I maj 1888 åbnede Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i en imposant udstillingsbygning, der var rejst til formålet på Københavns gamle halmtorv. Tivoli var også inddraget. Man fejrede 100-året for stavnsbåndets ophævelse, Christian 9.s 25-års regeringsjubilæum og 50-året for oprettelsen af Industriforeningen. Udstillingen skulle vise alt, hvad det moderne industrisamfund kunne præstere fra Burmeister & Wains dampmaskiner til smedejernsarbejder, hospitalsudstyr og kunsthåndværk. Der kom mere end 1.3 mio besøgende, inden den lukkede om efteråret. Bygningerne blev revet ned, og Martin Nyrop, der havde tegnet dem, opførte det nye rådhus på grunden. Den store Tuborgflaske blev flyttet ud på Strandvejen, hvor den stadig står. Prospekt af Karel Ṣědivý til Illustreret Familie-Journal 1888.

.

Bang var ikke kommet let til sin nye stil: „Jeg tilbringer Livet i fortvivlede Kampe med Sproget“, skrev han til Nansen om sit arbejde med „Ved Vejen“. Efter at han i juli 1886 var flyttet til Prag, fordi også det østrigske politi begyndte at interessere sig for ham, skrev han om sit arbejde med Stuk: „En lang Uge har jeg forgæves kæmpet med en smertelig og træt Modfaldenhed. Du kender mig, naar jeg ikke viger fra det Skrivebord, hvor jeg i otte Timer faar skrevet otte Linier. Impressionistisk prikket“. Året efter udkom Stuk, der sammen med „Ved Vejen“ og Tine er hovedværker i forfatterskabet og i 1880'ernes danske litteratur.

Tanken var, at Bernhard Hoff fra Haabløse Slægter skulle overtage hovedrollen i en roman om det moderne københavnerliv, ligesom William Høg havde haft hovedrollen i romanen om provinsdrengens opvækst og møde med storbyen. I stedet forenede han de to i Herluf Berg, der som William kommer forældreløs til København med sine værdier bundet til erindringer fra opvæksten i provinsen, og som Hoff er journalist og forfatter og færdes hjemmevant i byens mondæne miljøer. Modsætningen mellem storbylivets overfladiskhed og provinsens og barndommens nærvær og menneskelighed består som en modsætning både i Berg selv og i romanen som helhed.

Stuk udspiller sig over et par år i begyndelsen af 1880'erne og indeholder et mylder af personer, hvoraf de vigtigste er Bergs omgangskreds samt de mænd, der styrer byens hastige udvikling under en buldrende højkonjunktur, bankdirektør Hein, byggespekulanten Martens og kunsthandleren Konstantin Adolf. Berg er i slutningen af tyverne og har i flere år dyrket sit bekendtskab med Asta Heltz, en datter af det højere borgerskab, men da hun vil fremkalde en afgørelse, begynder han i stedet at tale om sine planer som direktør for det nye Victoriateater, om „alt det, som endelig, endelig skulde fylde hans Liv“. Han mærker, hvordan hans „Forsøg paa at føle Kærlighed“ for Asta har været ham en plage og forstår, at hans engagement i det nye teater og den nye tid er et led i hans ønske om „at komme løs“. Ligesom han fra sin altan har kunnet følge det intense byggeri på de sløjfede voldanlæg, hvor byen nu frit bredte sig ud over sine gamle grænser, drømmer han om at overskride de grænser, som opvæksten har sat om hans personlighed, „vi vokser ikke ud til at blive Fædre“, som vennen Erhard siger.

Allerede Edv. Brandes bemærkede i sin anmeldelse, at romanens egentlige hovedperson er København, der foldes ud som et flimrende og fantastisk detaljeret panorama. Personerne færdes i droscher og sporvogne i byens gader og underholder sig og spiser i Casino og Tivoli. På den anden side er byen selv en kulisse for den egentlige hovedperson, den moderne tids hektiske stemning af fremskridt og foretagsomhed, som skabes af finanskapitalen, underholdningsindustrien og massemedierne i forening. Det er en kollektivroman, hvor hovedfigurerne tilhører de toneangivende kredse i borgerskabets selskabs- og forlystelsesliv, teatrenes premierepublikum, journalisterne og forfatterne, der alle rives med af optimismen, forbrugsmulighederne og investeringsiveren. I stedet for at blive hovedpersoner i deres individuelle livshistorier gør de sig til bipersoner i en udvikling, de hverken kan styre eller overskue.

Bogen har ingen almindelig komposition, noterede Bang til sin forlægger, men „for at bøde herpaa, har den en meget streng Arkitektur“. I stedet for at fortælle Herluf Bergs livshistorie som en udviklingsroman, sammenstillede Bang en mængde københavnske scenerier til et billede af byens liv under en højkonjunktur og efterfølgende recession. Victoriateatret symboliserer udviklingen. I første del, „Regn af Guld“, rejses det og indvies som underholdningsteater til publikums begejstring. I anden del, „Regn af Aske“, viser det sig, at bygningen med sin overdådighed af stuk og forgyldning er usolidt bygget af dårlige materialer på voldterrænets sumpede grund uden ordentligt fundament. Hver af de to dele har fem kapitler, hvor midterkapitlet handler om den følelsesmæssige uformåenhed, som tilsyneladende er udviklingens ledsagefænomen. I første dels tredje kapitel føler Berg sig som en „Desertør, fej og elendig som en Falskner, der gribes“, da han må erkende, at hans følelser for Asta ikke er stærke nok. I anden dels tredje kapitel afsløres ynkeligheden i en række af de øvrige hovedpersoners kærlighedsliv. Erhard har haft et legende forhold til en godsejerfrue, men har ikke kræfter til at påtage sig ansvaret, da hun bliver gravid med deres fælles barn. Konstantin Adolf, Victoriateatrets økonomiske direktør, bryder sammen, da teatret går fallit, og misbruger sin omsorgsfulde medhjælperske. Da fru Canth og hendes husven gennem mange år Edvard Sundt hører om et par fra kredsen, som er rejst bort for at virkeliggøre deres kærlighed, gribes de af „den hemmelige Misundelse, der pinte dem, eller af Leden, der brød frem i dem, eller af en pludselig Skam“. De ved ikke selv, om de ønsker sig „endelig ganske nær hinanden, eller endelig løs …“

Det var Bergs drøm at gøre Victoriateatret til et kunstnerisk kraftcentrum i Skandinavien. Han har spillet store skandinaviske værker og gæstespillet med dem i hele Norden. Han har haft den stockholmske opera på gæstespil og har „betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjørnsonske Værker“ i tankerne. Da konjunkturerne vender, må han slå af på sine kunstneriske fordringer og kun tænke på at fylde salen. Den finansielle krise fører til falske veksler, flugt og fængsling. Berg og hans venner har frigjort sig fra det gamle samfunds værdier, som ikke var brugbare i den nye tid, uden at det er lykkedes dem at finde den nye tids værdier. Sundt mener, at krigen i 1864 har præget de efterfølgende tiår grundlæggende. Hele den hektiske foretagsomhed i byen „er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl“, en kompensation for nederlaget til Tyskland. Han anbefaler, at man lærer „den vanskelige Kunst at være smaa“. Det var givetvis Bangs eget bud på en forklaring, men er langtfra dækkende for de konflikter, romanen arbejder med.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Storbyliv - Stuk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig