Den internationale horisont - Zacharias Lund

Set med moderne øjne er sønderjyden Zacharias Lund (1608-67) nok den af 1600-tallets latindigtere, der har størst appel med sine personligt prægede ungdomsdigte, hvor det stormfulde forhold til pigen Charinta – igen en kæreste med et klassisk græsk navn – spiller en stor rolle. Efter mange studie- og rejseår ernærede han sig først som rektor for Herlufsholm og som bibliotekar hos den adelige bogsamler Jørgen Seefeldt. I sine sidste år gjorde han brug af helt andre talenter. Han blev i 1657 ansat som sekretær i Danske Kancelli med speciale i at bryde svenskernes koder og dechifrere opsnappede breve.

Som de øvrige latindigtere, men i endnu højere grad, var Zacharias Lund udpræget internationalt orienteret, et medlem af den europæiske 'lærde republik'. Ikke alene skrev han, ligesom Lauremberg, digte både på latin og tysk (som formodentlig var hans modersmål). Han stod i kontakt med toneangivende europæiske intellektuelle. Ungdomsdigtene – digtsamlingen Poemata juvenilia (Ungdomsdigte, trykt i Hamborg 1634) – er for en stor del henvendt til navngivne venner og bekendte i Tyskland og Holland. Blandt dem er den jævnaldrende tyske digter Vincentius Fabricius (1612-67). Venskabet med ham spiller en central rolle i Lunds digtsamling. Der er ligefrem tale om en slags dialog mellem de to digtervenner: Lunds digte til Fabricius kan læses som svar på de digte, Fabricius havde skrevet til Lund og publiceret i sin samling med samme titel fra 1633, året inden Lunds. Og i en senere samling af samme Fabricius – Hyberna (Vinterdigte), i Poemata 1638 – er ideen ført ud i sin konsekvens, idet hvert digt af Fabricius følges af et paralleldigt af Lund.

Lunds ungdomselegier er elegante og muntre på en måde, der kan minde lidt om forgængeren Sadolin – og meget om Ovids kærlighedsdigte Amores. Digtene danner tilsammen både en miljøskildring og en kærlighedshistorie. Digterens figur præsenteres som en ivrig jæger, både konkret i skildringer af jagtlivet og metaforisk i beskrivelsen af hans stræben efter den skønne Charinta – der ender med at have fanget jægeren selv. Sine steder går temaerne bevidst i et som i en spidsfindig drømmeskildring, hvor jagten tolkes som en dagsrest fra kærlighedslivet:

Skaren af hunde var tæt på sporet af dyretog begyndte frækt at storme ind på det allerede fangne bytte.Men på sin flugt for hundene forekom det at overgive sig til migog at komme med det ønske at blive jaget og fanget af mig.Sådan er hindens natur: når ingen flugt for fare er mulig,tror den, at det er sikrere at gå i menneskers hænder.Skån den, hunde, sagde jeg, skån den, den er allerede fanget,og lad ikke dette dyr blive bytte for vilde hunde;lad det leve og blive i min have, så længe jeg lever;lad det følges med mig og sove i mit kammer.Det skal være min kæledægge; jeg vil altid elske det,og med glæde skal det tage sit foder af min hånd.(oversættelse: Minna Skafte Jensen)

Lund dyrker imidlertid også sin tids nye stilidealer. En lille række anagramdigte indgår i hans ungdomsdigte, og samlingen slutter med en række epigrammer, der fulgte tidens genrekrav. Hvor man tidligere havde brugt betegnelsen epigram om korte, elegiske digte af mange typer, lægger man sig nu tæt op ad den romerske litteraturs store epigramdigter, Martial, med vægt på den vittige pointe, ofte af satirisk art.

Lund efterlod sig en stor mængde poesi i håndskrift. Håndskrifterne viser, hvordan han til det sidste arbejdede videre på sit oeuvre, og gang på gang renskrev sine samlede digte i nye, omarbejdede og udvidede versioner. Tilføjelserne fra de sidste år, ofte satiriske epigrammer, viser ham som en bitter mand, der ikke føler, han er blevet værdsat som digter.