Tove Meyer

Selvstændigheden var i høj grad også kendetegnende for det lyriske forfatterskab, som Bodil Bechs 24 år yngre veninde Tove Meyer (1913-72) udfoldede, stilfærdigt og suverænt, over fire årtier. Hun debuterede året efter Bech, i 1935, med Guds Palet, og udsendte sin sidste digtsamling, Brudlinier, i 1967. I 1969 udkom et tematisk organiseret udvalg af hendes digte, Tiden og havet. Det blev til i alt seks digtsamlinger, som nok er i berøring med lyrikkens udvikling i perioden, mens Meyer aldrig selv tog del i nogen generation eller i andre former for litterær gruppedannelse. At debutdigtsamlingen var dedikeret Helge Rode, den gamle bannerfører for det sjælelige gennembrud, vidner om en forbindelseslinje bagud til symbolismen. Linjen kommer også til syne i digtenes naturlandskaber, der afspejler sjælelige tilstande, samt i den panteistiske grundtone, der slås an fra første strofe: „Du Træ i Alnaturens Skov – aah, stil mig ej til Skamme! / sig, at jeg er et lille Blad, der vokser paa din Stamme“.

Meyer var født i 1913, voksede op i en herskabsvilla i Søllerød som datter af en grosserer i medicinalvarer og havde gået på husholdningsskole, før hun blev digter. I sin ungdom og senere i sit voksne liv kæmpede hun imod psykiske forstyrrelser, angstanfald og anoreksi, og hun begik selvmord i 1972. Det påvirkelige jeg er igennem hele forfatterskabet det kosmiske midtpunkt for både altet og intetheden: „Inde i mig / toner alle Tings livsalige Farvepragt“, som det lyder i digtet „Inde i mig“ fra Efter Regn (1940). Stilen er præget af en fin patos, der bæres oppe af en overbevisning om billeddannelsens visionære kraft, som i det tidlige forfatterskab forbinder sig med surrealismens interesse for sindets dybder. Derom vidner mottodigtet fra Efter Regn, som stod på bagsiden af samlingen:

Fra uudforskelige Udspring rejser sigSangenes Sangeog synger med gyldne Struberen Hymne til Sole bag Soletil Farver bag Farvertil Verdner bag Verden– til det ubevidst vidste –

Denne forestilling om, at der befinder sig noget bag ved verden, er en typisk romantisk tanke, og den angiver rammerne for det univers, som Meyer befandt sig inden for i sine fire første digtsamlinger, såvel sprogligt som idémæssigt. Men med samlingen Havoffer fra 1961 tilnærmede hun sig et mere modernistisk formsprog. Langt mere dystre toner blandede sig i dette ændrede lyriske udtryk, som det blandt andet kan høres af digtet „Erkendelse –“, der også søger efter noget, der ligger bagved – men bag ved smerten og ikke bag ved verden:

Altid bagved dette smertens kammer åbnersig et nyt, dybere, rede til at standsemit fald. Altid bagved er et ansigt meresorgfuldt, en vind mere ensom – har stenensig rokket et hanefjed ud af sin dvale –Mod et ætsende lys står det mørke hjertestemt springer metallets klange stadig rigereaf smertens instrument. – Altid bagved er et ordnærmere sin forklarelse. Er havets kalden højeremere bydende i sin bølges umættelige mund.

Som gentagelsen af „altid bagved“ understreger, er den erkendelsesproces, som digtet tematiserer, endeløs og uløseligt forbundet med smerten. De mørke sider af Tove Meyers sind kom tydeligst til udtryk i de to sidste samlinger, hun udsendte, Havoffer og Brudlinier – det „mørke hjerte“ træder her frem i et ætsende lys. Interessen for forfatterskabet blev fornyet med disse digte, der har sikret hende en plads for eftertiden som en digternes digter, højt værdsat af blandt andre Poul Vad, Jørgen Gustava Brandt, Merete Torp og Søren Ulrik Thomsen.