Efter krybbespillet Diskret ophold (1965), også sammen med Jesper Jensen, forlod Rifbjerg det konfrontationssøgende budskabsteater til fordel for en undersøgende, selvransagende leg med roller og illusioner i stykket Udviklinger (1965). Publikum skal ikke sidde i mørket og få at vide af kunstnerne, hvordan verden hænger sammen, som det selvironisk siges i Diskret ophold, de skal mentalt inddrages i tilblivelsesprocessen. Der er på scenen fire skuespillere, som holder prøve på et drama om erotiske forvekslinger, men et andet drama med samme tema opstår, når skuespillerne træder ud af deres roller. Og hvad der er spil, og hvad der er virkelighed, bliver sværere og sværere at afgøre, også for de fire musikere, der både på egne og publikums vegne blander sig i forestillingen eller rettere forestillingerne. Virkeligheden eller identiteten er ikke en permanent størrelse, den skabes, forvandles, forsvinder og genopstår gennem menneskelige relationer. Stykket er Rifbjergs mest helstøbte, det peger tilbage på den italienske dramatiker Luigi Pirandellos verdenskendte stykke Seks personer søger en forfatter (1926) og frem mod attituderelativismen.

Rifbjergs overvældende produktion på alle områder udspringer af en trang til at være med, blande sig, rydde op, sætte nye dagsordener og skabe nye former – men er samtidig et udtryk for en bevidsthed om, at kunst også er en vare, der er underlagt markedsvilkår, og som skal skaffe forfatteren brød på bordet. Han er ikke de mange gennemskrivningers mand, hvilket nok især kan være påkrævet, når det drejer sig om sceniske arbejder. Han har selv forklaret, at når salgstallene faldt, reagerede han ved at sætte produktionen i vejret. Dertil kommer, at skal man leve af sit forfatterskab, så er det nødvendigt til stadighed at bekræfte sin tilstedeværelse på markedet med nye værker eller på andre måder være i mediernes søgelys. Og det er en rolle, som Rifbjerg tydeligvis nyder. Han er en særdeles spontant velformuleret performer og debattør.

Rifbjerg er med fra tv-dramatikkens start i 1963 – samme år som Panduros første spil – med Harlekin Ægtemand, der tematisk er et slags forstudie til Udviklinger. I begyndelsen af 1970'erne producerer Tv-teatret med skiftende instruktører en række af hans dramatiske arbejder. Nogle er surrealistiske, andre realistiske, men noget gennembrud inden for tv-mediet bliver der ikke tale om. Måske hænger det sammen med, at Rifbjerg har svært ved at træde til side og lade sine personer komme til orde.

Mens tv-spillene synes skrevet med let hånd, lægger han større ambitioner i sine arbejder til teatret. I Hvad en mand har brug for (1966) fortsætter han attituderelativismen fra Udviklinger ved på abellsk vis at lege med teatermaskineriet, mens hans nye udgave af Larsen søger svar på titlens spørgsmål. Med Voks (1968) forsvinder teaterlegen og glæden, her er destruktion og sortsyn a la Beckett. Men hans skuespil fungerer ikke rigtig som dramatik, konflikterne bliver i højere grad talt frem end demonstreret, og de mange monologer virker bremsende på handlingen. I virkeligheden er flere af hans skuespil, der jo også er udgivet i bogform, mere egnede som læsedramaer eller dramatisk lyrik.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at hans største dramatiske succes indtræffer i det med tiden mere upåagtede radioteater, hvor han i familiekrøniken De beskedne (1975-76) i 20 afsnit solidarisk og indsigtsfuldt fremstiller en families liv gennem 50'erne og 60'erne.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Udviklinger med mere - Klaus Rifbjerg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig