Christian Kampmann (1939-88) præsenterer sine tre bøger Fornemmelser (1977), Videre trods alt (1979) og I glimt (1980) som romaner. Han kunne også kalde dem for selvbiografier. De er skrevet af privatmennesket Chr. Kampmann og giver læseren et indblik i forfatterens personlige dannelsesproces. Det, der kan bekendes, er hans homoseksuelle orientering, der får ham til at føle sig som en afviger. Men det er han nu ikke flov over. For så vidt er der intet syndigt ved den skrivende; problemet er blot, at han ikke er som de andre, og i de første mange år prøver han derfor mere eller mindre helhjertet at modarbejde sig selv, vel vidende, at hans længslers mål afviger fra flertallets.

Bøgerne er selvsagt skrevet i retrospektiv, og den viden, den skrivende har, samstemmer ikke med det fortalte jegs. Den, der fortæller, er ikke helt den samme som den, der berettes om: „Jeg kan se, nu, hvordan jeg ubevidst forhindrede mig selv i at være sammen med ham. Jeg fjols.“ Den unge Kampmann er mere famlende end den seksuelt afklarede voksne, og det kan måske forklare især det første binds splittelse mellem den spirende homoseksualitet og bestræbelserne på at etablere et erotisk forhold til en kvinde og danne en traditionel borgerlig kernefamilie. Selvovertalelser i den retning fylder dog ikke så meget som homoseksuelle oplevelser og de eftertanker, de afstedkommer. For så vidt er den skrivende fra første færd på det rene med, hvor han står.

Som alle andre drømmer også den skrivende om at finde den eneste ene, det skal blot være en han. Og i anden omgang drømmer han om, at de homoseksuelle kan danne deres egen offentlighed, der optræder som en anerkendt del af kulturen på linje med så mange andre fraktioner og grupper. I de sidste bøger nærmer erindringerne sig nutiden med dens kollektive utopier, mandegrupper og bøssekollektiver. Forfatteren redigerede fra 1975 til 1978, sammen med blandt andre Bente Clod, Seksualpolitik, et tidsskrift for homoseksuelle, og Kampmann føler sig næsten hjemme i tiden. Han konstaterer nøgternt, at selv bøssepar må leve med et træls hverdagsliv.

Hvor Henrik Stangerup skulle komme sine fjender i forkøbet, kommer Christian Kampmann sine venner i forkøbet ved at stå frem og berette om sit liv med dem; og hvor Stangerup ikke rigtig ved, hvor han ender, der kan Kampmanns jeg tage det mere afslappet, fordi tiden arbejder for ham, og han arbejder for den. Uden at det garanterer den fuldendte lykke. Fælles for Stangerup og Kampmann er, at de afstår fra at have et afklaret udsigtspunkt. Hos Stangerup svinger det for meget til, at det kan lade sig gøre, det skrivende jeg er for krisemærket til, at han kan hæve sig op over sin tekst og finde ro. Kampmanns skrivende jeg finder derimod langsomt, men sikkert frem til sin (køns)identitet, og når den kan annonceres, uden at manden går itu, er der ikke behov for at transcendere det nærværende, lige bortset fra, at forfatteren ynder at finde indre sjælero ved at dyrke transcendental meditation. En sammensat personlighed er ikke længere en trussel.

Tilsammen udgør det tre romaner, Fornemmelser, Videre trods alt og I glimt en dannelsesrejse. Specielt det første bind bærer stærke mindelser om den prosa, forfatteren bedrev i sine tidlige romaner, og den har sine symbolske markeringer. En meget sigende gennemgående metafor er 'hinden'. På den ene side er hinden en beskyttelse mod trusler udefra. „En hinde af velvære lukker sig om mig og mildner de indtryk der filtreres igennem.“ På den anden side er hinden et indelukke, noget der skal sprænges, hvis jeg'et for alvor skal i kontakt med andre og omverdenen. Mødet med en smuk mand viser, at det provisorisk kan lade sig gøre at være uden en skal: „Han står og smiler til mig med et langsomt, venligt smil. Hinden brister, og hans ro flyder ind i og gør mig tung og varm, og jeg flyder ind i ham.“ På et andet tidspunkt kan en hinde briste, når jeg'et forstår, at han er blevet bedraget af en elsker.

Hinden er et tvetydigt symbol. Den er en nødvendighed og en pestilens. Dybest set vil Kampmann helst være den foruden: „Det jeg stærkest husker er mit evindelige håb om at blive gennemskuet og trængt igennem til.“ Det kan korporligt ske ved at dyrke sex med ukendte mænd, og det kan ske, når seksualiteten er en genvej til en endnu stærkere kontakt. Den sidste forbindelse etableres kun undtagelsesvis i de tre bøger. Men den grundlæggende erkendelse af, at det er muligt at nedbryde hinden, nå ind til de inderste hemmelige rum i sindet, ophæve den ensomhed, der ellers kendetegner Kampmanns univers (herunder også hans fiktive skrifter), er der symptomatisk nok allerede i Fornemmelser: „Jeg forstår Proust, når han siger at forbindelsen mellem to væsener kun findes i deres tanker; at mennesket ikke kan slippe ud af sig selv og kun kender andre gennem sig selv, og at det lyver hvis det påstår det modsatte. Sådan har jeg selv haft det før i tiden.“

Forfatteren spejler sig i Marcel Proust, men den sidste sætning angiver faktisk, at han er kommet på andre tanker siden. Og det er disse tanker, som bærer de tre erindringsbøger, der derfor bliver beherskede bekendelsesbøger. For de er også fattede og optimistiske uden at være decideret frelste.

Det er til gengæld forfatterskabet efter Gregersen-tetralogien og de tre bekendelsesbøger. Faldet i kunstnerisk niveau er lige så markant, som indholdet er tidstypisk: terapi og selvudvikling ned til mindste kliché. Forfatterskabet blev brat afbrudt, da Christian Kampmann blev dræbt af sin elsker i et jalousidrama.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den sprængte hinde - Christian Kampmanns romanbekendelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig