I hans enorme produktion indtager samfundets udstødte en fremtrædende plads, især vagabonderne, som han tidligt havde haft et godt øje til. De første vagabondportrætter tegnede han til Ekstra Bladet og forskellige tidsskrifter, hvor han skildrede dem efter levende modeller, som han havde lejlighed til at studere på Vesterbro, på Kalveboderne og andre af hovedstadens ydmyge steder. Det var en af hans lidt ældre samtidige og gode ven, den svenske tegner og forfatter Albert Engström, der havde introduceret vagabonden i skandinavisk kunst med „Kolingen“ som gennemgående figur. Storm P. skyldte Engström meget, ligesom hans gengivelse af lavkøbenhavnsk hverdagssprog stod i gæld til forfatteren Karl Larsen (1860-1931). Men han var også på linje med unge europæiske og amerikanske kunstnere, der med pensel og pen indfangede italienske lazaroner, amerikanske hoboes og clocharderne, der sov under Paris' broer.

De første Storm P.-vagabonder, udhungrede, alkoholiserede, forkomne af kulde og med klaprende gebis, tegnes med en social indignation, som dog aldrig fik ham til at bekende partipolitisk kulør. Han var et forsigtigt, meget privat menneske, blev ulykkelig, når nogen forstyrrede hans cirkler og foretrak den ensomme tilværelse ved tegnebordet eller staffeliet, hvor han kunne fordybe sig i en verden, han selv havde indrettet.

Efterhånden blev de ramsaltede, realistiske portrætter af vagabonder erstattet af en behandling af motivet, der var mere gemytlig og fabulerende. Ændringen fandt sted i en periode, hvor det sociale sikkerhedsnet blev mere fintmasket, og det tidlige 1900-tals mest forhutlede typer var på vej ud af gadebilledet. Men at vagabondportrætterne mistede deres socialkritiske brod betød ikke, at de blev mindre personlige. Vagabonderne ses nu snarere som dybt menneskelige alternativer til borgerligheden end som dens ofre. De er uafhængige og filosoferende livskunstnere i slægt med en anden af hans specialiteter: cirkusklovnen. Storm P. fordybede sig i studiet af klovne under et pariserophold i 1905, hvor han var en flittig gæst i cirkus Medrano, men han var også påvirket af Charlie Chaplin, filmvagabond og klovn i ét. Storm P.s vagabonder blev i stigende grad barokke fantasifigurer. Det luvslidte jakkesæt med de brogede lapper forvandles til pittoresk staffage. Den røde næse bliver et adelsmærke, et tegn på deres medlemskab af de frie fugles loge.

„Jeg er Vagabond af Lyst“, hedder det i monologen „Foraar“ (1918), som fortsætter: „en Slags Filosof om man vil – lidt Brændevin maa der jo til – saaden mere for at komme i Stemning.“ Vagabonderne var blevet til vismænd. De hed ikke længere Søren Tandhjul eller Fred'rik Fuglebur som i den tidlige periode, men fik navne, der nok stadig var groteske, men ikke tilfældigt henleder tanken på antikke filosoffer og stormænd: Arkimedes, Agamemnon, Herodot, Herostratos, Sokrates og Perikles. De har valgt side i konflikten mellem snærende konventioner og ubændig frihedstrang. Man ler med dem, lige så meget som man ler ad dem, og når de taler sammen, bekræfter de ofte hinanden i, at de har gjort ret i at slippe alle karriereønsker. Når man står på bunden, er man lykkeligt fri for illusioner. „Her er højt til Loftet, Sebastian“, siger den ene vagabond til den anden, mens de sidder på den bare mark. „Ja“, svarer den anden, „det er godt, at det ikke skal hvidtes.“

Storm P. er en af de få danske kunstnere, der har oplevet den ære, at hans navn er gået ind i sproget som tillægsord. „Storm P.'sk“ kunne i princippet benyttes i forbindelse med flere sider af hans pionergerning – som tegneserieforfatter, skaber af de første danske tegnefilm, improviserende teatermenneske og besynger af de sære, skønne vækster på samfundets losseplads. Men „Storm P.'sk“ bruges i en mere afgrænset betydning: om hans mange tegninger af overordentlig sindrigt konstruerede apparater, stykket sammen af genstande, der normalt benyttes i helt andre sammenhænge. En „Storm P.'sk“ opfindelse har, i komisk kontrast til alle sindrighederne, til formål at løse et helt trivielt hverdagsproblem. Den er meget lidt funktionalistisk, meget lidt „PH'sk“, for at nævne en anden dansker, der også fik sit navn gjort til adjektiv. Men den besidder overflødighedens charme.

Dingenoter og snurrepiberier vrimler det også med i den litterære del af hans produktion, som ikke er den vægtigste. Interessen for det kringlede viste sig i hans kriminalhistorier, der tager udgangspunkt i Conan Doyles værker om Sherlock Holmes, men omskaber den piberygende superhjerne til noget finurligt og lokalt. Genren kommer under et så voldsomt pres, at den går i opløsning. I samlingen Detektyve Historier (1949) blandes detektivhistorien med andre udtryksformer: rædselsroman, trivialroman og social satire. Historien „Borte i Taagen eller Hvad er Livet uden Høns?“ indledes med et stemningsskabende gys: „En iskold Taage svøbte sig haardnakket om Landskabet.“ Men to linjer senere kvæles gyset i gemytlig satire: „I dette Værelse sad den listige men egentlig ikke videre begavede August, Grevens Kammertjener, og øvede sig paa en Flaske Portvin.“

Sammenstødet mellem forskellige tilværelsesplaner karakteriserer novellerne. Indledningen til „Den Jazz – den Jazz“ (1938) afsender på næsten ingen plads en byge af uensartede signaler. Storm P.s læsere ved, at hvis man venter at finde system i galskaben, så kommer man til at vente længe. Hengivelsen til overflødighedens charme overvinder begæret efter mening:

Forhenværende Bibliotekar i Ismejeriet „Gutenbergs Minde“ Hr. Abel Snebold elskede Musik – og navnlig Mozart, dels fordi Mozart var saa nemt at sige med forlorne Tænder, og dels fordi han virkelig fandt Glæde i Mesterens skønne Toner.

De fleste af de kunstretninger, der brød frem før og under Første Verdenskrig, satte deres præg på multikunstneren Storm P., som forvaltede disse impulser på højst egensindig vis, og med sin absurde humor og indlevelse i små mennesker, som tilværelsen har været ond ved, fik han selv betydning for flere generationer af skuespillere og forfattere. Monologerne fik deres kongeniale fortolker i skuespilleren Ebbe Rode, som var Storm P.s gode ven. Crazy-komikken blev genoptaget i 1950'erne af Dirch Passer og Kjeld Petersen. Og litterært gjorde påvirkningen sig endnu gældende hos 1960'ernes modernister: i Benny Andersens sørg-muntre portrætter af forsagte småfolk, der evindeligt plages af tanken om, at de „burde burde“, i den unge Leif Panduros absurde komik, i Jess Ørnsbos digte om groteske eksistenser på det mørkeste Vesterbro og i Per Højholts „Gitte“-monologer.

Danmarks rigskomiker var Robert Storm Petersen allerede i levende live, og ryet blev befæstet med indvielsen i 1977 af Storm P.-Museet ved Frederiksberg Runddel.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Vagabonden som offer og filosof.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig