Arvehyldingen 1660

Kort efter fredsslutningen i 1660 blev Frederik 3. hyldet som arvekonge. Fra nu af skulle den enevældige kongemagt gå i arv fra far til søn, og kongen skulle ikke længere vælges af rigsrådet. Begivenheden gav anledning til en strøm af hyldestdigte, nogle på dansk, andre på tysk og de fleste på latin. Et gennemgående tema er naturligvis kontrasten mellem den netop overståede krig og belejringen af København og den nu herskende fred. Men der er også den bemærkelsesværdige politiske forskel mellem de tyske og danske digte på den ene side og de latinske på den anden, at hvor de folkesprogede understreger kongens fortjenester under belejringen og folkets taknemmelighed, træder arvehyldingens politiske perspektiver – nemlig at den reelt medførte enevældens indførelse – tydeligere frem i de latinske digte. Det afspejler rimeligvis latinens status som de lærdes og magthavernes sprog, på hvilket de politiske realiteter lod sig formulere åbent.

Blandt latindigterne var Zacharias Lund, der som kancellisekretær hørte til hoffets inderkreds, den unge Henrik Harder, som ligeledes var knyttet til hoffet, og Ole Borch, hvis store mytologiske heksameterdigt fremførte Universitetets lykønskning til kongen. Også fra provinsen lød der poetiske lykønskninger. Ribe-præsten Christian Aagaard (1616-64) hentede ligesom Borch stof i den klassiske mytologi og sammenlignede Frederik 3.s nye værdighed med Jupiters erobring af Olympen. En af teksterne skiller sig ud ved – sandsynligvis – at være et regeringsbestilt arbejde. Forfatteren, Daniel Pfeiff (1618-62), præst ved den tyske kirke i København, tilhørte nemlig den snævre kreds, der arbejdede for arvehyldingen og enevælden. Teksten er skrevet i den indskriftefterlignende lapidarstil, og det hylder i indskriftens monumentale form Frederik 3. som arvekonge, til hvem folket har overdraget sin magt. Interessant nok kom det til at fungere som nyhedsformidling om arvehyldingen i resten af Europa. Det fandt nemlig allerede året efter vej til den internationale offentlighed i den samtidshistoriske krønike Diarium europæum (europæisk dagbog). I det hele taget skal man ikke undervurdere lejlighedslitteraturens betydning i tidens nyhedsformidling.

Lejlighedsdigtningen udgjorde en omfattende del af 1600-tallets trykte litteratur, men kun en beskeden del har været genstand for litteraturhistorikernes interesse. Der var både politiske lejlighedsdigte, såsom digtene om arvehyldingen, og digte, der markerede private festlige begivenheder. Deres sociale funktion var grundlæggende den samme som i 1500-tallet, enten at fremme patron-klientforhold eller at bekræfte fællesskaber. Sprogligt sker der imidlertid en forandring. Mens langt størstedelen af lejlighedsdigtene var på latin i 1500-tallet, vandt dansk – og også tysk – gradvist frem i 1600-tallet.