Et oversætterarbejde, der både har været populært og har haft betydning i den danske litterære verden, er Herman Weigeres (død ca. 1556) En Ræffue Bog som kaldes paa Tyske Reinicke Foss fra 1555. Ligesom Dyrerimene går den tilbage til den antikke fabel. I midten af 1100-tallet udviklede dyrefablerne, der gerne var på latin, en speciel undergenre: dyreeposet på folkesproget om den falske ræv, på fransk grund Roman de Renard. Her taler og ræsonnerer dyrene og narrer hinanden. Den moralske fabel var populær hos både humanisterne og Luther som et verdsligt opdragende sidestykke til Bibelen.

.

Allerede i antikken yndede man at lade talende og tænkende dyr give mennesker mulighed for at reflektere over deres egne dumme handlinger eller egen dårlige opførsel, fx med Æsop og hans fabler (fra 500-tallet f.Kr.). Efter delvis tysk inspiration fik vi i Danmark en særlig undergenre til dyrefablerne, nemlig de rimede dyrevers, De gamle danske Dyrerim, der er overleveret i et håndskrift fra o. 1460. De består af 100 smådigte af meget forskellig længde, de fleste i knittelvers. Sprogforskeren Johannes Brøndum-Nielsen så dem som en krydsning mellem middelalderens fugleparlamenter (det vil sige enkeltdigte, hvor en række fugle optræder som repræsentanter for forskellige stænder), samlinger af moraliserende og satiriserende epigrammer og spåbøger af lykkebogsarten. Derudover er der inkorporeret diverse ordsprog, især fra Peder Laale, der levede engang i 1300-tallet, og hvis latinskdanske ordsprogssamling, Petri Laale Parabulæ, blev udgivet i 1506.

Set med moderne øjne er værket et underligt miskmask af moralske sentenser, herunder advarsler mod utugt, og sjove rim om fugle og andre dyr, som forfatteren har søgt at redde ved at applicere dem moralsk på menneskelivet. Den zoologiske lærdom bygger ellers på fagbøger, der dengang blev regnet for lødige, nemlig Albertus Magnus' Opus de animalibus (Værk om dyrene, trykt i Mantova 1479) og Bartholomæus Anglicus' De proprietatibus rerum (Om tingenes ejendommeligheder, trykt i Nürnberg 1485); begge værker stammer dog formentlig fra 1200-tallet. Der henvises eksplicit til dem, og de indgår især i marginalnoter, ligesom en del af opbygningen er hentet fra dem.

Man kan i dag kun gisne om, hvem Dyrerimene har været henvendt til. Måske har nogle af modtagerne været unge mænd, der senere skulle blive klerke, selv om der også forekommer satire over den gejstlige stand. Håndskriftet er udført af en klosterskriver, gråbroderen Olaus Jacobi eller Ole Jacobsen, med forbindelse til franciskanerklosteret i Næstved (håndskriftet befinder sig nu i Stockholm).

En del af rimene kredser om forholdet mellem kønnene. Idealet er cølibatet. Ved nr. 53, nicticorax (en slags ravn) bliver man således belært: „Ej kan du leve ene, det jeg vel ved. / Thi du haver ej klosterkød“. Allerede i indledningen til håndskriftet er tonen slået an. Den består af en samtale mellem en ungersvend, juvenis, og en ung pige, juvencula. Traditionelt læses teksten allegorisk som en diskussion mellem sjæl og legeme, hvor pigen i pagt med den grundfæstede kønsnorm repræsenterer kødet og svenden ånden. Pointen er, at pigen kommer til kort med sine længsler og i og for sig ret uskyldige fordringer: at udveksle tale og tanker med ungersvenden.

Rimsamlingen begynder ellers med rim om forskellige fugle og går bagefter over til firfodede dyr (nr. 64-100). Indimellem virker opbygningen strofisk; måske har dele af bogen ligefrem været sunget. Den kan virke trættende ved sine gentagelser, fx om dyrenes nød, kamp for føden og opfostring af unger, og det er langt fra alle udsagn, der virker indlysende eller biologisk korrekte. Bedre går det ved pattedyr end fugle, idet en del gør gavn for menneskene.

For middelaldermennesket er det imidlertid ikke dyrets fysiske eksistens, men dets betydning, som er det væsentlige, fx når den danske nationalkarakter tages under behandling ved et så udansk dyr som bøflen (nr. 67): „Det monne være den danske sæd / så stakket stund at holde fred“. Der skelnes heller ikke mellem reelt eksisterende dyr og fabeldyr som spinxen (sfinks, nr. 45), der åbenbart regnes med blandt fuglene. Ved den sidste, hvor der i øvrigt – som så mange andre steder – skiftes uproblematisk mellem han- og hunkønsvæsener, hedder det: „Så er hun træt af elskovs leg / at bugen er stor og kinden bleg“. Det er let at se sammenhængen til menneskelivet, hvilket understreges af de efterfølgende linier, der har klare rødder tilbage til spådomsbøgerne: „En ædel riddere skalt du fange [få] / så frommer [tapper, dygtig] en mand, som på ben kan gange [gå].“

Den gennemgående synsvinkel er moralsk og didaktisk. Og det er ikke kun seksuallivet og dets farer, der advares imod. I forbindelse med væsel (nr. 94) hedder det med kras hverdagsrealisme: „Når du til kroen agter at gange / spot og spe skalt der fange / dine penninge der at miste / Armene blå og tænderne ud, / fuldstore hug af bassespyd“ [spyd til vildsvinejagt]. Rene leveregler træffer vi fx ved nr. 3, griffen, der som bekendt ikke eksisterer og derfor kan tillægges hvad som helst: „Endog en er stor / i gerninger og ord / af gods, penninge eller lykke, / sig ikke hovmode ud over maade: / alt det han haver, stander i vaade“.

Også efter Reformationen bruger digterne dyreforklædningen. Det gælder skolekomedieforfatteren Hieronimus Justesen Ranchs 60 strofer lange allegoriske „Fuglevise“, som handler om, at vi alle skal have lov at være her, men at nogle trods alt er mindre ønskede. Fx er skaden „en Squalder Poeß [sladderhank], Hâm kand ieg icke meget rose“ (str. 21, skillingstryk fra 1630, se også Lærdom og lyst – Hieronimus Justesen Ranch).

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Dyrerim - morallære i dyreham.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig