Erna Juel-Hansen havde lært fransk gymnastik i Paris og underviste indtil sit ægteskab på sin fars gymnastikinstitut. I 1890'erne skrev hun en række artikler om cykling i Husmoderens Blad og Idrætsbladet. Fotografiet fra o. 1900 viser medlemmer af Københavns kvindelige Gymnastikforening.

.

Modbilledet til den forkvaklede borgerdatter er det senere forfatterskabs selverhvervende kvinder, som nok føler tomhed, når kærligheden mangler, men som forstår at lede energien over i arbejdet. Det drejer sig ikke kun om at tjene til føden. Overhovedet det selv at skabe et hjem på en lille indkomst og uden flere familiemedlemmer var en ny opgave for kvinderne. Mathilde Fibiger havde beskrevet sine egne løfterige og smertefulde erfaringer i artiklen „Den Ensommes Hjem“ (1869), som Elfriede Fibiger i 1882 genoptrykte i Tidsskrift for Kvinder.

Erna Juel-Hansens novelle „Enlig“ skildrer dette ensomme hjem: „Tre halvmørke, smaa Stuer paa en fjerde Sal ude ved Søerne (…) kvindelig Hygge i Anordningen af de faa, tarvelige Møbler. Paa Bordet i Spisestuen var Aftensmaaltidet dækket til én“. Her bor en bogholder, som er „Arbejderske, slet og ret, vilde ikke for nogen Pris være andet – jo ét endnu, og dette over alt andet!“ Hun har i syv år levet sammen med en mand, hvis elskerinde hun er „over alt andet“. Hun opfatter deres kærlighedsforhold som et frit 'ægteskab', og da han bryder ud og gifter sig med en velbeslået dame, lukker ensomheden sig om hende som „Cellen om den paa Livstid fangne“. Først nu bliver hun enlig. Historien handler om, hvordan hun overvinder savnet, så hun kan leve videre for sit arbejde og det barn, hun har født.

Sex Noveller var tilegnet Georg Brandes „med Højagtelse og Taknemmelighed“, og hovedpersonerne i „Enlig“ er prototypen på det moderne gennembruds heltinde, så meget, at hun hele tiden kun nævnes ved sit køn som 'hun'. På sidste side, hvor hun tilfældigt møder sin tidligere elsker, barnets far, siger hun: „Kjender du mig ikke – det er Marie!“ Da han afviser hende, konkluderer fortælleren, at „sund, rolig Foragt“ herefter dræbte hendes kærlighed. Hendes personlige identitet, som er knyttet til navnet, kan kun forholdet til manden give hende.

I romanerne om Terese Kærulf udfoldes denne konflikt mellem kærlighed og arbejde. I den første får Terese en smuk karriere som kunsthåndværker, samtidig med at hun bryder to forlovelser. Hun afviser en velhavende tysker, i hvis store fædrenehjem hun kunne være blevet frue, fordi hun ikke kan affinde sig med at være den passive modtager af hans patriarkalske omsorg. Konkret føler hun sig mast af hans kraftige krop. Dernæst bryder hun med den blodfattige teolog, hun har delt lejlighed med i København, fordi hun bliver træt af stadig at yde ham moderlig omsorg. Da en udstilling af hendes værker får succes i London, rejser hun derover for at arbejde. Romanen munder ud i en besyngelse af arbejdet og kunsten, „gennem dem saa hun, Manden lig, ind i en rig, lys og sikker Fremtid“. Hun havde imidlertid brudt den første forlovelse, fordi „Blodets, Instinktets Røst“ talte imod ham, men forholdet havde alligevel efterladt „et blivende Savn“.

Helsen & Co. handler om denne 'blodets' dobbelttydige tale, når moderskabet og kærligheden skulle genoplives i det nye udadvendte kvindeliv. Terese vil virkeliggøre utopien om et fuldkomment fællesskab mellem ligestillede parter. Hun bliver designer og kompagnon i den møbelsnedkerforretning, hendes mand Erik Helsen etablerer, og omdanner deres dagligstue til en „Værkstue“, hvor skellet mellem arbejde og hjemmeliv er ophævet. Utopien strander på moderskabet, som dels forstyrrer Tereses arbejde, dels ændrer Eriks følelser for hende. Han ser hende efterhånden mest som sine børns mor, hvorimod hun får „sære Drømme om en ganske fantastisk Lykke“, hvor hendes mand er en elsker, hvis „Glød ikke sluktes i Hverdagslivets Nøgternhed“. Hun forklarer sin utilfredshed som „Trolddom“ og „Hængedynd“ fra den gamle kvinderolle, mens Erik ingen problemer har med sin traditionelle mandsrolle. Da et „pludseligt brutalt Begær“ blusser op i ham, er han Terese utro med deres butiksdame.

Terese vælger efter indre kampe at tilgive ham og resignere, men hun føler, at hendes mand på alle områder har trukket det længste strå, og mærker fristelsen til at give efter for „dette dunkle Ubevidste, vi bærer i os, og som synes ganske at unddrage sig Viljens Herredømme“. Driften, kærligheden, moderskabet, arbejdet, der skulle samvirke i den nye kvindes personlighed, viser sig at trække i hver deres retning.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den selverhvervende heltinde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig