Børn og kvinder

„Den ene Bog er om næsten slet ingen Ting“ (Følgerne), siger Gunhild om Lillemor (1902, oversat til 15 sprog) og fortsætter med at karakterisere den som dryppende regn. Den lille roman er et tidligt eksempel på Karin Michaëlis' litterære kunst, der findes i billederne, stemningerne og stemmerne, der fortæller deres historie. Stilen er inspireret af impressionismen, men i stedet for at antyde det indre liv gennem det ydre, handling og replikker, krænger Karin Michaëlis det indre liv ud og lader handlingen foregå i et grænseområde mellem fantasi og virkelighed.

En bitter fraskilt mor bortgifter sin ældste, purunge datter til en ældre enkemand, der har bejlet til moderen selv. Det er forhistorien; resten af romanen består af breve, de fleste fra pigen Lillemor og adresseret til moderen og søsteren. De fortæller om, hvordan hun langsomt går under i ensomhed på heden, føder to børn, der dør, og sluttelig tager sit eget liv i en gestus, hvor den sproglige selvudslettelse bliver bogstavelig. Hendes kontrast er en ukuelig lillesøster, der selv vælger sin mand og oplever rejselivet og seksualitetens glæder. I et afsluttende brev lægger ægtemanden ansvaret på sig selv og moderen, der er fortællingens vrede dæmon. Der er ingen forklaring på, hvorfor den ene pige ødelægges, den anden erobrer glæden. I stedet bliver de to billeder på det barnliges skæbne på vej mod voksenlivet og kundskabens træ. Lillemor klynger sig til sin tabte barndom, legen og fantasien som værn mod det voksne liv, søsteren bruger fantasien til at udkaste planer fremover. Den unge piges sørgmodige breve er en voldsom udfordring for læseren, der tvinges ind i det lukkede univers. Barnet er til stede i teksten som en voldsom kontrast mellem den totale ødelæggelse og den stærke livskraft. Sådan skriver hun til sin mor efter det første barns fødsel og død:

Min kære, kære Moder!Kunde Moder ikke heller glemme mig helt og kun holde af Anina og Benthe Marie og tænke, at jeg var død for længe længe siden. Ligesom naar man planter tre Rosenbuske, kan den ene godt visne eller faa skæve Blomster.Moder har sletingen Glæde af mig men kun Sorg, fordi jeg er en daarlig Kone. Det Ord med Aanden, der vel er redebon, men Kødet er skrøbeligt, passer paa mig, og blot det ikke kommer af, at jeg holdt saameget af Dukker, jeg vilde saagerne, saagerne være hærdet, men jeg kan ikke.

Der er et 'for meget' på færde i Karin Michaëlis's romaner, der i romanserien om Gunhild tematiseres som den unge kunstnerspires løgnagtighed. Georg Brandes, der anerkendte hendes ekspertise i skildringen af unge kvinder, finder de voldsomme elementer i hendes prosa så anstødelige, „at man burde brække sig over det“, og undrer sig over, at hun optræder som „Dødsfjende af god Smag og af det, man i gamle Dage uskyldigt kaldte Skønhed“. Men hvor fantasien kammer over og teksten demonstrativt fortæller om følelser og tanker hinsides pænhedens rammer, udfordrer de også vanens og tidens forestillinger om sandhed, – og om, hvad en kvinde turde vove at sige om livet bag facaderne. Her følger hun det moderne gennembruds demaskeringer af familielivet, men afsløringerne sår samtidig tvivl om sandheden og sandhedsbegrebet, fordi det overalt er fantasierne, der er på færde.

I Over al Forstand (1907) dør en kvinde, fordi hendes mand ikke betror hende alt, og i Kyllingesorger (1907) går kvinden Jonna under i, hvad der synes at være hendes egne fantasier og hendes voldsomme lidenskab, der efterhånden retter sig mod en mand, der sluttelig gifter sig med hendes datter. Igen handler romanen om ingenting, dvs. om en gift kvinde i et ganske almindeligt provinsægteskab, men også om et indre liv, der går grassat og kunne diagnosticeres som en psykose, en manglende evne til at skelne mellem fantasi og virkelighed.