Identiteten er det tilbagevendende problem for de tilstedeværende på høloftet i Norderney. Med masker, spejle og marionetter udforsker Blixens forfatterskab spørgsmålet om menneskets identitet i den moderne verden. I „Kardinalens første Historie“ i Blixens Sidste Fortællinger (1957) siges det, at spørgsmålet „hvem er jeg?“ er „Menneskehjertets dybeste Nødraab“, og i „Syndfloden over Norderney“ genlyder dette nødråb netop fra de to unge mennesker, der fortæller om deres usikkerhed på, hvem de egentlig er, mens de to ældre frigør sig fra alle forventninger om identitet i kraft af de roller, de indtager: skuespillerens og den vanvittiges. Denne sidste måde at blive løst fra identitetens bånd på var også én, Blixen selv kunne sukke efter: „Gid Folk dog bare vilde betragte mig som sindssyg, (…) det vilde være saadan en Lettelse“, udbrød hun ofte ifølge Thorkild Bjørnvig.

Identitetsløsheden er udbredt blandt Blixens novellepersoner, som i denne henseende adskiller sig væsentlig fra dem, der optræder i de klassiske, danske noveller – hos forgængerne Blicher og Goldschmidt, for eksempel. Personerne i hendes fortællinger fordeler sig helt overordnet i de to eksistensmåder, som Søren Kierkegaard indførte i sin afhandling Om Begrebet Ironi (1841), da han bemærkede, at ét „er nemlig at digte sig selv, et andet at lade sig digte“. Særligt i de sidste fortællinger tages spørgsmålet op til direkte overvejelse, og der anvises også en – men kun én – vej ud af identitetskrisen. Det er kun gennem fortællingen, at mennesket kan finde forløsning for sit identitetsbehov; den er grundenheden, hvormed det finder orden i sig selv og i verden. I „Kardinalens tredje Historie“ svarer kardinalen, at „i hele Verden har alene Historien Myndighed til at besvare det Menneskehjertets dybeste Nødraab, der lyder: „Hvem er jeg?““ Derfor er den ifølge kardinalen guddommelig. Men selve spørgsmålet holdes åbent hos Blixen, også når det gælder kønslig eller seksuel identitet, der for mange af novellepersonernes vedkommende er uafklaret. Det var ondskabsfuldt ment, da Frederik Schyberg i en anmeldelse i 1935 fastslog „den Kendsgerning, at der i de syv Fortællinger ingen normale Mennesker findes“, men senere læsere har netop efterprøvet kendsgerningen og gjort opmærksom på den variation af kønsroller og seksuelle præferencer, der er repræsenteret i historierne.

Flere af fortællingerne demonterer forestillingen om, at kønnet er naturligt, og viser, at det – som identiteten i det hele taget – er iscenesat, en rolle man opfører på verdens teater. Sammenligningen af verden med en scene og livet med et skuespil går igen i fortællingerne. Denne forestilling – theatrum mundi kaldes den – går tilbage til græsk litteratur og filosofi, men var især udbredt i 1500- og 1600-tallets litteratur, hvorfra Blixen også hentede et af sit livs mottoer: „All the world's a stage, / and all the men and women, merely players“ (fra Shakespeares Som man behager (o. 1600)). Det er dette vilkår, som i Blixens fortællinger stilles frem af de søgende, selvrefleksive novellepersoner, der ikke blot er i tvivl om, hvem de er, men også – i ekstreme tilfælde – om de er. Nok er begivenhederne i Blixens fortællinger henlagt til det gamle Danmark, men identitetsproblematikken, som de kredser om, har rod i den moderne verden. Det var netop denne teatralskhed, bevidstheden om identitetens iscenesættelse, der i 1990'erne gav forfatterskabet teoretisk aktualitet.

Der kan gives mange historiske grunde til, at identitetsspørgsmålet er blevet stadig mere påtrængende i moderne samfund, hvor de traditionelle institutioner – familie, erhverv, etnicitet eller religion – i vid udstrækning har tabt deres identitetsbærende kraft. Der synes dog snarere at ligge geografiske end historiske forklaringer til grund for Blixens vedvarende interesse for identitetsproblematikken. Det lod hun ane i et foredrag ved Lunds Universitet i 1938, hvor emnet var forholdet mellem „Sorte og Hvide i Afrika“. Blixen antog, at mange af de unge tilhørere engang – ligesom hun selv – ville rejse ud til fjerne lande og der gøre „en mærkelig Erfaring“:

Det vil hænde Dem, ikke alene at Deres Omgivelser forandrer sig og er fremmede og ukendte, hvorhen De saa vender Dem, men at De selv forandrer Dem, i Deres egne Øjne, saa at De ender med at spørge: „Hvem er jeg? Hvordan ser jeg ud?“ Saa længe man er Barn i sit Hjem, saa kommer dette Spørgsmaal ikke for; alle ens Omgivelser kan besvare det, de er enige, og deres fælles Dom er i Almindelighed Basis for vor Vurdering af os selv. (…) Men en Dag kommer man til et Folk, der har andre Øjne at se os med (…) Hvis man fortæller dem, at man kommer fra Lund, saa siger det dem ingen Verdens Ting; hvis man siger, at man kommer fra Sverige, saa siger det dem ingen Verdens Ting. Hvis man meddeler dem, at ens Fader er Direktør eller Biskop eller Oberst, saa siger det dem ikke noget, for de ved ikke, hvad en Direktør eller en Biskop eller en Oberst er. De ved ikke engang at De er høflig, naar De tager Hatten af, og fin, naar De er i Kjole og Hvidt. Og imens De da saa at sige Stykke for Stykke lægger Deres sociale og intellektuelle Habitus af, saa gaar det langsomt op for Dem, at denne vel heller ikke i Virkeligheden er Deres sande, egentlige Væsen, men der maa blive noget tilbage, naar den forsvinder. Hvem er jeg saa, naar jeg ikke længere er den Person, som jeg hidtil har gaaet og gældt for? Da maa det nærmeste Svar blive: et Menneske. Som et Menneske, ene og alene, mødes De med de mørke, primitive Mennesker.

Denne ejendommelige erfaring, som Blixen for sine tilhørere beskrev som „en slags Aabenbaring“, giver et indblik i baggrunden for identitetstemaets topprioritet i forfatterskabet. Kulturmødet katalyserede en opløsningsproces, hvor alle lag af socialt påført eller intellektuel fernis blev renset af, og hvorpå en ny og mere imødekommende identitet kunne opstå. Det viser, hvordan det antropologiske røntgenblik, der findes i Blixens fortællinger, var et, der blev skænket hende af de „fremmede Øjne“, som betragtede hende i Afrika. Det er en tidstypisk bestræbelse, hun dermed udtaler – efter at finde ind til det menneskelige i sig selv. Med rødder tilbage i oplysningstidens forestilling om en fælles humanitet var den kraften bag den fascination af det såkaldt primitive, som trivedes i mange af modernismens retninger, særlig i ekspressionismen og surrealismen. Den findes i udpræget grad hos Blixen, ikke mindst i erindringerne om Afrika.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet På din maske skal jeg kende dig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig