Underholdning og oplysning - folkebøger og danmarkshistorie på dansk

Ridderromanerne bevarede deres popularitet gennem de følgende århundreder, idet de såkaldte 'folkebøger' fra 1500-, 1600- og 1700-tal-let netop hentede en del af deres stof fra de middelalderlige forbilleder. Folkebøger er fællesbetegnelsen for en meget broget samling af populærlitteratur fra middelalder og 1500- og 1600-tallet. Bøgerne er oversættelser, især fra tysk, men indimellem er det rimeligt at tale om selvstændige danske bearbejdelser. Af og til kan man se genren betegnet som tidens triviallitteratur, men man skal være forsigtig med at anvende et sådant begreb i en periode, hvor begrebets modsætning, finlitteratur, knap nok kan siges at eksistere. Ikke alene er det et spørgsmål, om man i 1500- og 1600-tallet overhovedet kan tale om en dansksproget finkultur, men selve underholdningsværdien har næppe heller været afhængig af læsernes sociale stade og uddannelse. Den kulturelle overlegenhed gav sig på den tid snarere udtryk i kendskabet til fremmede sprog (ud over latin) og til de litterære modestrømninger i udlandet.

Set med genrehistoriske briller er disse populære værker forløbere for de romaner, som så småt i løbet af 1700-tallets anden halvdel og i alt fald fra sidste halvdel af 1800-tallet blev den dominerende litterære genre. Men der er stor forskel på såvel komposition som menneskeopfattelse i folkebøgerne og de senere egentlige romaner. Folkebøgerne er oftest, hvad man har kaldt pikareske (af spansk picaro, landstryger), dvs. består af en række hændelser, der er anbragt som perler på en snor, men hvor den logiske – for slet ikke at tale om den psykologiske – følge af hændelserne kan være svær at få øje på. Personskildringerne holder sig på typeplanet: gæv ridder, væn jomfru o. lign.

Emnekredse og oprindelse er vidt forskellig. Den antikke verden er fx repræsenteret med den græske Heliodoros' (formentlig sidste halvdel af 200-tallet) roman Theagenes og Chariclia. Christian 4. har kendt værket, og tidens sværmeri for romanen kan bl.a. ses i fire store lofts-billeder i den store sal på Kronborg. Bibelen har ved sin mangel på oplysninger givet grobund for Fra Jesu barndoms historie, for Judas, for Josephs Historie og for Jerusalems Skomager, historien om den evige jøde. Vi finder også motiver fra italiensk renæssance i skikkelse af Boccaccios Decameron (1349-53) med Griseldis, med Sigismunda og med En Doktors Datter fra Benonia, mens europæisk sagnstof fx er repræsenteret i Kong Edvard af England og i Helena. Den oprindelig tyske Dværgekongen Laurin fra midten af 1200-tallet knytter an til sagnkredsen om Didrik fra Bern, Den skønne Magelona og Ridder Peder med Sølvnøglerne kan føres tilbage til en fransk roman fra midten af 1400-tallet, men har motivfællesskab med en af historierne fra den persiske Tusind og én nats eventyr. Den erotiske historie med den opbyggelige morale om Euriolus og Lucretia (o. 1440) er skrevet af Pius 2. (1405-64, pave fra 1458), dengang han var mindre from og bar sit borgerlige navn Aeneas Sylvius Piccolomini. Også 'nyere' litteratur er repræsenteret. Dr. Faustus udkom i Tyskland 1587 og allerede året efter på dansk. Den er dog nok bedre kendt i Johann Wolfgang von Goethes gendigtning i tragedien Faust (1808-32). Historien om charlatanen Uglspil (Till Eulenspiegel) er som Dr. Faustus af tysk oprindelse. Alt i alt udgør de overleverede folkebøger en omfattende samling på 28 i alt – heraf 20 fra tysk – af spændende fortællinger, der hverken skyr overdrivelser eller overtro.