Det flerstemmige jeg - Den farlige Alder

Betroelsen, bekendelsen og brevet er former på grænsen til de officielle litterære genrer; traditionelt viser de ind mod kvinders intime og private kommunikation. Karin Michaëlis trækker dem frem i lyset og gør dem på samme tid til en del af sin teknik og til et tema, fx i Kvindehjerter, som hun skrev sammen med Betty Nansen i 1910, og Syv Søstre sad (1923). Højdepunktet er Den farlige Alder (1910), den internationale succes- og skandaleroman om kvinder i fyrrerne. Den fortælles af hovedpersonen gennem breve og dagbogsoptegnelser, men hvem er hun? Udsigelsen er langt fra stabil, hvad der allerede viser sig i problemer med jegets navngivning af sig selv: Skal hun kalde sig ved pigenavnet Elsebeth Bugge eller ved sit giftenavn Elsie Lindtner? Spørgsmålet er centralt, fordi romanen står og falder med hendes ord, mens den ydre handling kan resumeres ganske kort. Den 42-årige kvinde lader sig skille for at leve alene, dvs. med en stue- og kokkepige, i en nybygget villa på en fjern ø. I knap et år bor hun på øen, skriver breve hjem, men hidkalder til slut i længsel efter mænd en yngre mand, hun har været forelsket i, og da mødet viser sig forgæves, skriver hun efter eksmanden, der imidlertid har forlovet sig med en 19-årig. Ramt af sin egen fejlslagne strategi pakker hun sammen for at rejse jorden rundt med stuepigen.

Gennem hele romanen har Elsie som en overordnet fortolkende stemme rådgivet medsøstre og overlegent peget på sit eget valg som en rationel løsning på den aldersbetingede krise, der synes at ramme kvinder over fyrre. Den rammer i romanen medsøstrene som anfald af utilregnelighed, der gengives som psykologiske case-studies over kvindelige sygehistorier. Vekslende med denne rådgivning begiver Elsie sig også ind i en sandhedssøgende filosofi over kvinder og en bekendelse om kønnet, der bringer grufulde hemmeligheder for dagens lys. Hvis mænd kendte sandheden, ville de skyde alle kvinder over 40 som gale hunde, siger hun, og kvinder ville drikke deres egne børns hjerteblod, hvis de blot kunne få deres ungdom igen; kvinder er fulde af løgn, ingen mænd kender sandheden om dem, og „mellem Kønnene er jo ikke blot det inderste Fjendskab, men ogsaa den uoverstigelige Kløft af Mangel paa Forstaaelse“; kvinderne bærer en maske, som de aldrig kaster fra sig.

Men hvordan skal man læse alle disse visdomsord? Deres sandhedskarakter undermineres på mange måder. Og Elsies overlegenhed er hurtigt rystet i det ensomme hus, hvor en motivkreds og en metaforik knyttet til naturen omkring kvinderne fortæller deres egen historie om sanser og drifter, de ikke selv kontrollerer. Derudover fortælles også en ganske anden historie om kvindelivet, hvor det ikke er natur, men sociale betingelser, konventioner og fordomme, der gør kvinderne gale. Den kulminerer i et brev, Elsie skriver, men ikke sender til sin unge ven, hvor hun beretter om, hvordan hun solgte sin ungdom og skønhed dyrest muligt og dermed gjorde sig selv til handelsvare. Her er en etisk selvkritik, men også en analyse af kønnets skæbne på det sociale marked, der gør den 40-årige kvinde latterlig i sit begær, mens hendes eksmand med sin sociale status kan gifte sig ungt. Romanen bliver også en både vittig og besk kritik af de normer og konventioner, der tvinger kvinderne ud i gennemgribende løgne, og læst fra denne vinkel er den kvindelige hemmelige galskab ikke længere den inderste sandhed om kønnet, men en påtvunget attitude, som endog gør det vanskeligt for kvinderne selv at skelne løgn fra sandhed.

Romanen kan læses som en satire over Elsie Lindtner, hvis bedreviden viser sig at være falsk og blot endnu et udtryk for, at kvinders tænkning og tale er underlagt kroppen og kønnet. Men hendes udsagn er samtidig en knivskarp analyse af kvinders vilkår. Denne sammenfiltring af utroværdighed og sandhed er en del af romanens fornyende og respektløse form, der også må læses som et modtræk til samtidens mandlige læger og deres alvorlige og autoritative udsagn om kvinder. Den farlige Alder er en provokerende fortælling, en spøg, der også insisterer på at blive taget alvorligt.

Og det blev den, også internationalt – i Tyskland blev der solgt 86.000 eksemplarer på 14 dage! Den blev filmatiseret i 1911 og igen i 1927, hvor Asta Nielsen spillede hovedrollen, og den var et hovednummer på Karin Michaëlis' foredragsliste. Elsie Lindtner (1912) er en lidt mattere og løsere fortsættelse, der følger heltinden frem til alderdommen, hvor hun erkender sin egen utroværdighed. Ansvaret for en noget vanskelig plejesøn bliver samtidig det meningsgivende holdepunkt i en flakkende tilværelse.

I Hjertets Vagabond (1930) fører Karin Michaëlis jeg-romanens dobbeltbundede betroelser videre ved at give stemmen til en Kirsten, der er tegnet over maleren Kirsten Kjær (1893-1985). Romanens jeg fortæller til et aldrig navngivet du, som hun efterlader sine breve, og afslutter sine betroelser med signaturen 'Kirsten', men virkelighedens Kirsten Kjær mente rasende, at hun her blev fremstillet som en „international Luder“. Der er også eksplicitte forskelle mellem de to personer, tydeligst i, at da romanfiguren lider af en dødelig tuberkulose. Dødsmotivet giver et perspektiv og en kontrast til den overordentlig levende fortælling af en kvinde, hvis stil i sprog, leve- og malevis er ekspressiv og meget lidt konform. Handlingen foregår især i Amerika, men først og fremmest i selve den sproglige fremføring af lange maleriske beskrivelser, associationer og digressioner over Kirstens livsstil og de mange mænd og mennesker, hun møder. Talestrømmen viser sig visuelt i siderne, der glider over hinanden uden afsnit, og der er kun konturer af en kronologi til stede med enkelte barndomsglimt og markering af sygdommens start, derimod er Amerika til stede i stedsangivelser og henkastede og nydende citeringer af navne og sproglige udtryk:

Jeg havde for Resten en underlig Oplevelse i Monterey ….. Jeg elsker det Navn: Monterey, Monterey ….. Kan du høre, hvor det synger? …..Det var dengang, jeg boede i Robert Louis Stevenson- Huset. Jeg var lige kommen op fra Carmel – den store Kunstnerkoloni for rige Folks Sønner. Der bygger de Studios, der ligner rene Filmspaladser, men det, de smører op paa deres Lærreder, er ikke det Klister værd, det ville koste at bruge dem som Tapet i Pulterkamre. Ligemeget, til Carmel – Eftertryk paa sidste Stavelse – skal de allesammen hen. De rigtige Malere derimod, de holder til i Monterey, Californiens Montmartre, say.

Bevidsthedsstrømmen er kendetegn for højmodernismens hovedværker som James Joyces kanoniserede Ulysses (1922). Hos Michaëlis bruges den til et bredt repertoire af kulørte og dramatiske historier, fx om dengang Kirsten tog to halvdøde babyer fra en død kinesisk kvinde og gav dem videre til en vagabond og en ung societydame af sit bekendtskab, eller dengang hun sammen med en veninde maskerede sig som spanske kvinder for at invadere en skønhedskonkurrence i protest over de lusede præmier. Intet er for stort eller for småt, og tilsammen bliver fortællingen til et portræt fra og af en kvinde, hvis køn og krop og kunst går i legende, brusende og intim forbindelse med hinanden, med sproget og med verden udenfor.