteriske muse. Hvis sorgen skal slukkes og perlen findes, skal han have musen udenfor med ind i sig, så hun ikke efterlades på perronen, men rejser med i ham som sjæl i sjæl.

Den rejse fra det ydre til det indre finder sted i de to rejseromaner Antonius i Paris (1896) og Valfart (1896), der er Claussens væsentligste prosaværker og resultatet af hans dannelsesrejse 1893-94 til Frankrig og Italien. I romanerne blander forfatteren dristigt autentiske journalistiske rejseskildringer, litterære reportager, små fiktive fortællinger og en række digte til to radikale, nybrydende montageværker, der på den ene side ejer den løsagtige charme, der kendetegner tidens impressionistiske rejseskildringer af eksempelvis Robert Watt, Herman Bang og Henrik Cavling, og på den anden side former sig som symbolistiske udviklingsromaner med hovedpersonerne Antonius og Silvio som de bærende skikkelser. Den dobbelthed af fald og frelse, naivitet og verdenserfaring, der blev inkarneret i kvindebillederne i Unge Bander og Kitty, er her skilt ud i hver af de to romaner.

I Antonius i Paris udsættes den naive litterære rejsende for metropolens fristelser. Romanen er viet til natten, hvor Antonius hænger ud med dekadence-ikonet Paul Verlaine, hvis vagabonderende, hjemløse boheme-figur bliver et ideal for ham. Han møder Stéphane Mallarmé og byens øvrige litterære parnas på natcaféerne og synes på vej til at forsvinde ind i et baudelairesk mørke af depraveret skønhed. Men dybest set søger Antonius – helt i romantikeren Shelleys og tårnkredsens metafysiske ånd – „Kvinder som malede Kirkeruder“ frem for „Sengetæger“. „Ondskab gør træt“ som det hedder i hyldestdigtet til Paul Verlaine. Så i den afsluttende fortælling „Antonius og Ladislas“ afviser han en djævlepagt, der kan forløse hans erotiske længsler. Som den kristne helgen Antonius modstår han fristelsen og den farlige erotiske ubestandighed til fordel for en kunstnerisk varighed og renfærdighed.

I Valfarts pilgrimsfærd bevæger hovedpersonen sig fra metropolens mørke og op i lyset og dermed ind i den passionerede kunstneriske renfærdighed, der lægges op til i Antonius i Paris. Den unge ingeniør og violinist Silvio gennemlyses af Italiens varme sol og musens lutrende forsyn. Bruddet og afskeden, der er kendemærker i forfatterskabets lutring og selvstændiggørelse af Eros, effektueres med rejsen til Italien, hvor han kvitter sine sværmeriske livsløgne i skikkelse af den uopnåeligt skønne Célimène til fordel for den livsglade og ligefremme Clara, der med sin uselviske kærlighed sætter ham fri til at erobre sig selv og sit poetiske talent. I digtet „Ekbátana“ frasiger jeget sig begærets utålmodighed og sanselige opfyldelse til fordel for drømmen om det:

Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,al Livets Vellyst – hvad var den da?Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømtved en kongelig Fest i Ekbátana.Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømten dybere Lykke, end nogen har tømt.Lad Syndflodens Vande mig bære herfra– jeg har levet en Dag i Ekbátana.

Det bliver fremover alene erindringen om den sanselige hengivelses lystne illusionsverden, der driver digteren frem som inspirationens motor, ikke den konkrete tilfredsstillelse af begæret. Silvio vil som ingeniør til at bygge broer, der i romanens slutning sindbilledligt udlægges som broer mellem menneske og natur, jord og himmel, mellem sanseligt begær og lutret, skabende og skønhedsgivende Eros. Silvio identificerer sig med Homers helt Odysseus, der modstår alle fristelser og omsider kommer hjem i kraft af sin snilde, sin stolthed og sin vilje. Med hellenistisk etos konstaterer Silvio, at „den heroiske Tid er oprunden“, helten er som nyfødt, udfriet af det sene 1800-tals tvivl, nerveliv og spleen, genfødt til en heroisk tid og en heroisk bevidsthed i 1900-tallet. Han er blevet et helt menneske med en „Vilje villig til alt stort“. Hans heroisme er identisk med selvopofrelse, hvor poesien bliver livets mål og mening.

Sophus Claussens billedkunstneriske interesse fortætter sig med visuel prægnans og poetologisk betydning i begge rejsebøger. I Antonius i Paris spejler digteren sit jeg i billedhuggeren Auguste Ottins Medici-fontæne fra Luxembourghaven (1866), der pryder romanens frontispice. Skulpturgruppen forestiller en kyklop, der aflurer et ungt elskende par. Den enøjede er ikke deltager i akten, men skyder sig ud af den, så at sige, monstrøst hvælvet over dens nøgne skønhed med sit dissekerende blik. I Valfart i digtet „Rom“ overlejres musens billede af Madonnas i form af Michelangelos pietà-skulptur i Peterskirken (1499), som et varsel om Claras komme. Med hendes moderlige væsen i sig og om sig kan digteren blive en lige så stor brobygger mellem jord og himmel som selveste paven i Rom!