„Der er et overordentligt Forbrug af Dyd og Ærbarhed, men næsten ingen Erotik i disse Digte“, har litteraturforskeren Ernst Frandsen sagt om Danske Viser. Men i Danske Viser er der en lille afdeling af viser, der alle har fået titlen Vægtervise. Disse syv numre rummer naturligvis alle en vægter, men han er ikke den vigtigste person. De øvrige agerende er en ridder eller svend og en kvinde, der eventuelt kan være gift. Vægterviserne er en undtagelse fra de øvrige viser i Danske Viser, for i vægterviserne er kærligheden tilsyneladende af mere fysisk art. Fælles for disse viser er nemlig, at de fokuserer på den elskovsnat, de elskende tilbringer sammen, og at mindst én af personerne nægter at anerkende, at dagens komme – og dermed afskedens time – nærmer sig. På fransk går viser af denne type under betegnelsen aube, der netop fokuserer på morgengryet og dets konsekvenser for elskovsnatten. DV 66 er nærmest en prototype på denne slags viser (følgende citater er moderniseret):

Sildig red den ridder god,med tugt og sinde hans hu var mod;(…)Sammen så sov de unge to,men aller [aldrig] kunne natten ende få;(…)den vægter går under mur at stå,alt som han vidste den ridder han lå:„Du våg op, ridderdu vogte dig veldet liv, din hæder og din ære (…)“Op så stod den unge frue,det højeloft vindu der hun opslogog ud hun så;og hun så did,som hun tænkte dagen skulle komme

„Det er ikke dag, det jeg forstårdet er den lysen månen;ude stander den vægter,han lyver for eder,sig selv til liden fromme.“

Med disse overspringelser er hovedlinjerne trukket op: en elskovsnat bliver afbrudt af vægteren, der her tilsyneladende er på de elskendes side. Han repræsenterer muligvis en del af den sociale kontrol, men har faktisk ikke søgt at hindre foreningen – i modsætning til, hvad klaffere eller slægtninge ellers altid gør.

Enkelte viser hæver sig op over resten og deres stereotypi. „Lad fare min sjæl, din høje attrå“ (DV 213, fra Dronnings Sophias visebog, 1584) er det bedste eksempel herpå: Allerede førstelinjen angiver, at jeget er splittet i to: sjælen og 'resten'. Med antiteser kan den bittersøde følelse af kærlighedens vilkår præciseres:

Et villigt fængsel er lystig tvang,let byrden, som gerne drages,sød er den gråd, som endes med sang,kort nat som lystig dages.

Vi ser også, hvordan sproget bruges til at give et spinkelt håb om noget, der er bedre end nuet. Derudover rummer visen noget så avanceret som et jeg, der både kan tale til sin sjæl og resten af jeget og til den elskede for til sidst smelte sammen til et helt jeg, der også er digterjeget:

Hør op min sang, fuldvel jeg når,hvad du giver at betænke.Halve ord er nok, hvem dennem forstår.Viise skæmt er alvor svenke [kunstgreb]

Men det er kun de færreste digterjeger, der kan nå så langt i selverkendelse. For det meste er der tale om bønfaldelse uden håb om større gunstbevisninger:

„Min aller kæreste frue,for eder kær' jeg min sorrig,jeg haver så efter eder længet,jeg venter jeg haver min død;vil I mig trøsten giveog løse min lange attrå,et stadigt venskab at bliveden stund, jeg leve må“ (DV 79)

Et ord som 'trøst' kan give moderne læsere anledning til spekulationer. Er trøsten den kødelige forening, eller skal tilbederens ønske om venskab stå til troende? I nogle viser forekommer udtrykket 'med hånd og mund', der af en fantasifuld læser nok vil kunne tolkes i seksuel retning. Men udtrykket står altid i forbindelse med ord som 'sige' eller 'love'. Og dermed er vi ovre i det juridiske område, så måske giver viserne faktisk udtryk for en ægte eller naiv uskyld.

Er det i virkeligheden kvindernes drøm om en mere følsom og opvartende mand, disse viser giver udtryk for, er de en slags renæssancens lægeromaner? Man kan måske også se dem som kvinders forsøg på at hæve manden til deres stade ved at tænke et forhold frem, der er baseret på følelser, ikke på slægtens krav om en passende ægtefælle. Ikke at den høje byrd ikke er nødvendig – for det er den – „from, ährlig ästu af slägdt“ [from, ærlig est du af slægt] lyder det fx i den svenske afdeling af Dronning Sophias visebog (ved nr. 81, „Den skiöne sumers tid“). Men viserne kan også operere med andre konstellationer, end den virkelige verden vil tolerere. Så der er nok i højere grad tale om (ønske)digtning end om virkelighedsafspejling. Man kan også sige, at med digtningen om kærligheden overgår kærligheden fra den reelle verden til skriftens og derfor til fiktionens verden – men en fiktion, der indirekte vidner om disse kvinders holdning til de vilkår, de var underlagt.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Vægterviser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig