Stavelser eller tryk

I vore dage vil mange voksne danskere uden alt for store anstrengelser kunne skrive en lejlighedssang til en kendt melodi. Vi har alle sammen prøvet at synge med på onkel Oles konfirmationssang til lille Anette. Indimellem må vi trække lidt på en stavelse eller afsnuppe en endelse for at få tekst og melodi til at passe sammen. Som regel lykkes det dog, og vi smiler lettet til hinanden og går videre med næste vers. Men hverken lettelsen eller bevidstheden om, at sangen måske alligevel ikke var helt efter reglerne for versefødder, har alle dage været en selvfølge. Vejen til dén form for digtning – eller rimerier – efter regelmæssige mønstre er lang og vanskelig. Og de danske digtere og teoretikere går den i løbet af 1500- og 1600-tallet.

Gennem hele middelalderen havde digtere og sangere på dansk kunnet konstruere deres vers på en ganske fri måde, idet det kun var de trykstærke stavelser, der talte. Det gælder for folkevisen, og det gælder for knittelverset: der er fri udfyldning af tryksvage stavelser. Dertil kom enderim, enten parvise, krydsrimede – eller, men sjældent – mere komplicerede. Rimkrøniker, dramaer og belærende digte fulgte disse enkle regler.

Anderledes var det med digtningen på latin. For den forelå en række forskellige versemål – mange af dem nedarvede fra antikken – og her skulle digterne afstemme brugen af lange og korte stavelser til de enkelte versemål. Den eneste frihed lå i, at én lang stavelse ofte kunne erstattes af to korte. Derudover var der sjældent rimtvang; tværtimod blev enderim i de fleste digtformer anset for at være vulgære.

I løbet af 1500-tallet begyndte professionelle sprogbrugere ud over det ganske Europa at se på, hvordan en transformation af digtformer fra latin til folkesproget – eller modersmålet – kunne udføres i praksis. Og i Danmark fulgte man trop. I Tyskland blev de tyske digteres „bibel“ Buch von der deutschen Poeterey (Bog om den tyske digtekunst), som udkom i Breslau 1624. Heri skrev digteren Martin Opitz afsnit om grammatik, om sprogrigtighed, om metrik, og først og fremmest om vigtigheden af og mulighederne for at udtrykke sig digterisk på tysk. Fra et metrisk synspunkt er det vigtigste, at Opitz fastslog, at det på tysk måtte være accent- eller trykprincippet, udtrykt ved begreberne „høje“ og „lave“ stavelser, der var grundlaget i digtning efter faste rytmiske skemaer. Det var ikke – som hos grækerne og latinerne – stavelsernes størrelse (eller længde), der var det afgørende, men forskellen mellem trykstærke og tryksvage.

Bogen fik stor betydning for hele det tysktalende område; og for stort set alle senere tyske digtere og teoretikere var Opitz det store forbillede, som de roste og citerede i én uendelighed. Ved flere fyrstehoffer blev der oprettet selskaber til forherligelse af poesien og det tyske sprog, fx Det frugtbringende Selskab, også kaldet Palmeordenen (1617), der talte så fremtrædende medlemmer som Martin Opitz, Johann Rist og Georg Philipp Harsdörffer, eller Der löbliche Hirten- und Blumenorden an der Pegnitz (den prisværdige hyrde- og blomsterorden fra Pegnitz), stiftet 1644. I Danmark efterlyste både digtere og mæcener en dansk pendant, dog uden resultat.

De tidligst kendte danske overvejelser over, hvordan man kan overføre de klassiske, stavelsestællende principper til dansk, træffer man i den Grønlandskrønike, Relation [beretning] Om Grønland \u0026amp; Enn Lystig Disceptaz [drøftelse], som den adelige kancellisekretær Jens Bielke (1580-1659) skrev i 1606. Efter fortalen gør Bielke omhyggeligt rede for, hvordan han tæller stavelser og dermed opbygger sine vers. Hans system går ud på, at hvis rimparrene ender på enstavelsesord, skal hver verslinie bestå af 16 stavelser, mens verspar endende på flerstavelsesord skal bestå af 18 stavelser. Den fuldstændige ligegyldighed over for ordenes naturlige tryk understreges af, at Bielke forbeholder sig ret til at rime enstavelsesord på tostavelses ditto.

Heroverfor mente professoren i dialektik, Hans Stephanius (d. 1627), i et brev fra 1606 til Bielke, der er overleveret i Stephanius' brevkopi-bog, at accenten, dvs. trykket, må være det, der ligger til grund for dansk versbygning. I praksis blev det Stephanius, der fik ret; og Bielkes danske rimerier hører ganske fortjent ikke til den meget kendte del af litteraturen, bl. a. fordi de ikke er særlig læservenlige. I forhold til Bielke er det påfaldende, at Stephanius husker at medtænke ordenes sædvanlige udtale og således bemærkelsesværdigt tidligt giver udtryk for den metode, som helt frem til vore dages lejlighedssange skulle blive gældende for versbygning i Nordeuropa. Men da hans teori blev fremsat i et privat brev, fik den ingen betydning for samtidens digtere – og heller ikke for Bielke, der fortsatte efter sit eget hoved.

Bielke nåede dog at få en enkelt markant efterfølger. Samtidig med at en digter som den forhenværende biskop Anders Arrebo i 1630'erne med held fik overført både den senmiddelalderlige alexandriner og det klassiske heksameter til dansk, tumlede den skånske præst Bertel Knudsen Aquilonius (1588-1650) videre med ren stavelsestælling. I 1641 udgav han Ad Poeticam Danicam Deductio (Vejledning til den dan ske digtekunst). Dette teoretiske værk er – som titlen antyder – på latin, men det indeholder derudover en del af Aquilonius' egne danske prøver på digtekunsten, bl.a. et langt digt til Malmøs pris, der også indeholder hans refleksioner over digtekunstens møje. (Aquilonius anvender â for langt å eller langt a):

Vâre det her mig let, Vers at pâfinde met art [finde på med kunst],oc I vort Mâl [sprog] en gang nogen ny Smuched ophente [hente op, fremdrage].Viste oc sâledes Tack at fortiene, forudenSpot (som sig altid dog did vil gierne tilholde [gøre krav på]Som nogit, der er icke gement tilforne [almindeligt tidligere], begyndisOc der met nogen til Nafn oc Ære behielpe.

En moderne læser vil næppe opfatte dette som et eksempel på en udpræget regelmæssig rytme. Moderne knækprosa er der heller ikke tale om. Som det derimod måske kan ses, går Aquilonius her ind for ren stavelsestælling uden hensyn til ordenes naturlige tryk på dansk. Hertil kommer, at ordstillingen ofte virker meget tvungen. Man kan trods alt ikke på dansk – i modsætning til latin – sætte ordene sammen efter forgodtbefindende. For at opnå det rette antal stavelser er han indimellem nødt til at indføje overflødige forstavelser, fx ophente.

Men hans og Bielkes metode førte kun ind i en blindgyde med ikke-naturlige rytmer, som først 1900-tallets digtere igen betrådte – dog ud fra helt andre forudsætninger og formål.