Den prosalyriske fortætning, som kan ses hos både Balle og Hesselholdt, blev til et af de mest markante kendetegn ved 1990'ernes litteratur, der stod i kortformernes tegn. Kortformen blev afprøvet i alle afskygninger lige fra det novelleagtige, aforismen, skitsen, erindringsglimtet, noten, det leksikalske opslag, vitsen, ready-maden, strøtanken, fragmentet og ned til det enkelte ord. I den ene ende skrev Pia Juul på Øverste Kirurgiskes website teksten „Ord“, der netop kun indeholdt ét ord: „Undermåler“. Og teksterne var under målet i den forstand, at de ofte ikke levede op til almindelige standarder for, hvordan man skriver. I den anden ende kunne kortteksterne på et par sider lægge sig op ad den traditionelle novelle eller hemingwayske short story med dens stemningsfylde og latente konfliktstof. I de korte tekster blev der skabt et subjektivt frirum og et litterært laboratorium, hvor alt var muligt. Ofte gjaldt det mindre, hvad der blev sagt, end måden det blev sagt på og ideen bag. Det kunne gå hen og få konceptkunstens karakter, hvor det ikke er „værket“, der er kunsten, men ideen bag. Formen var udsagnet, i den lå udfordringen og oplægget til læseren, hvis reaktion blev det væsentligste. Man kunne også sige, at hvad udad tabtes i episk storhed eller lyriske kompositioner, blev indadtil vundet i kraft af det enorme betydningspotentiale, som de korte tekster i bedste fald, men langt fra altid indeholder. Kritikeren Lars Bukdahl døbte folkene bag disse tekster „Rittersportgenerationen“ med henvisning til reklamen for den kvadratiske, praktiske og gode chokolade. Kunne man ikke stå sammen om så meget, måske fordi man ikke havde noget at stå sammen om, så var der i det mindste et fælles præg her. Her giver det mening både i forhold til den enkelte kortprosasamling og de mange kortprosaforfattere at anvende det forslidte begreb felt. For kortprosaens rækkevidde dækker så meget, at den genremæssigt sprænger alle grænser og kan være hvad som helst, bare det er kort og effektfuldt.

Per Højholt skrev i Turbo (1968) ironisk om „En jeg i min firkant“ i et opgør med den jeg-centrerede lyrik. Nogle af de firkantdyrkende digtere fortsatte opgøret, der satte jeg'et ud af spillet for at lade teksten og verden træde desto mere uafhængigt frem. Andre kunne trods latterliggørelsen ikke lade være med at pille ved det problematiske jeg. Nogle gjorde det med den gamle patos, som man endnu stødte på i 1980'er-lyrikken, mens andre gjorde det med tidens ironiske gebærde.

Helt kvadratisk gik Louis Jensen (f. 1943) til værks med sin serie Hundrede historier (1992 ff.), hvori han fabulerer, ordleger og vrøvler på livet løs. De er fortalt for børn, men voksne kan også læse med, når han fx skriver i Hundrede meget firkantede historier (2005):

En fire hundrede og fireog-tresindstyvende gang varder en tidsindstillet mand.Det gjaldt ørerne og næsen.Dér sad der ure, og i mund-en og på tungen. Det var éti knæet og på det yderste hårpå hovedet. Det sad i splin-ten i øjet og så fremdeles.Det var, fordi han skulle dø.

Hans Otto Jørgensen (f. 1954) var tidligt ude med sære små tekster i Den bronzefarvede kalkun (1993), der blev fulgt op af blandt andre Hjort eller hare (2002) og Ålen har englelyd (2006). Der er mindelser om Peter Seebergs mærkværdige tekstsamlinger fra 1970'erne og 90'erne, men også en vedholdende og original bestræbelse på at bogføre alt det, der blot er anslag, tankestrejf, kvarte ræsonnementer eller tænkte annoncer for sodomitiske hjemmevideoer. Alt sammen er lige så gådefuldt ubrugbart som det franske bidet, der kommer på tale. Nogle gange synes teksterne at have en allegorisk betydning, andre gange er de provokerende fragmenter helt overladt til læseren, og der sker absolut intet i læsningen, hvis ikke den læsende selv tager fat og digter med.

Med aerobic-lignende, energiske gentagelsesmønstre gik Katrine Marie Guldager til firkanten med Styrt (1995), der består af 35 tekster på 35 sider. I titeldigtet „Styrt“ bærer sætningsdynamikken bevægelsen fremad mod det uundgåelige styrt, hvor teksten lægger sig på siden, og digtets cyklende figur falder ned fra den alt for høje cykel, hun har til låns. Hun rammer asfalten, der bliver et konkret billede på verdens materielle væsen, som ikke er til at komme udenom, og som man kun for et stykke tid og i farten kan køre henover. Der er tale om et eksistentielt styrt som følge af ikke at kunne nå pedalerne og finde en balance i livet. Således bliver jeg'ets kvababbelser sat på firkantet form, der rummer en voldsom energi og tidspresset vilje til at udfolde sig. Der er så meget, man burde burde, som allerede Benny Andersen var inde på, og det er der stadigvæk for Guldager, som giver livsfylden og tomhedsfornemmelsen sit eget stilistiske præg, der snart er stikkende ironisk, snart blidt humoristisk.

Sagen er sproget, og bevidstheden om det er et stadigt tema i den altid selvbevidste kortprosa. Camilla Christensen (f. 1957) udtrykker i Stakkels bobcat (2000) et ønske om at navngive verden, så den ikke skyller ind over én som et hav. Alt må ikke forvitre, som når den stakkels bobcat står forladt i et buskads og ruster og kommer til at ligne alt andet gammelt jern. Det gælder om at få verden til at skille ad med ordene. Men samlingen rummer også en bevidsthed om de komiske sider ved sproget og læsningen. Christensen genfortæller – ligesom for øvrigt Pablo Henrik Llambías i Rådhus (1997) – vitsen om den ordblinde løve, der sidder højt til vejrs i et træ. Et egern kommer forbi og spørger, hvorfor den dog sidder dér, hvortil den svarer: „Jamen, jeg er jo dyrenes kogle.“ At løven er en stakkel, fordi den handler mod sin natur, da den har misforstået begrebet „dyrenes konge“, er en mulighed. En anden er, at dens kongeværdighed er noget, sproget har tillagt den, og det er muligt for den at være noget andet.

Gennem den skæve tekst, fejllæsningen og latteren bliver en bevidsthed om sprogets magt synlig, og der åbnes for en anderledes adfærd. Det kan gøres i det små og i den humoristisk anekdotiske form, som Mads Storgaard Jensen (f. 1968) gør det i Som en engel ind i himlen (1996), og med mindre novellistiske anslag, som Kim Fupz Aakeson (f. 1958) gør det i de uprætentiøse historier skrevet med udgangspunkt i en sanglinje i Popmusik (1999). Og det kan gøres ved stadige afsporinger af historierne og forskydninger af pointen ad absurdum, som det sker i Thøger Jensens (f. 1960) I vores familie kan vi ikke lide ubåde (1998). De er ikke fortalt af en ordblind løve, men af en „fortælle-blind“ forfatter.

Kortprosaen kan bryde med det selvfølgelige, som man til dagligt overser, så man får øje på det og bliver sig det bevidst. Det gælder forhold i verden, og det gælder forhold ved teksterne selv, deres virkemåde og art. I den spekulative ende af spektret skrev Niels Frank potpourriet Livet i troperne (1998) med undertitlen Metaforismer. Her filosoferes over fragmentets og aforismens karakter, metaforens virkning, og i glimt når han frem til spidsformuleringer om fx den dårlige digter: „Han er pedantisk på ordenes vegne, han rydder op i dem, han kæmmer dem, så ikke ét af dem stritter i den forkerte retning.“ Frank selv levede næppe op til denne karakteristik, men det var et kendetegn ikke bare ved 90'ernes lyrik, men også ved kortprosaen, at den netop søgte det urene udtryk, hvor ikke alt samler sig og går op i en højere enhed. Dens fragmentariske karakter peger ikke mod et tab af en oprindelig enhed, som det kunne gøre det i romantikken, men på en fundamental mangel på en alt omfavnende, dyb eller ophøjet, sammenhæng.

Kortprosaen blev ikke kun dyrket af de unge digtere. Peter Seeberg fortsatte i Halvdelen af natten (1997), Klaus Rifbjerg skrev 70 epifanier (2001), Villy Sørensens sidste bog, 55 bagateller (2002), var hans „dogmeprojekt“ med korte historier, hver især ikke over fem sider, og Preben Major Sørensen udgav Øksens tid (2002) med undertitlen „Læsioner“. I disse samlinger findes alt muligt fra tingsfabler og erindringsglimt til surrealistiske drømmesyner. Ligesom man i de skrifttematiske år i 1960'erne hellere talte om tekster og stykker end om noveller og fortællinger, så florerer der også i 90'erne varierende og delvist individuelle betegnelser for teksternes art. Læsioner og metaforismer er egne opfindelser, mens epifanier (tilsynekomster) er et ældre begreb, som også findes hos James Joyce. Inspirationen til kortprosaen går fra så forskellige forfattere som Franz Kafka og Jorge Luis Borges på den ene side og Ernest Hemingway og Raymond Carver på den anden og med udenlandske pendanter som nordmanden Tor Ulven og canadieren Anne Carson.

Borges-inspirationen er tydelig i Peter Adolphsens Små historier (1996 og 2000), der også rummer henvisninger til Peter Seeberg, og som med sine „Stumper af en western“ trækker på populærkulturens klicheer. Med et eget vid fortæller han historien „Ved Højer Sluse“ (2000) om Alfred Erling Larsen, der under et digebrud ved Højer Sluse er ved at hænge sig på grund af ulykkelig kærlighed til bagerens datter, der er død, fordi hun har slugt en bordtennisbold. Med løkken om halsen søger han et par velvalgte ord til afsked, men: „Denne tøven gav vandet i bageriet tid til at stige og reddede dermed hans liv.“ Ikke ordene, men hans tøven giver ham livet tilbage, og sådan synes også Adolphsens digtning nærmere at tale sig op mod en sandhed, end den egentlig udtrykker den. De små historier – og kortromanen Brummstein (2003) – er ofte gådefulde udsagn, hvis betydning man aner som „en sitren i fingeren“ eller en koncentreret brummen efter endt læsning snarere end som en kerne af mening. De kan udløse et overrasket grin, som når en samling ånder er gået op i en højere enhed, der af alle steder befinder sig inde i en ruhåret gravhund fra Niedersachsen! Abstraktion og konkretion, høj åndelighed og lav materialitet veksler her med en hast, så intellektet umiddelbart stiger af og lader kroppens reaktioner af latter eller forstoppelsessymptomer træde i stedet.

Det kortfattede og fragmentariske kan man se som et svar på den moderne livsstil, der er præget af mediestrømmens flygtighed og stadige skiften mellem reklamespots og hastige nyheder. Det er en litteratur, som holder læseren i det, Freud betegnede som førlysten. Tidens fylde, hvor begæret efter at få fuldendt fortællingens plot tilfredsstilles, indfinder sig sjældent. Brikkerne falder ikke på plads i et afsluttende show down, og hvor reklamens pirring skal udmønte sig i forbrugerens køb af en vare, dér tvinges læseren til at læse teksten om igen og til en stadig mere intens selvrefleksion. Korte tekster skal ikke læses hurtigt, men langsomt og gerne flere gange ligesom lyrik. De indfører deres egen tidsdimension og stiller sig op som små monumentale „Denkmal“ i glemslens strøm. Således spejler den minimalistiske stil på én gang den moderne verden og reagerer på den og taler den imod.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den korte vej mellem poesi og prosa.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig