Københavns belejring - Borchs og Harders eposer

Under Københavns belejring i 1658-60 foregik en livlig litterær dansk-svensk trafik. Her afspejles de seneste modestrømninger inden for politisk satirisk litteratur. Fra svensk side blev der skrevet et hånligt Epitaphium Daniae (Gravskrift over Danmark) efter Roskildefreden i februar 1658. Da belejringen trak ud, og situationen lysnede for danskerne, fik den svenske gravskrift over Danmark et dansk modsvar med titlen Danmarks Genopståen: Danmark har ganske vist været ramt af sygdom, men ikke dødeligt. Tværtimod, landet rejste sig igen og slog tilbage – og de må nu finde sig i en voldsom hovedpine, som imidlertid den forgangne vinter, under stormen, blev kureret med en stor dosis af de effektive 'københavner-piller' – en probat kur, der tog livet af patienterne.

Disse indskrift-efterlignende tekster er en latinsproget genre, der hører 1600-tallet til. Her er der ikke tale om renæssancens imitation af oldtidens store digtning, sådan som vi har mødt det hos 1500-tallets latindigtere. Men de traditionelle genrer levede stadig i bedste velgående, og de er også repræsenteret i den latindigtning, som Københavns belejring gav anledning til. Hele to latinske eposer kender vi. Begge er forholdsvis korte og består af knap 1000 heksametre. De er skrevet kort efter belejringen, men først i 1693 blev de udgivet på tryk i Frederik Rostgaards antologi Deliciae poetarum Danorum (Udsøgte værker af danske digtere).

Amagria vindicata (Amagers generobring), er titlen på det ene af dem. Forfatteren er Ole Borch (1626-90), der i 1660 blev udnævnt til professor i filologi samt kemi og botanik. Digtet handler om en enkelt episode i løbet af belejringen, i oktober 1658, et lille slag, der blev udkæmpet i både den danske og den svenske konges nærvær på Amager og endte med den svenske konges flugt. Det var ikke i sig selv en betydningsfuld begivenhed, men den blev hyppigt brugt i dansk propaganda. Kontrasten mellem den svenske konges grådige erobringstrang og hans ynkelige flugt alene i en båd efter slaget på Amager sætter sagen på spidsen.

Situationen er den samme som i Erasmus Lætus' Margaretica: Den ærgerrige svenskekonge håber at kunne besejre danskerne, der dog viser sig at være langt stærkere, end han har regnet med, og han lider et forsmædeligt nederlag og fortryder bittert. Karl 10. Gustav er i Borchs skildring en tyran, der i sin blinde griskhed minder slående om sin forgænger Albrecht, sådan som han er portrætteret i Margaretica. Og Borch sammenligner ham da også direkte med Lætus' kong Albrecht.

Med sit anti-svenske latinepos går Borch ind i den tradition, Lætus har skabt. Han tager tråden op fra Margaretica og dermed fra Vergils Æneide og den klassiske episke tradition.

Det andet lille epos om belejringen er Henrik Harders (1642-83) Hafnia liberata (Københavns befrielse). Digtet er formentlig skrevet allerede i 1660, og Harder har da været ganske ung, kun atten år. I Hafnia liberata gør Harder brug af et traditionelt episk element, som er fraværende hos Borch, nemlig de styrende guder. I de klassiske eposer, fx Iliaden og Odysseen og Æneiden, udspiller nogle af scenerne sig blandt guderne, som planlægger, hvad der skal ske blandt menneskene. Harder lader sit digt begynde med Megaera – en furie i den antikke mytologi – som ærgrer sig over den fred, der nu hersker i Danmark. En masse herlige krige udkæmpes ganske vist andre steder i Europa, men i Danmark er der kun alt for fredeligt. For at få ændret ved denne beklagelige tilstand opsøger hun sin søster i underverdenen, og sammen bliver de enige om, at det er bedst at alliere sig med svenskerne, der er mere forbryderisk anlagte end deres danske modpart. Dernæst hører vi, hvordan de drager til det svenske hof og sender deres giftige slanger ind i svenskernes hjerter, som fyldes af uhæmmet griskhed. Scenen er således sat for, at den følgende beretning bliver en konflikt mellem ondt og godt – mellem svensk og dansk. Og senere hører vi, hvordan Gud – under den antikke betegnelse Jupiter – griber ind til fordel for danskerne.

Sit største ry som digter opnåede Harder dog med sine epigrammer – korte digte, mange kun på to linjer, med en tydelig pointe, ofte i form af et ordspil og ofte med satirisk brod. Han udsendte en samling i 1679, trykt i København med godkendelse af Ole Borch, der altså i denne sammenhæng fungerede som censor. En stor del af epigrammerne er lejlighedsdigte, hvori han hylder kongen og andre højtstående perso-ner. Andre handler om bibelske og historiske personer – fra Adam og Eva til samtidens Oliver Cromwell – og atter andre sætter et mere alment emne på spidsen, som fx dette om 'den rige' og 'den gode': „Rig er den der føler han selv har tilstrækkelig rigdom, / god den der føler sig selv ikke tilstrækkelig god.“ Eller dette, hvor den personificerede trykkekunst roser sig af at have befordret lærdommen og gjort det vanskeligere at undertrykke den: „Mange lyksaliggør jeg med publikums blikke – så længe / lærde mænds ord blir trykt op, blir de jo ikke trykt ned.“

Harders epigrammer nød anerkendelse langt ind i 1700-tallet. Hans store efterfølger på området Ludvig Holberg priste hans 'Vid og hans sirlige Skrivemaade'.