Den afrikanske farm

Kort efter udgivelsen af Syv fantastiske Fortællinger gik Karen Blixen i gang med at skrive på Den afrikanske Farm, som udkom i 1937 på engelsk og dansk. Siden er den på verdensplan udkommet i mange oplag, særligt fra 1980 og frem, og i et samlet antal, der skal opgøres i millioner. Den udgjorde grundlaget for Sydney Pollacks storslåede, men stærkt reduktive Hollywood-romance Out of Africa (1985), hvori Meryl Streep og Robert Redford optræder i hovedrollerne som Karen Blixen og Denys Finch Hatton. Attraktionen ved bogen har således i høj grad været biografisk, men det besynderlige er, at den i sig selv er ganske påholdende med private oplysninger om den, som interessen drejer sig om. Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt bemærkede i 1960'erne i et forord til Daguerreotypier, at selv om Den afrikanske Farm „ofte kaldes biografisk“, så er den „ualmindelig fåmælt om stort set alle de emner, som hendes biograf ville være nødt til at bringe på bane.“

Dette træk er særlig tydeligt i den engelske udgave, som er udgivet under det mandlige pseudonym Isak Dinesen, hvor hovedpersonen først i slutningen af bogens anden del afslører sit navn og dermed også sit køn, som ikke fremgår åbenbart af de foregående kapitler. Påholdenheden med private oplysninger kan forstås i lyset af den udvikling, som Blixen – ifølge foredraget for de lundensiske studerende – gennemgik, for den var en afvikling af netop sådanne personlige egenskaber, som normalt har den biografiske genres bevågenhed. Bogen var ikke noget maskefald, ej heller nogen indrømmelse til de modsætninger – mellem myte og historie, løgn og sandhed – som Syv fantastiske Fortællinger havde udfordret.

Den afrikanske Farm er for så vidt selvbiografisk, men den bryder med en række forventninger til genren, samtidig med at den ligesom fortællingerne inkorporerer andre genrer – såsom pastorale, rejsebog og gæstebog – og veksler i fremstillingsformen mellem fortælling, kulturfilosofisk refleksion og aforistiske udbrud. Bogens overordnede komposition er bygget op efter tragediens mønster. „Jeg havde en Farm i Afrika“, lyder dens berømte indledning, som er holdt i datid. „I Højlandet vaagnede man om Morgenen og tænkte: Nu er jeg der, hvor jeg skal være“, konkluderer dette afsnit i en forvreden nutidsform. Således introducerer allerførste afsnit det tab, der ligger imellem den fortalte tid og fortælletidspunktet. I fuld overensstemmelse med den pastorale tradition fortælles der fra et sted, der befinder sig hinsides den evigt tabte idyl, Afrika. Det er i sidste ende tabet af farmen – og dermed af den kosmiske overensstemmelse mellem hovedpersonen og stedet,der beskrives med en arkadisk metaforik – som erindringerne handler om.

Men selv om bogen er rettet mod et tragisk udfald, er den episodisk opbygget og følger ikke noget strengt kronologisk mønster. Den er inddelt i fem akter, hvoraf de fire første handler om idyllen, mens den sidste beretter om tabet af den. Første del beskriver naturen, menneskene og dyrene omkring farmen, anden del beretter om følgerne af en vådeskudshændelse, mens tredje del fortæller om farmens gæster, især Denys Finch Hatton. Fjerde del byder på en række kulturfilosofiske betragtninger og kritiske udfald, ikke mindst mod englændernes forvaltning af koloniherredømmet i Kenya.

På trods af, at Den afrikanske Farm deler en række raceforestillinger og imperialistiske tankemønstre med sin tid, udviser den en bemærkelsesværdig åbenhed i mødet med de afrikanske indbyggere. Sammenligningerne af afrikansk og europæisk kultur falder sjældent ud til sidstnævntes fordel. Ganske tidligt i bogen drager Blixen lære af kulturmødet og formulerer en grundtanke, som gennemtrænger hele forfatterskabet:

Maaske var de [indfødte] virkelig paa en Maade, der for os maa blive uforstaaelig, og som vi ikke kan efterligne, i selve Livet i deres rette Element, som Dybvandsfisk, der ikke vilde kunne forklare sig vor Frygt for at drukne. Denne Sikkerhed i Tilværelsen, denne Svømmekunst, tænkte jeg, har de, fordi de har bevaret en Kundskab, som vore egne første Forældre satte overstyr for os, og hvori, mellem alle Verdensdele, Afrika især kan undervise os: At Gud og Djævelen er een.

Denne kundskab, som Blixen her tillægger de afrikanske indbyggere, er én, som resten af forfatterskabet tilbyder at indføre sin læser i. Respekten for „Dobbeltheden i Enheden og Enheden i Dobbeltheden“ stikker dybt hos Blixen. Citatet vidner om, hvorledes kulturmødet har bidraget til den vedholdende kritik af vestlig dualismetænkning, som forfatterskabet udfolder ved sin destabilisering af traditionelle og kulturelt bestemte modsætningspar: kvinde og mand, myte og historie, Afrika og Europa.

Det vidner imidlertid også om, i hvor vid udstrækning Blixens forståelse af den fremmede kultur er præget af den vitalistiske strømning, der – for hendes vedkommende med kilde i Nietzsches „Lebensphilosophie“ – løber gennem dansk litteratur fra 1890'erne og op i første halvdel af 1900-tallet. Livet „selv tvinger os til at sætte værdier, livet selv sætter værdier gennem os, når vi sætter værdier“, som Nietzsche skrev i 1889 i Afgudernes ragnarok. „Livet“ fremstilles som et element på linje med vandet og luften; det kan være noget, man er i, eller det kan være en naturkraft, man frygter og kæmper forgæves imod. Skæbnebegrebet i Blixens forfatterskab, som har været meget omdiskuteret i forskningen, står i tæt forbindelse med dette begreb om „livet“ som en af individet uafhængig kraft. Det gør det også hos Blixens væsentligste kilde til dette skæbnebegreb, M.A. Goldschmidt, der i Livs Erindringer og Resultater (1877) definerede skæbnens straf, nemesis, som „det fine og omfattende Retsforhold, hvori Mennesket føler sig staaende til den naturlige Magi, som Livet er“. Paradokset i denne formulering, livet der defineres som en naturlig magi, berører kernen i Blixens skæbneforståelse.

Skæbnen var ikke Blixen nådig i de sidste år i Afrika, hvor ulykkerne ramlede ned over hende og over farmen, som hun til allersidst i erindringsbogen tager afsked med. Forløbet leder op til den situation, hvori Blixen befandt sig, da hun debuterede og skrev erindringerne, i Rungsted og Skagen i midten af 1930'erne. Til denne situation refereres der kun enkelte steder i Den afrikanske Farm. I lignelsen om livets veje, som hun fortæller undervejs – om det mønster, som livets vildveje i sidste ende danner – stiller hun et enkelt gribende spørgsmål: „Den mørke, trange Vej jeg løber paa, den dybe Grube hvori jeg nu ligger, paa hvilken Fugl kan de vel være Kløerne? Naar mit Livs Tegning er fuldført, skal da jeg, skal da andre Folk se en Stork?“ Blixens spørgsmål udtrykker et håb om – men ingen garanti for, at hendes livs fortælling i sidste ende ville samle sig i et anskueligt mønster.