Storbyromantik - Forskrevet -

I 1887 brød Drachmann igen op fra konservatismen og familielivet. Han havde forelsket sig i den unge syngepige Amanda Nilsson, som han havde mødt i en café chantant i Allégade på Frederiksberg, forgængeren for Lorry. Amanda dukkede frem som person i forfatterskabet i slutningen af kunstnerromanen Med den brede Pensel (1887). Hun viste sig igen i digtsamlingen Sangenes Bog og dramaet Tusind og en Nat (begge 1889) og blev med navnet Edith midtpunktet i Forskrevet – , det kvindeideal, som begge de mandlige hovedpersoner, Henrik Gerhard og Ulf, længes efter.

Forskrevet – er en stor københavner- og teaterroman løst komponeret omkring en kærlighedshistorie. Det er en bog om hovedstadens Gründerperiode, tiden efter voldenes fald, hvor byggespekulanterne havde frit spil, hvor indbyggertallet fordobledes, og afstanden mellem rig og fattig voksede, samtidig med at alle boede stuvet tæt sammen. I en af romanens hovedscener kritiserer Gerhard i en tale ved et middagsbord det borgerskab, han har giftet sig ind i, for at leve på en illusion om fortids storhed og fortrænge byens aktuelle problemer. „Vi er en stinkende By, en usund, daarlig hygieinisk, svinsk By – som trænger til et Waterclosetsystem“, hvorefter han skåler for dette „nye System“ og dets mænd. Det var en fortsættelse af det tema, som Herman Bang havde taget op i Stuk (1887).

Også underholdningsindustrien havde kronede dage. Det Kongelige Teater fik konkurrence af nye teatre og varieteer som den, hvor Ulf og Gerhard ser Edith optræde. Gerhard er maler, men bliver efterhånden forfatter og journalist. Sammen med Ulf skriver han et skuespil med et middelaldertema, som skal løfte det danske folk. Det bliver en fiasko på teateret, hvad der fører til overvejelser over, i hvilken retning moderne dramatik skal gå, og over muligheden for at udvikle et cabaretteater med folkelig appel. Gerhard begynder at skrive en roman, „en Opgørelsesbog“, der minder om Forskrevet – , som således også er en metaroman om sin egen tilblivelse.

Gerhard og Ulf er en fordoblet helt ligesom Erik og Adolf i En Overkomplet. Gerhard er den flittige maler, der vender tilbage til København efter flere år i udlandet. Han møder digteren og bohemen Ulf Brynjulfsen, der er søn af en af samfundets spidser, og Ulfs halvsøster Anette, som Gerhard uoverlagt gifter sig med. Anette er en emanciperet kvinde, smuk og rig. Han frastødes snart af hendes koketteri og nydelsessyge, men han har forskrevet sig til hende gennem et pengelån. Ligesom Ulf elsker han syngepigen Edith. Skønt hun holdes af en grosserer, beskrives hun som kysk og naturlig. Eftersom Gerhard er gift og Ulf viser sig at være hendes halvbroder, kan ingen af dem få hende, men i en vis forstand får de hende begge, for hun erklærer Gerhard sin kærlighed og plejer Ulf på hans dødsleje. Romanen slutter i en apokalyptisk vision om et København under angreb. Gerhard forestiller sig, at det splittede folk vil samle sig til modstand mod den fælles fjende, mens han selv og Edith dør i hinandens arme ramt af den samme granat.

Gerhard er i tvivl om, hvilken form hans roman skal have. I en tid, hvor der ikke findes „én gyldig Livsanskuelse“, kan forfatteren ikke tale på andres vegne, men kun give udtryk for sine egne meninger og følelser i lyrikkens og journalistikkens form, mener han. Det var også Drachmanns synspunkt. Forskrevet – er fuld af mange slags indlæg, digte, erindringer og Gerhards og Ulfs folkevisedrama. Det er en bred naturalistisk samtidsskildring, uden at naturalismens krav om en objektiv, tilbagetrukket fortæller overholdes, og det er en impressionistisk roman fuld af stemninger, selv om ikke alt videregives som syns-og sanseindtryk.

Romanen vakte ingen glæde i de konservative kredse, som Drachmann ellers havde tilsluttet sig. Dagbladet brød sig ikke om at se embedsstanden udpeget som moralsk anløben, og Berlingske Tidende forstod ikke, at en tribunekunstnerinde skulle forherliges på Det Kongelige Teaters bekostning. Det bidrog ikke til Drachmanns anseelse i borgerskabet, at Emmy forlod ham med børnene, da hun fik kendskab til hans forhold til Amanda. En tid boede han med Amanda i Hamburg og levede igen den fattige kunstners bohemeliv.

Da Georg Brandes skulle hyldes i anledning af 25-års forfatterjubilæet skrev Drachmann på Schandorphs og Hørups foranledning et digt til Illustreret Tidende. Han erkendte, at Brandes havde fortjent sin hyldest: „Velan! Du trænger, Broder, / til Fakler og Fanfare / som den, der aldrig vidste / i Ilden sig at spare“. Selv om han i digtets første linie fastslog, at han ikke ville give Brandes hånden, blev det indledningen til forsoning mellem dem. Brandes kvitterede med at skrive en smuk karakteristik af Drachmanns digtertalent til hans 50-års dag. „I halvhundrede Aar har Ingen faaet det danske Sprog til at synge som han (…) Hvad Oehlenschläger var for Aarhundredets Begyndelse, det vil man i Fremtiden se, at han har været for dets Slutning, den store, folkelige Digter (…) Skyskraberen, Skysamleren, Skysplitteren“.

Drachmann skrev og publicerede ufortrødent middelalderskuespil, syngespil, digtsamlinger og noveller. Det var han også nødt til af økonomiske grunde. I 1902 udkom det sidste hæfte af hans oversættelse af Byrons Don Juan, 22 år efter udgivelsen af det første hæfte. I et afslutningsdigt bekendte han sig som Byrons digterfrænde: „Min Digter er Du – / kaad og fortvivlet, / modløs og tapper – alle Modsigelsers / Strenge i Dirren / over en Harpe, / hvis Sangbund er Menneskets / uudtømmelige Sjæl!“

På 60-årsdagen blev han fejret i stor stil med festmiddag på Københavns Rådhus og festforestilling i Det Kgl. Teater, hvor man opførte hans nyskrevne middelalderdrama Hr. Oluf han rider – med musik af Carl Nielsen. Drachmann blev højt dekoreret af kongen, fremtrædende personligheder fra ind- og udland mødte frem, der var fakkeltog, og talrige telegrammer ankom. Hans begravelse halvandet år senere var lige så pompøs. Den sluttede med, at et stort folketog fulgte urnen ud til Grenens spids. Johannes V. Jensen skrev en reportage om begivenheden i Politiken.