Amagerbrogade ved Sønderport i 1950'erne. Efter nogle år med en sand modernistisk metaforstorm i samlingerne Konfrontation og Camouflage slog Klaus Rifbjerg ind på en mere enkel linje, idet han samtidig fik kontakt med erindringer fra sin barndom og ungdom på Amager. Med Amagerdigte rakte Rifbjerg dog ikke blot tilbage til sine rødder på Amager, men også til Johannes V. Jensens prosadigte fra 1906 og hans erindringsstof fra Himmerland. Amager er Rifbjergs sunkne land, der kun kan nås i erindringen; Amagerbrogade „min pragtfulde hjerteflod“.

.

François Truffauts film Jules og Jim (1962) gav sin version af det velkendte motiv om to venner, der på ulige vilkår rivaliserer om den charmerende pige, her Catherine i Jeanne Moreaus skikkelse. Jim-og-jeg motivet var blandt andet blevet anslået i Kingsley Amis' roman Lucky Jim (1954) og fulgt op af Klaus Rifbjerg, der med Den kroniske uskyld (1958) kom med en sproglig fornyelse og en motivverden, der har sat sig spor i enhver senere roman om dansk ungdom.

.

„Jeg tror som Malraux ikke på, at det er ved at kradse løs på jeg'et, at man kommer ind til mennesket. Det har vi set mange beviser på i samtidens litteratur.“ Ordene er Thorkild Hansens, og de faldt i 1966. De kunne være sagt ud fra hans egne erfaringer med rejsedagbøgerne, men er næppe i samklang med hans egen praksis i forbindelse med de senere dagbogsudgivelser. Og ordene kunne være møntet på digtere som Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. De havde nemlig en ganske anden tilgang til identitetsproblematikken og genrejsningen af mennesket end Thorkild Hansen.

Hvor Hansens bøger ikke er synderligt optaget af psykologiske aspekter, så er det netop dem, som Rifbjerg og Panduro fokuserer på. I bog efter bog kradser den ene jeg-fortæller efter den anden i sig selv og sin fortid for at komme under vejr med sig selv og blive til et sandt og helt menneske. Jeg-fortælleren står så at sige inde for beretningens autenticitet og illuderer den konkretion, som Seeberg og Hansen søgte på deres måder. Det selvsøgende menneske finder man for Rifbjergs vedkommende i Den kroniske uskyld (1958), Og andre historier (1964), Operaelskeren (1966), Anna (jeg) Anna (1969) og helt frem til senere romaner som Billedet (1998), Regnvejr (2001) og Esbern (2005).

Og hvor Hansen søger at skildre menneskets aktuelle situation indirekte ved at holde et historisk-biografisk spejl op for læseren, går Rifbjerg direkte til værks og skildrer samtiden eller den ganske nære og selvoplevede fortid. Godt nok er bøgerne symbolspækkede, men de er i forhold til de eventyrlige historier, som 1950'ernes betydelige forfattere bød på, anderledes virkelighedsnære og aktuelle i både emne og sprog. De foregår nu og her i en moderne verden. Også de søger det autentiske menneske, og de finder, at det er ødelagt og forkrøblet af opdragelse og normtilpasning.

Og endelig, hvor Hansen satte sine figurer på den opgave at blive sig selv, formulerede Rifbjerg opgaven sådan: „Der er ingen, der har forlangt, at nogen skal være, hvad de ér. Det man skal forlange af dem, er, at de skal blive til det, de kan.“ Hansen tænker i skæbne og accept, Rifbjerg i udvikling og oprør.

Rifbjerg debuterede som romanforfatter med Den kroniske uskyld, som straks gjorde ham berømt og berygtet. Romanen er den 20-årige Janus' tilbageblik på sit og vennen Tores liv fra de begynder i mellemskolen (6.-9. klasse) i det første besættelsesår, til de to år efter studentereksamen mødes på et psykiatrisk hospital, hvor Tore er indlagt. Dér forsøger man med elektrochok og medicin at få ham til at glemme sin traumatiske fortid. Bag ham ligger nemlig moderens ufrivillige abort, som en følge af stedfaderens voldelige adfærd. Og så ligger der kæresten Helles selvmord, som er blevet udløst af, at hendes mor har forført Tore.

Den erotik, der skulle være den menneskelige udfoldelses smukkeste og sandeste udtryk, fordi den forener sanselighed, lidenskab, solidaritet og ømhed, er perverteret af de voksne med fatale konsekvenser for de unge. Tore går seksuelt i baglås i sit forhold til Helle og forbliver i forhold til hende „uskyldig“ i seksuel henseende. Modsætningsvis udfolder Janus en kærlighedsløs seksualitet med tilfældige piger, mens han følelsesmæssigt forbliver jomfru. Han elsker kun Tore, der er uopnåelig på grund af sit køn, og som han gør sig et umenneskeligt og livsødelæggende idealbillede af. Der er således en latent homoseksualitet på spil, men Janus forbliver også i den henseende kronisk uskyldig.

Bogens første del er fuld af komiske og respektløse optrin, hvor drengenes autentiske livsudfoldelse beskrives. Den fremstilles også som et oprørsk alternativ til de voksnes maskeverden. Konsekvent nok kan der spørges: „Bliver man idiot af at blive voksen?“ Svaret bliver et betinget ja. I den voksenverden, som drengene higer efter, er der ikke den frihed, som de drømmer om. De voksne er netop afrettede og sårede af seksualiteten, som de ikke er i stand til at håndtere uden at pervertere den.

Engang var det ellers de voksne og fornuftige, der stod som dannelsens ideal. Men den idé blev allerede brudt i romantikken, hvor det uskyldige og fantasifulde barn overtog pladsen. Nu i den moderne verden er det ungdommen, alting drejer sig om. Det er med dens fanden-i-voldskhed, fantasi, sårbarhed og åbenhed, at det idealt menneskelige forbindes i Rifbjergs roman. Ungdommens ideale sider skal fragtes med over i den voksnes verden, hvad der imidlertid er forbandet svært. Janus' fortælling er dog i det små et eksempel på det, fordi den i sin stil og attitude er selve den sprudlende og sarte ungdom. Man mærker her den sproglige energi og den suveræne erindringsevne, som er blevet Rifbjergs kendingsmærke. Den genfindes blandt mange andre steder i romanerne En hugorm i solen (1974) og Tak for turen (1975) og i livsreportagen Sådan (1999).

Når ungdommen ikke kan komme til at udfolde sit vældige menneskelige potentiale, skyldes det de miljømæssige omstændigheder. Der er ikke rum for de elskende. Men det skyldes også langt dybereliggende menneskelige konflikter, som Rifbjerg får afsløret ad symbolsk vej. Romanen er på den ene side en realistisk skildring af en sjov og bøvet drengeverden, af drengenes længsler og møde med det andet køn og med voksenverdenens krav. Men den er på den anden side også en mytisk beretning om de gode og onde sider i mennesket, om slangen og dragen, der altid vil gøre det af med det naive og åbne sind. Helles mor er således en drageskikkelse, der i fuldt format viser kvindens man-eater-karakter. Og Janus selv har, som hans navn antyder, to ansigter, ikke bare vennens, men også slangens.

Med disse mytiske sider lader Den kroniske uskyld ikke de gamle trylleviser noget efter, som man kan se af Villy Sørensens dristige folkevisefortolkninger i Digtere og dæmoner (1959). Det er dødsensfarligt at forvandle sig fra barn til voksen, men det er pinedød nødvendigt for ikke at ende som barnagtige væsener i voksenham, sådan som det er sket for Janus' far og de andre sentimentale „grødhoveder“, som romanen er så rig på.

Janus fortæller den tragikomiske historie med en ekstraordinær sproglig energi, og når ad den vej til en form for erkendelse og afklaring, selvom den langtfra er fuldkommen. Mens han afdækker noget, camouflerer han noget andet. Han kan aldrig blive fuldt synlig for sig selv, selvom han gør et forsøg. Men mens der ikke er meget håb om, at Tore skal blive rask, fordi man amputerer ham for hans fortid og dermed for hans identitet, så ser det langt bedre ud for den ordrige Janus. Hans registrering af hele historien får det „rasende, indvendige mareridt“ til at træde en smule i baggrunden. Han finder i nogen grad de ord, der forløser og bekræfter, at sproget trods alt virker.

Netop de ord, som afspejler drengenes sprog, faldt adskillige anmeldere for brystet i 1958. Der bliver sagt røv og lort, og de sproglige overdrivelser driver ned over siderne. Og så synes pointen at være, at hvis bare Tore og Helle havde fået taget deres uskyld i tide, så ville Helles lede mor aldrig have haft en chance, og Tore og Helle ville have kunnet leve et lykkeligt liv til deres dages ende. Det frigørelsesprogram ville de konservative ikke høre tale om. „Det vender sig i én af ækelhed“, skrev Emil Frederiksen i Berlingske Tidende. Og Hans Brix kunne i Berlingske Aftenavis sætte trumf på: Han kaldte romanens første halvtreds sider om drengenes verden for „en ørken uden beduiner“ og gav ellers debutanten følgende skudsmål: „Dette en begynders opus 1 som romanforfatter er håbløst“.

Thorkild Hansen, der dengang var anmelder på Information, skrev til gengæld, at man i Den kroniske uskyld finder et både muntert og alvorligt angreb på al „forlorenhed og hykleri, pænhed og autoritetsdyrkelse“. Han forudsagde, at „alle danske gymnasiaster maa hermed se aarets pensum forøget med endnu en bog“. Og det blev, som han sagde. Det var en bog til en ungdomsdyrkende tid og et spirende antiautoritært oprør, og den placerede sig i dansk sammenhæng på linje med udenlandske værker som J.D. Salingers roman Forbandede ungdom (1951, da. 1953), John Osbornes skuespil Ung vrede (1956, da. 1958) og François Truffauts film Ung flugt (1959) og med Leif Panduros Rend mig i traditionerne (1958).

Den fært af de farlige og halvt ubevidste drifter, som Rifbjerg havde i Den kroniske uskyld, forfulgte han i første omgang i Camouflage, og satte den så i scene med novellesamlingen Og andre historier (1964). Han var langtfra færdig med at konfrontere sig selv og sine læsere med kønnets realiteter, som snarere end at skrumpe ind ved benævnelse voksede og formerede sig – nogle gange til lyst, men oftest til stadigt besvær. Og andre historier kredser med sine 23 noveller om den historie, der ikke kan fortælles direkte. Fra først til sidst i denne samling, hvis historier i fragmenter tegner en mands udviklingsforløb fra barn til voksen, er det den pinlige sandhed om kønnet, alting drejer sig om. I indledningsnovellen „Bevidstheden“, der med stream of consciousness-teknik beskriver den lille drengs forestillingsverden, handler det om moderbinding og ubevidste seksuelle følelser og handlinger. Den voksne bevidsthed tilbageskriver i fuld forståelse med freudianske synspunkter seksualiteten til den tidlige barndom, hvor den allerede spiller en hovedrolle. Seksualiteten er ikke kun en akt på 5-10 minutter, hvor artens fortsatte beståen sikres. Den gennemsyrer alle livets momenter, hvad enten de fiktive personer vil være ved det eller ej, og den gør kønnet til en mangefacetteret forestilling fuld af angst og lyst.

Og andre historier udpeger kønnets veje og vildveje. Tilsammen giver novellerne en psykologisk analyse af tabuiserede fænomener som incest, pædofili, masochisme, sadisme og homoseksualitet. Gang på gang træder en jegfortæller frem og afslører sin historie, samtidig med at han også – bevidst eller ubevidst – kommer til at tilsløre den. Sandheden er nemlig ikke ligetil og entydig, men besværlig og tvetydig. Det er nok så meget dette dobbeltspil mellem afsløring og tilsløring, som det er selve gerningerne, der er og bliver det prekære i bekendelserne.

Et eksempel på den komplicerede seksualitet får man i „Skyernes skygger rammer mig“. Novellen handler om en ung jurastuderende, der bliver forført og voldført af Erhard, en ældre fuldmægtig på kontoret. At det kan lade sig gøre, skyldes ikke bare, at den unge mand bliver drukket fuld og bedøvet med narkotika, men også at der i ham findes en latent homoseksualitet. Han kan lide at give sig hen til den ældre, men det fylder ham også med skyld og skam og sætter hans vante verdensorden ud af kraft. Det får ham til at vende sig med had og vold mod forføreren, og han bliver da indirekte skyld i Erhards dramatiske selvmord. Den unge students virkelighedsopfattelse går i stykker i mødet med den homoseksuelle verden, og den bliver aldrig helet. Han har fortrængt sine forbudte lyster, men at de findes endnu, står klart for læseren.

Den voksne fortæller i disse noveller bekender og forklarer sig, uden at det står klart, hvem der lytter og læser, og hvorfor disse bekendelser bliver lagt for dagen. Er den fiktive læser og tilhører på mystisk vis borte, så var og er den faktiske læser det ikke. Rifbjerg brød tabuer ved at fortælle disse historier, og er det ikke klart for fortællerne selv, så er det klart for læseren, at der ligger noget terapeutisk i at formulere sine smertepunkter. Alle disse noveller og fortolkninger blev givet med overskridelsen og frigørelsen som det mere eller mindre udtalte mål – det er så at sige den rammefortælling, som læseren selv kan digte til de „andre historier“.

Frigørelsen fra borgerlige normer og seksuelle hæmninger er også motivet i Operaelskeren og Anna (jeg) Anna. I Operaelskeren forsøger Helmer Franck, en midaldrende matematikprofessor og familiefar, sig i rollen som Don Juan og går ynkeligt til grunde. Det beskriver han i den dagbog, han fører over sit „erobrerliv“. Han har tilsyneladende en æstetisk livsholdning, der kommer til udtryk i hans interesse for operaer, cigarer og fornemme vinmærker. Med de mange mærkevarebenævnelser, der først finder deres lige i 1990'ernes Bret Easton Ellis-lignende romaner, dyrkes det æstetiske med sikker sans for kvalitet og en tilsvarende usikker sans for det væsentlige i tilværelsen.

Store cigarer og en smuk elskerinde sikrer ikke Helmer den eventyrlige livsfylde, han drømmer om. Han har moralske kvababbelser over for konen og børnene, når han er sammen med elskerinden, og spiller dermed sin don juan-rolle så dårligt, at han falder helt ud af den. Helmer er en operaelsker, der i virkeligheden ikke formår at elske andre end sig selv. Den narcissisme, han hermed lægger for dagen, er også vejen til hans endeligt. Da konen forlader ham, er han som et hjælpeløst barn, hvis mor er gået fra ham. Igen er der fatale ødipale konflikter på spil. Hans livskraft svinder med kvindernes farvel, og han tager selv sit liv, da han alligevel er forladt.

Helmer er en dårlig oprører, der ikke ved, hvad han skal gøre, da hans Nora har forladt dukkehjemmet – for nu at tale ibsensk. Så er der mere kraft og konsekvens i den kvindelige hovedperson i Anna (jeg) Anna, selvom også hun kommer på moralske afveje i sit oprør. Anna er dansk ambassadørfrue i Karachi engang i 1960'erne. Hun har det skidt i sit ægteskab og lider af tvangsfantasier om at slå sin lille datter ihjel. Derfor rejser hun hjem for at få en diagnose og komme i psykiatrisk behandling, men rejsen tager en uventet retning, da hun i Rom hjælper en ung dansk narkosmugler, Jørgen Schwer, med at flygte fra politiet. Også han er på vej hjem til en domsafsigelse. De to flygter sammen, og romanen udvikler sig til en odyssé, der ad mange og dramatiske omveje fører dem frem mod målet, som de alligevel ikke kan unddrage sig: den dom, som samfundet vil tildele dem for deres omgåelse af loven.

Undervejs indleder de trods alle forskelle i livssyn, alder og smag et erotisk forhold, og sammen brænder de alle broer bag sig, da Jørgen myrder en cirkusdirektør, som de arbejder for, da denne vil voldtage Anna. Senere skyder hun en amerikansk soldat, da han vil voldtage hende. Selv bliver Jørgen skudt ved den dansk-tyske grænse og når altså ikke hjem til dom og forsoning. Da Anna kommer til Danmark efter den mislykkede flugt, er hun gravid, og er der noget håb ladt tilbage efter de to kuldsejlede oprørere, så er det frugten af hans evne til at handle spontant og samvittighedsløst og hendes evne til at reflektere og – måske – påtage sig et moralsk ansvar.

At tage ansvaret for sit eget liv er forbundet med ambivalente følelser. Anna flygter fra det på sin rejse, fordi hun ikke tør tage ansvaret for datterens liv. Men samtidig søger hun ansvaret ved endelig at tage sit liv i egen hånd og ikke lade sig styre af nogen autoritet, hvad enten det er forældre, lærere, læger eller ægtemand. Læst symbolsk vil hun tage livet af sin egen barnlige frihedsdrøm i datterens skikkelse, men flygter fra denne handling, samtidig med at hun ansvarsløst og barnligt udlever den sammen med Jørgen.

Anna er således splittet, hvad der kommer til udtryk i hendes omtale af sig selv i romanen, der former sig som hendes fremstilling og fortolkning af begivenhederne. Snart omtaler hun sig selv i første person som „jeg“, snart i 3. person som „Anna“. Anna er spaltet mellem den Anna, hun var som barn og ung, og den frue og den flygtning, hun er og bliver. Der er desuden den Anna, som reflekterer over sine handlinger, og den, som blot udfører dem. Der er den fornuftige og den følelsesbetonede, den tryghedssøgende og den oplevelseslystne, den skyldbevidste og den amoralske. Hvem af dem, der er den autentiske Anna, er et spørgsmål, som ikke entydigt lader sig besvare. Spørgsmålet med dets indbyggede enten-eller-svar er også forkert stillet.

Anna lever under nogle grundvilkår, der omtales som specifikke for hendes og Rifbjergs egen generation: Den må leve med usikkerheden og dog spille sikker, den må leve med det provisoriske og dog determinerende, det fikserede og dog flydende. Paradokserne hober sig op og gør livet til en særdeles kompliceret sag, da alle modsætninger står ved magt og ikke lader sig opløse. Det er denne ambivalens, der sætter et alvorligt virkelighedsproblem og en etisk udfordring. Mens teologen K.E. Løgstrup kunne tale om en Den etiske fordring (1956), fordi der var en guddommelig autoritet, som satte den, er sagen en anden for den ikke-kristne, men humanistisk indstillede Rifbjerg. For hans figurer er der netop tale om etiske udfordringer, fordi ingenting ligger helt fast og er entydigt defineret.

Alternativet til Annas skyldbetyngede samvittighed er ikke det skyldfrie rum, som hun og Jørgen flygter ind i og lever i på eventyrlig vis i en fjern og isoleret alpehytte. Alternativet er en afbalanceret ansvarsfølelse, der ikke er plaget af den overudviklede og irrationelle skyld, som Anna lider af som følge af sin småborgerlige opdragelse. Hun føler skyld over for alt lige fra sin krop og klasse til sin europæiske overklassestatus i et fattigt u-land. Skyldfølelsen har hæmmet hende ud over enhver rimelig grænse, hvad der nu helt konkret driver hende ud på rejsen, hvor hun som en reaktion overskrider alle moralske grænser. Rejsen sætter hende på fri fod – så længe den varer.

Annas rejse er både beskrevet konkret og realistisk og symbolsk og fantastisk. Rejsen er en rejse gennem Europa, men også en rejse gennem Annas psyke og erindring. Romanen er et eksempel på, hvordan Rifbjergs realisme sættes på spil af helt usandsynlige fortællerforhold. Det er Anna, der selvkredsende beretter om sit liv, og det gør hun med et enestående sprogligt humør og overskud, selv når hendes mere deprimerede sider omtales. Sådan danner sproget sin egen, men stilistisk set umiskendeligt rifbjergske dimension ved siden af virkeligheden og dens begivenheder.

Anna (jeg) Anna er en roman, som rykker ved virkelighedsopfattelsen ved at tale om dét, man ellers ikke taler om i det pæne selskab, fx menstruation og vanvittige og destruktive fantasier. Her kommer det hele op i en bevidstgørende sproglig form og med et håb, som i høj grad er knyttet til kvinden. Hun er både bærer af oprøret og de kvindelige værdier, som står som et alternativ til den mandlige rationalitets- og magttænkning.

Igen ser man altså en dobbelthed i forhold til traditionen. Det kvindelige idealiseres, samtidig med at idealiseringen skifter karakter. Hvor den højborgerlige kvinde i det mandlige univers siden biedermeiertiden i 1800-tallet har stået som garanten for hjemmet og den inderlige følsomhed, så står hun i den radikale tradition, der går tilbage til J.P Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876) og Henrik Ibsens Et dukkehjem (1879), som den, der har kraften og viljen til at bryde ud af de snærende familie- og samfundsmønstre. Manden, derimod, mangler netop denne styrke, fordi han er dybt afhængig af kvinden. Han kan kun undtagelsesvist og i særligt maskuline rum, som dem man fx kender fra Thorkild Hansens forfatterskab og fra romanen Nansen og Johansen (2002), leve uden det kvindelige inden for rækkevidde.

I Rifbjergs univers forbindes som noget nyt den borgerlige kvinde nu også med arbejderklassens oprørske potentiale, da Anna er datter af en maskinarbejder. Og endelig er der en intim forbindelse mellem den kvindelige frigørelse og den anarkistiske ungdom i skikkelse af den primitive Jørgen Schwer. Kvinde, arbejder og ungdom fremtræder her som en treenighed, som skulle komme til fuld ære og værdighed i de revolutionære halvfjerdsere.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Ungdommens kilder - Klaus Rifbjerg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig