Som det fremgår af Henrik Stangerups selvbiografiske roman Fjenden i forkøbet (1978), var hans drømme om filmatiseringen af Holbergs Erasmus Montanus store. Historien blev flyttet til 1650'ernes Brasilien, men næsten alt, hvad der kunne gå galt, gik galt under optagelserne. Filmens titel, Jorden er flad eller Erasmus Montanus (1976), kom ikke til at matche de ture i dybe dale, som processen resulterede i for dens skaber. Henrik Stangerup med hat over for skuespilleren Fausto Wolff.

.

I 1964 skrev Elsa Gress (1919-88) bogen Det uopdagede køn, blandt andet inspireret af den franske feminist Simone de Beauvoirs skrifter, og ærindet var en frigørelse af mennesket, ikke bare mere magt til flere kvinder. Som hos mange andre kvindelige forfattere er der hos Elsa Gress en nær forbindelse mellem liv og digtning. Et særkende er, hvordan de fiktive fortællinger åbenlyst indoptager tildragelser og figurer fra forfatterens eget liv, mens selvbiografierne, snarere end at fortælle om en vedvarende personlig udvikling, tenderer mod at blive skildringer af de mennesker, forfatteren har mødt. Imod sædvane bruger Elsa Gress ikke selvbiografien til at nå en personlig afklaring. Den har hun nemlig opnået for længst.

Forfatteren havde en smertelig barndom og dramatisk ungdom at skrive om. Outsiderbevidstheden er umisforståelig, men der er en indre sikkerhed på trods af omstændigheder med bl.a. en egocentreret og mentalt udsat far. Erindringsbogen Fuglefri og fremmed (1971) skildrer, hvordan hjemmet bliver opløst i slutningen af 1930'erne, hvorefter Elsa finder en tredje vej mellem de polariserede ideologier omkring Anden Verdenskrig. Det næste bind erindringer, Compañia 1-2 (1976), fører bevis for, hvor mange kunstnere og kulturpersonligheder forfatteren har mødt. Trakasserier og kærlighedsintriger præger romanen Salamander (1977), der foregår i et teater-kunstnermiljø lig det, Elsa Gress og ægtemanden, maleren Clifford Wright, havde etableret i deres kollektive og tværæstetiske værksted og hjem, Decentret på Møn, som i sine sidste år blev finansieret af noget så usamtidigt som en grevelig mæcen.

Elsa Gress og hendes åbenhed over for intellektuelle eksistenser, der går på tværs af normen, kom til at spille en vigtig rolle for Henrik Stangerup (1937-98), da han oplevede en personlig nedtur, efter at det store brasiliansk-danske filmprojekt Jorden er flad (1976) blev en massiv fiasko. Alt sejlede for Stangerup, der satte sig for at skrive sig ud af kaos. Resultatet blev en af bekendelseslitteraturens mest bemærkelsesværdige bøger, Fjenden i forkøbet (1978). På udgivelsestidspunktet var bekendelseslitteraturen på sit højeste; Suzanne Brøgger blev læst som en exceptionel bekendelsesforfatter, men også Christian Kampmann var repræsenteret, i første omgang med Fornemmelser (1977), Carsten Nagel med Som man(d) behager (1976), ligesom Vita Andersens forfatterskab blev læst ind i denne sammenhæng.

Bekendelsesgenren er også et mediestunt. Varebetegnelsen kan sælge bøger, for læserne var og er interesserede i at vide noget om andre menneskers inderste. Læseren får en privilegeret rolle som den, forfatteren betror sig til. Og selvudleverende, det er Fjenden i forkøbet. Jens Kistrup skrev i sin anmeldelse i Berlingske Tidende, at bogen vil gøre „læserne lede ved enhver anden form for familieliv end deres eget.“ Politiken brugte ord som „skandaløst ublufærdig“. Læsernes nysgerrighed blev ikke mindre af, at romanen fremstod uredigeret. Angiveligt var det sådan, at forfatteren kontinuerligt afleverede manuskriptet i fragmenter, så der var ingen garanti for, at bogen var tænkt igennem på forhånd og dermed afbalanceret – båret af et afklaret sind.

Fjenden i forkøbet fremstår som skrevet i en rus og af en forfatter, der både vil have „karneval og kødelighed“ og „de dybeste skakter af rædsel“. Som en anden psykolog skal læseren lytte sig ind til den heftigste puls og de inderste sandheder, den vrede og dynamik, som bærer denne tour de force i stil, tid og rum. Læseren kan tænke sit, men ikke gribe ind. Monologen tager sine herresving uden hensyn til nogen eller noget. Projektet er udtalt jeg-centreret: „Det er min roman. Det skal blive min roman, i første person, men på min måde.“

I lighed med bekendelseslitteraturen er også Henrik Stangerups fortæller tæt på det fortalte; han kværner observant om alle de fortrædeligheder, der gør, at romanen må have undertitlen „en roman om angst og skyld og sjælens misere“. Men i modsætning til de øvrige bekendelsesbøger er Stangerups pen et kamera, der tager nærbilleder. Her kan ikke tages billeder i fugleperspektiv. Hvis der er overordnede betragtninger, er de indlejrede i fortællerens egen inderlige ambivalens. Stangerups fortæller er ikke upålidelig. Han er desperat og uafklaret. Selvhad overgår langt selvpromovering. Polemik og idiosynkrasier overgår redelighed. Til gengæld står der meget på spil. Ikke bare på handlingsplanet, men også på fortælleplanet, for det at skrive erindringerne er både midlet og målet for Henrik Stangerup.

Der er også meget at udrede og redde. På det ydre plan er Stangerups fortæller ved nedskrivningens start vendt tilbage til Danmark efter at have indspillet film i Brasilien. Skuespilleren Lotte Tarp har forladt ham, han må sige farvel til det idylliske hus på landet, faderen er død, han har det mildest talt ikke godt med den danske kultur, er på afstand af alt og alle, og han kan ikke holde afstand til Fausto Wolff, der spillede den altdominerende rolle i Jorden er flad. På det indre plan plages han af angst for fiasko, har selvmordstilbøjeligheder, og han drikker som besat.

Tvangstanker høvler igennem hovedet, og de kan kun kureres, hvis de bliver nedfældet: Der er historien om faderen, der var klog, men politisk uklog under besættelsen, og dermed historien om, hvordan nazismens spøgelse har plaget lige siden. Historien om Fausto Wolff er en klassisk modernistisk fordoblingshistorie, der handler om at uddrive det, man på én gang elsker og hader inderst inde. Fausto Wolff er ikke det eneste menneske, der fungerer som projektionsfigur. Fjenden i forkøbet er en besværgende uddrivelse af indre og ydre dæmoner. Hvor meget der udspiller sig i Stangerups fantasi, og hvor meget der har hold i virkeligheden, skal være usagt. Sønnen tænker sig, at faderen vil sige: „Du gjorde dit liv til en roman Henrik! En rigtig æventyrroman med dig selv som både forfatter og nøglefigur.“ Følgelig opsøges Stangerup af sine tidligere romaners melankolske og selvdestruktive mandlige hovedpersoner. Den afgrundsdrift, de gestaltede, virker stadig i deres herre.

Fjenden i forkøbet er, hvad angår opløsning af grænser mellem digt og virkelighed, mellem fortid og nutid, endnu mere radikal end Suzanne Brøgger i Creme fraiche. Brøggers figur flyver hele vejen; Stangerups falder og falder. Romanens cykliske komposition videregiver kongenialt det mentale kaos; det kører så at sige i ring for fortælleren og dermed også for læseren. Ser man på bogens kronologiske linje, dækker fortællingen ikke desto mindre hele Stangerups liv. Der springes hid og did i tilbageblik, men sammenlagt har vi at gøre med en komplet levnedsbeskrivelse. Der skal være plads til det hele fra fortiden. Det fortrængtes tilbagekomst rydder scenen for overflødigheder, hvorfor selv det mest fræsende eller pludrende hos Stangerup får en dybere klangbund. Og selv om romanen spreder sig som ringe i vand, berører en masse emner – og Stangerup har meninger om mangt og meget – så har den også en koncentration.

I modsætning til Suzanne Brøgger, der promoverer en begærsfilosofi og senere konverterer den til transcendente længsler, og til Christian Kampmann, som nøjes med at bruge bekendelseslitteraturen til at berette om glæden ved at finde sin rette identitet som homoseksuel, dér udstiller Henrik Stangerup sin egen fallit. Men han gør det flot. Teksten er udvejen, og derfor bliver bekendelseslitteraturen kunstnerisk legitim.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den afklarede og den desperate selvbiografi - Elsa Gress og Henrik Stangerup.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig